Bokelskere.no

Da den første unge mannen skulle ta sin første legeeksamen inviterte han henne rett til sengs. Han leste til eksamen ved å telle hvert ben i kroppen hennes, pekte seg inn, talte og fant nye tallkombinasjoner sang alle navn på latin som en vokalkomposisjon over antikke tekster. Det var moro å bli tellet til 436 og likevel bare én hele tiden. Han ringte til en venn og la frem ideen til en musikal. Og dermed ble han ikke lege.

Hvis ikke det hadde vært for

global oppvarming

ville jeg fått barn utelukkende

for å bli den moren

som henter barnet

på en Harley-Dvidson.

Det er underlig at man tror at man kan spise og forsvinne samtidig, sa fotografen.

Der inne i kjellertunnellen lå et menneske hun åpenbart kjente godt, så godt at hun slo opp paraplyen, forsvant opp i luften, vi kunne bare ikke følge med, det nærmeste jeg kom Mary Poppins i mitt liv, den kjente barnepiken, litteraturvitenskapelig tolket som dyrenes dronning alias gudinnen Ishtar, og det har ennå ikke kommet noen Higgins inn i mitt liv.

Dørene gled til side. Vi stod der overrasket. Jeg klamret meg til en vilt fremmed. Det var det ene, det andre var at jeg sluttet ikke å klamre, aldri aldri aldri ville jeg miste ham, da ville jeg heller falle.

Nå lurer jeg på om han alltid kommer til å sitte i setet ved siden av meg, på vei opp i mørket.

Jeg har en skyld som jeg hver dag prøver å takle. Ikke en skam. Skam er for de feige. Skyld er for oss som virkelig vil overleve, som virkelig vil gjøre det godt igjen.

• Hvornår rejser du? spørger jeg.
• Hva mener du - rejser?
• Ja, fordi dine forældre skal et andet sted hen.
• Det ved jeg ikke. Nej, men det varer nok ikke så længe.
• Men vi skal da skrive til hinanden, siger hun. Naiv. Gennemstrømningen er enorm på skolen. Jeg bliver venner med nogen, og så rejser de. Og jeg holder forbindelsen ved lige et stykke tid, men så glider det ud i sandet. Og jeg tror... det tænker jeg hele tiden, at det er lissom når folk dør - det er det samme. En måde at klare det på. De er døde. Jeg har ikke tillid til, at jeg vil se dem igen.
• Skal vi ikke det, Samantha - holde forbindelsen ved lige? spørger Gretchen.
• Jo, siger jeg. Når hun er rejst, er hun død.
• Skal du ikke snart have en kæreste, Gretchen? spørger jeg. - Jeg kan finde en til dig.
• Nej tak, siger hun
• Hvorfor ikke?
• Drenge er nogle svin, siger hun
• Jeg troede ikke du bandede
• Jeg bander ikke
• Hvad gør du så?
• Jeg siger det bare som det er.
• Hmmm, siger jeg
• Jeg vil hellere læse, siger Gretchen og begynder at flette.

Gårsdagene mine forsvinner, og morgendagene mine er uvisse, så hva lever jeg for? Jeg lever for hver dag. Jeg lever i øyeblikket.

Havet dypt der nede var et rullende kaleidoskop av turkis, akvamarin og fiolett

[...] Trojtalev [hadde] ofte lekt med tanken på at orlogsskipet hans skulle redde en skipbrudden havfrue med et ringlende halskjede av muslinger som pryd rundt en lys hals, og med en kald sjampanjeflaske glimtende mellom brystene. I dag ville han nøyd seg med en alminnelig fjong havnehore med en flaske vodka.