meget ble tålt og tilgitt i nattens navn.

1951
I disse aprildagene mens jeg skriver dette, er det 43 år siden vårt første møte.
Den gamle, hvithårede damen jeg ser i speilet når jeg snur litt på hodet, det er meg.
Og her hos meg, i den medtatte kurvstolen som knirker så leit, sitter min mann bøyd under sin harde skjebne og sin mange år.
Jeg tenker sørgmodig at kanskje skulle vi ikke målt hender allikevel den gang på Theatercafeen for lenge, lenge siden - ?

Hamsun skrivet til Marie:

Igaar fik jeg sendende fra den russiske Damen som bad om Autograf og Foto, et stort Litografi af Dostojevskij. Det var svært interessant, han er den vældigste af de russiske Giganter - den eneste Digter jeg har lært noget af. Jeg vil ha Ramme om det Billede og sende Dama et skjønt Portræt af Hr. mig.

Hamsun skriver til Marie:

"Skinsyk paa meg paa Sortland! Jasaa. Ja, her er fire angivelige Hunkjøn - og jeg har akkurat fire Stoler paa Rummet mit! Jeg ber dig forstaa at bare en er dejlig for mig i Livet....
Kjøpte du dig Hat i Svolvær? Svar meg paa det! Eller kjøpte du tvertimot Ost for alle Pengene?

Hamsun skriver til Marie:

Jeg sitter paa Altanen hver Dag enten det sner eller ei. Det gaar riktig godt fremover med Boken (August), men Gud vet om den blir til noget, har mine store Tvil. Det skal være et Angrep paa Industrien. Det, er jo alright nok, men om jeg har greiet den rent dikterisk, det spørs...

Knuts mor var nylig død. Det gjorde sterkt inntrykk på ham, og tankene på døden trengte seg på mer enn ellers. Han la ikke skjul på at den fylte ham med en dyp uvilje. Som han også ved en leilighet skrev: Dø – det skulle jeg bra gjøre, hvis jeg bare ikke var nødt til det!

Han sier rolig og langsomt - og stemmen har nøyaktig samme klang og bøyelighet som før, det er ingen oldingrøst -:
"Gråt ikke, Marie, det er ikke dine tårer verdt. Snart dør vi, livet er så kort Og likevel vil det gjerne bli for langt."
Jeg sier i hans øre: "Hvis du ikke var blitt så døv og blind, så ville aldri du funnet det for langt."
"Å," svarer han i samme resignerte tone, "vi er alle døve og blinde i dette liv. Men kjære, ikke gråt, det er så ondt. Fröding har et sted noe slikt: En mann går overbord. Jaså -, sier Vårherre. Så skjer det noe med en annen mann. Jaså,- sier Vårherre.
Så betydningsløst er det hele. Og livet er så kort, en harselas."

Det hendte, at i stedet for godmorgen når han kom, og noen passende ord til en kjæreste, kunne han si: Har du nå dradd opp det rullegardinet skakt igjen! Har jeg ikke sagt at alt skal være vannrett? Eller loddrett.
Nå måtte det ikke svares: Ikke grin for en sånn bagatell!
En måtte heller ikke la gardinet snerre opp og ned til det ble rett. En kunne redde meget hvis en lovet bot og bedring og sto og så lærvillig på men gardinet forsiktig ble dradd til rette av den som kunne det.
Jeg husker også en leksjon i støvtørking. Det "kom på" at jeg visket vekk en liten trepinne så stor som en halv fyrstikk en ulykkelig morgenstund. Jeg ante ikke hva jeg hadde gjort. Jeg tilbød å skaffe akkurat maken. Men nei. Det var nemlig en tannpirker, og maken kunne ikke skaffes.

Hverdagens aller minste småting kunne opphisse ham.
Jeg fant en gul ert på kjøkkengulvet da vi skulle til å spise, jeg tok den fort opp og kastet den i søppelbøtten.
Han sendte meg et blikk som om det først i denne stund gikk opp for ham hva slags menneske han dessverre snart skulle gifte seg med:
"Har du ikke en boks, det foresvever meg at jeg har malt en boks til deg, det står Æ R T E R på den..."
Beskjemmet fisket jeg erten opp av søppelbøtten igjen, skyllet den under springen, tørket den, hentet boksen ned fra øverste hylle og la erten oppi.