Bokelskere.no

Det var i forbindelse med sin indlæggelse i Middelfart, at Krøyer havde set 'syner'. Synerne vekslede mellematorhedsvanvid og det totale sortsyn. Bl.a. bildte han sig en dag ind at have haft besøg af Bjørnstjerne Bjørnson. Den norske digter var kommet ned fra Norge i spidsen for en stortingsdelegation for at anmode Krøyer, som den nordmand han jo var, om at modtage valg som konge af Norge.

Hvert sekund dør der et menneske. Et lys slukkes for aldrig at tændes mere, en stjærne der måske har brændt usædvanlig smukt - i al fald haft sit eget, aldrig før sete spektrum. Et væsen, der måske har strøet genialitet, måske godhed omkring sig, forlader jorden; det kun engang sete - underet der blev kød og blod - hører op at være. Intet menneske var en gentagelse af andre eller skal nogensinde selv gentages. Hvert menneskebarn ligner de kometer, der kun én gang i al evighed rører jordens bane og en stakket tid drager deres lysende vej hen over den - en fosforesceren mellem to evigheder af mørke!

Så er der vel sorg blandt menneskene for hver en sjæl som forlader jorden? Om hans båre står de vel med alvorlige ansigter og siger: Se hvad verden har mistet og aldrig får igen! Se hvilket sælsomt under der denne gang har kysset jorden!

Ak, Ditte var ingen slukket stjærne, hvis efterladte plads i rummet måtte registreres for tid og evighed. Som en snylter kom hun anstigende - hun blev i al fald modtaget som en sådan; det var med nød og næppe hun tiltvang sig adgang til tilværelsen. Som en af den store grå flok på halvanden milliard tog hun sin gærning op og gjorde lige for sig. Jorden blev rigere ved hende, men uden at det kunde henføres til hende. Hun var blot en af de navnløse mange - menneskebarnet hvis kendetegn er, at dets hænder altid er skrubbede.

Hun blev begravet i de fattiges hjørne af kirkegården - der hvor gravene skal sløjfes hurtigst muligt for at give plads til ny; hun blev begravet på det offentliges bekostning. Det var den eneste æresbevisning der blev vist hende i hendes liv - og den var ikke frivillig.

Nåede hun at blødgøre hjærter?

Elsker du deg selv, så elsker du alle mennesker som deg selv.å lenge du elsker et annet menneske mindre enn deg selv, har du ennå ikke elsket deg selv i sannhet. For da har du ikke hatt alle mennesker like kjær som deg selv; i ett menneske alle mennesker; og dette mennesket er Gud og menneske. Slik forholder et menneske seg rett når når det elsker seg selv og elsker alle mennesker like mye som seg selv; et slikt menneske forholder seg helt rett.

Hun eide ikke annet som hun rådet over nu, enn dette korset som hun hadde fått av sin far – og så sin brudering. Den bar hun på hånden enda.

Hun drog den av og så på den. Tung lå den i hånden, av skjært gull, satt med store, røde stener. Erlend – tenkte hun, og det bares for henne, nu skulle hun heller gi bort denne – hun visste ikke hvorfor, men hun syntes at hun skulde. Hun lukket øinene i pine og rakte den til Ulv:

“Hvem esler du den,” spurte han sakte, og da hun ikke svarte: “Mener du jeg skal gi den til Skule -?”

Kristin virret med hodet, holdt øinene hårdt lukket.

“Steiunn – jeg lovet – messer for henne –“

Hun åpnet øinene, så efter ringen som lå i smedens mørke neve. Og hennes tårer brast i en stri strøm, for det var som hun aldri før hadde skjønt det fuldelig, hvad den tydet. Det liv som den ringen hadde viet henne til, som hun hadde klaget sig for, knurret under, raset og trasset i – likevel hadde hun elsket det slik, frydet sig i det med de vonde og det gode, slik at der var ikke en dag uten det tyktes henne tungt å gi den tilbake til Gud, ikke en smerte som hun kunde ofret uten savn -.

Ulv og nonnen vekslet nogen ord, som hun ikke hørte, og han gikk ut av stuen. Kristin vilde løfte sin hånd og tørke sine øine, men orket ikke – hånden blev liggende på hennes bryst. Det gjorde så vondt inni der, hånden kjentes så tung, og så var det som ringen skulde sitte på fingeren enda. Hun begynte å bli uklar i hodet igjen – hun måtte se om det var at den var borte, at hun ikke bare hadde drømt hun gav den bort – nu begynte hun også å bli usikker, alt det der inatt, barnet i graven, det svarte havet med de rappe små bølgeglimtene, liket som hun hadde båret – hun visste ikke om hun hadde drømt det eller været våken. Og hun orket ikke få op øinene.

“Søster,” sa nonnen, “du må ikke sove nu – Ulv gikk for å hente prest til deg,”

Kristin våknet helt op igjen med et rykk, festet sine øine på hånden sin. Gullringen var borte, det var visst nok – men der var et blankslitt merke der den hadde sittet på langfingeren. I det brune og skrubne hold stod det aldeles klart – som et arr av tynn, hvit hud – hun syntes at hun kunde skjelne både to runde pletter efter rubinerne på hver side og som et lite riss, et M, efter midtplaten med Jomfru Marias hellige navnetegn gjennembrutt i gullet.

Og den siste klare tanke som formet sig i hennes hjerne var, at hun skulde dø før dette merket fikk tid til å svinne, og hun var glad. Det tyktes henne være et mysterium som hun ikke fattet, men hun visste sikkert likevel, Gud hadde holdt henne fast i en pakt som var blitt satt for henne, uten hun skjønte det, av en kjærlighet som var blitt øst over henne – og trass i hennes egenvilje, trass i hennes tunge, muldbundne sinn, var noget av den kjærlighet blitt i henne, hadde virket i henne som sol i mulden, hadde drevet frem en grøde som ikke elskovens stormende vredesmot helt hadde kunnet legge øde. En Guds tjenestekone hadde hun været – en vrang, motvillig terne, tiest en øientjener i sine bønner og utro i sitt hjerte, lat og forsømmelig, uten tålemod under refselser, lite stadig i sin gjerning – likevel hadde han holdt henne fast i sin tjeneste, og under den glitrende gullring var der lønnlig blitt satt et merke på henne, at hun var hans tjenestekvinne, eid av den herre og konge som nu kom, båret på prestens viede hender, for å gi henne frihet og frelse –.

[MYSTIKEREN MAXIMOS] giver et tegn; danserinder og fløjtespillere viser sig i forgården. Musik og dans under det følgende.

FYRST JULIAN: Maximos, - hvad er dette?

MYSTIKEREN MAXIMOS: Roser i håret! Perlende vin! Se, hist de skønne lemmer i leg!

FYRST JULIAN: Og midt under denne sansernes tummel vil du -?

MYSTIKEREN MAXIMOS: Synden er kun i dit syn på det syndige.

FYRST JULIAN: Roser i håret! Perlende vin! (han kaster sig ned på et af hynderne ved bordet, tømmer en fyldt skål, sætter den hurtigt fra sig og spørger) Ah, hvad var der i vinen?

MYSTIKEREN MAXIMOS: En glød af den ild, som Prometheus stjal. (Han lægger sig ned på den anden side af bordet.)

FYRST JULIAN: Mine sanser bytter virksomhed; jeg hører klarhed og jeg ser toner.

MYSTIKEREN MAXIMOS: Vinen er druenes sjæl. Den frigjorte, frivillige fange. Logos i Pan!

London er stor.

Hvis vi kunne ta med oss London hjem og slippe den ned over vår egen hovedstad, ville den fylle mesteparten av indre Oslofjord og ta godt med seg av Nordmarka også. Med Buckingham Palace der vårt eget kongelige slott ligger, ville Londons utkanter true Hønefoss i nord, og ta for seg av Holmestrand i sør. I hvert fall Drammen.

Ikke engang Moss kunne føle seg helt trygg.