Bokelskere.no

The more I see of the world, the more am I dissatisfied with it; and every day confirms my belief of the inconsistency of all human characters, and of the little dependence that can be placed on the appearance of either merit or sense.

Nietzsche: «Den som vet hvorfor han skal leve, tåler nesten hvilket som helst hvordan.»

Stakkars mennesker. Stakkars ensomme mennesker i en verden uten skjønnhet.

But cricket was no mere game. Cricket was important. He could never help reading about cricket. He read the scores in the stop press first; then how it was a hot day; then about a murder case.

Jeg sitter der til det kommer en katt, før eller senere kommer det alltid en katt.

PROFESSOR RUBEK atter alvorlig
Det var det, at hele dette med kunstnerkald og med kunstnergerning - og sligt noget, - det begyndte at forekomme mig som noget så tomt og hult og intetsigende igrunden.

FRU MAJA
Hvad vilde du da sætte i stedet?

PROFESSOR RUBEK
Livet, Maja.

Them as can do has to do for them as can't. And someone has to speak up for them as has no voices.

"Semljanka" (Jordhulen), et russisk motstykke til Lili Marlene, med en lignende og fengende melodi.

Ilden blafrer i den lille ovnen.
Kvaen renner som en tåre fra kubben.
Og trekkspillet i bunkeren synger for meg
om ditt smil og dine øyne.

Buskene hvisket til meg om deg
å en snehvit mark ved Moskva.
Mest av alt vil jeg du skal høre
hvor trist den levende stemmen min er.

Du er så langt borte nå.
Vidder av sne ligger mellom oss.
Det er så vanskelig å komme til deg,
og her er det fire skritt til døden.

Syng, trekkspill, trassig mot snestormen.
Rop til den lykken som har gått seg vill.
Jeg er varm i den kalde bunkeren
fordi din kjærlighet aldri slukner.

Byen

Jeg bor i fjeldet. I uger har jeg ikke set et menneske, ikke hørt min
egen røst. Jeg hører mig selv tænke, mens tjernet skvulper.
Røde skyer drager forbi. Det mørknes, fjeldvandet blir sort,
lommen skriger.
Det farer en angst igjennem mig. Hvor er de nu alle? Hvad
gjør de? Lever de endnu? Lever mine brødre, menneskene?
Og fjeldet blir pludselig så isnende koldt. Det har intet hjerte.
Jeg må ned, bag den borteste blåne, sønenfor de brede sletter,
der hvor hjerter slår, der hvor tusender hjerter slår i kor.
Jeg iler til dalen, jeg gjemmer mig i kupeen. Hele natten
pruster hjernvognen, lyner afsted i mulm og mørke, gjennem lange,
dybe dale, over brede sletter.
Næste aften står jeg på den stenlagte gade. Der er ingen skog
længer, men huse og vinduer, ingen sus gjennem blade, men
surren av vogne, larm af utallige fødder.
Langt borte hørte jeg et forfærdelig skrig. Hvem lider?
Jeg løber efter skriget. Og jeg hører ud fra åbne vinduer en
brølende røst:
«Forfærdes, I mænd og kvinder, I rådne kar, Eders skiddenhed
er værre end øglers, Eders synder er utallige som havets sand.» --
Angst løber jeg videre. Jeg kommer forbi et hus, hvor der er
mange mennesker. Jeg ser dem sidde langs væggene, de snakker
ikke til hinanden, de smiler ikke til hinanden.
Og jeg blir mer og mer angst. Jeg kommer forbi dansebuler
med mænd og kvinder, der sparker hinanden tilblods.
Er dette mine brødre menneskene?
Jeg løber videre og videre. Jeg blir mere og mere angst. Ingen
taler til hinanden, ingen smiler til hinanden. de farer afsted, som
var de piskede, og ud fra de små huse hører jeg gråt og hulken, bag
mig gråter det, gråter, gråter...
Og omsider går det op for mig, omsider ser jeg det: De er
vanvittige, de piskes af sin egen skygge. Og jeg ser mig om, jeg ser
på deres øine, deres miner, deres ilen og løben:
Ja, de er vanvittige, de er vanvittige.

~ Sigbjørn Obstfelder

TIL LESEREN

Jeg hadde
et visst overtak på deg
i begynnelsen, merket
du det? - jeg burde

kanskje nevne det
nå som jeg er i ferd
med å slippe
grepet - for du finner

vel etter hvert
at vi står i grunnen
nokså likt, ikke
sant?

At folk blir like når de lever sammen, det er godt, mener hun. Det skaper den tryggheten alle trenger. Alene er man bare alene.

Den norske vårsolen steiker fra himmelen. Folk går i shorts og t-skjorter, og de har glemt hvor surt det kan være i november, eller i februar.
Sånn er det med folk.
De lever nå.

Arve, sier farmor og smiler. Er du her.
Ja, sier Arve.
Så blir de stående og se på hverandre.
Det er veldig mange år mellom dem.
Det er det eneste det er mellom dem.

Den svære fuglen faldar seg saman der borte. Med auga mine over mosen kan eg sjå det. Han står i myra med opplyft ransakande hovud. Like etter kjem den neste og ber seg likeins åt. Det titrar i ein av spenning, det blir som ei slags lykke. Eg ligg i kald myrvæte, som sakte trekker inn i kleda og gjer det ufyseleg, men eg er varm ved synet av tranane. Er på tranens eiga mark, er vel komen inn i ein heilagdom der ein ikkje burde vist seg.