Hvert sekund dør der et menneske. Et lys slukkes for aldrig at tændes mere, en stjærne der måske har brændt usædvanlig smukt - i al fald haft sit eget, aldrig før sete spektrum. Et væsen, der måske har strøet genialitet, måske godhed omkring sig, forlader jorden; det kun engang sete - underet der blev kød og blod - hører op at være. Intet menneske var en gentagelse af andre eller skal nogensinde selv gentages. Hvert menneskebarn ligner de kometer, der kun én gang i al evighed rører jordens bane og en stakket tid drager deres lysende vej hen over den - en fosforesceren mellem to evigheder af mørke!

Så er der vel sorg blandt menneskene for hver en sjæl som forlader jorden? Om hans båre står de vel med alvorlige ansigter og siger: Se hvad verden har mistet og aldrig får igen! Se hvilket sælsomt under der denne gang har kysset jorden!

Ak, Ditte var ingen slukket stjærne, hvis efterladte plads i rummet måtte registreres for tid og evighed. Som en snylter kom hun anstigende - hun blev i al fald modtaget som en sådan; det var med nød og næppe hun tiltvang sig adgang til tilværelsen. Som en af den store grå flok på halvanden milliard tog hun sin gærning op og gjorde lige for sig. Jorden blev rigere ved hende, men uden at det kunde henføres til hende. Hun var blot en af de navnløse mange - menneskebarnet hvis kendetegn er, at dets hænder altid er skrubbede.

Hun blev begravet i de fattiges hjørne af kirkegården - der hvor gravene skal sløjfes hurtigst muligt for at give plads til ny; hun blev begravet på det offentliges bekostning. Det var den eneste æresbevisning der blev vist hende i hendes liv - og den var ikke frivillig.

Nåede hun at blødgøre hjærter?