Bokelskere.no

Den sorte theologiske bande, som for tiden råder i det norske kirkedepartement, skal jeg ved lejlighed sætte et passende literært mindesmærke.

Alt, hvad jeg har digtet, hænger på det nøjeste sammen med hvad jeg har gennemlevet – om end ikke oplevet; hver ny digtning har for mig selv havt det øjemed at tjene som en åndelig frigørelses- og renselses-proses; thi man står aldrig ganske uden medansvarlighed og medskyldighed i det samfund man tilhører. Derfor skrev jeg engang som tilegnelsesdigt foran i et exemplar af en af mine bøger følgende linjer:

«At leve er krig med trolde
i hjertets og hjernens hvælv;
At digte – det er at holde
dommedag over sig selv.»

Det är vid denna tidpunkt han upptäcker Dickens. Som yngre hadde han läst David Copperfield, men funnit den tråkig. Senare hade någon stuckit åt honom Vår genemsama vän i handen. Han försökte läsa den, men kunde ej. Han bokstavligen var uförmögen att hålla i hop vad han läste, och när slutligen en bekant rent ut sade att Dickens var tokig, kände han sig lätt om hjärtat och slängde boken. Nu kom den igjen genom en annan person som formligen avtvang honom ett löfte att läsa David Copperfield. Han läste och blev betagen. En stilla ro, ett lugn så som efter ett utkämpat liv, innfann sig, och han tog genast ett abonnement på lånbibliotek för att gå mitt igenom hela romanföljden. Snart såg han dock att den kärleksfulle författaren, som under tårar och löjen betraktade de vanlottades öde, kunde vara ganska hätsk, när han angrep vad han ansåg vara missförhållanden i det sociala livet, och att han värken skonade personer eller vördnadsvärda saker. Under det år han nu läste Dickens vaknar hos honom begäret att på ett ungefär liknande sätt kunna rikta ett samlat anfall på hela detta samhälle, som han aldrig kunnat försona sig med, men som ändock pockade på hans aktning, beundran och hans arbete. Han tänkte första göra en Svensk Pick-wick-klubb, men så stego hans egna minne nupp, och nu sökte han gruppera dem, få inrama dem, och sedan det länge kokat under hans smältugn, var det färdigt til gjutning. Samhället skulla passera revy för en modern man, och så fann han denne i tidningsreferenten. Men yttre omständigheter tillstötte nu som mognade hans beslut att låta masken falla, och tidvattnet han så länga legat och väntat hördes brusa överbränningar, där så många sköna skepp förlist. Han behövde bara lyfte ankaret, så skulle också hans skuta gå i land – äntligen.

Det er imidlertid ikke stykkets [dvs. Et dukkehjems] æsthetiske værd, der strides om, men om det i stykket opstillede moralske problem. At dette vilde møde indsigelse fra mange kanter, vidste jeg på forhånd; hvis vor nordiske almenhed var så langt fremskreden at alle var enige om dette problem, så havde det været overflødigt at skrive bogen.

Det forholder sig ganske rigtigt således, som herr hofmarskalken formoder, at mit stykkes navn 'Et dukkehjem' er et nyt ord som jeg selv har gjort, [...].

Ännu hade barnet icke hört omtalas en enda mänsklig rättighet. Allt var på nåd; han levde på nåd, åt på nåd, fick gå i skolan på nåd.

[...] skoltiden, den första, betraktades som en lärotid för helvetet och icke för livet,

Den första klassläraren, han hade, såg ut som människoätaren i sagan Tummeliten.

Men det forekommer mig meget tvivlsomt, hvorvidt det vil kunne lykkes at få vor gode norske befolkning rusket op og reformeret stykkevis; det forekommer mig tvivlsomt om det hos os er gørligt at skaffe bedre kunsttilstande tilveje, så længe ikke den åndelige jordbund i alle retninger grundig opryddes og renskes og skaffes afløb for alt det sumpede. Så længe en befolkning holder det for vigtigere at bygge bedehuse end theatre, så længe den er beredvilligeretil at understøtte Zulumissionen end kunstmuseet, så længe kan kunsten heller ikke påregne nogensund trivsel, ja ikke engang anses for nogen øjeblikkelig nødvendighed. Jeg tror ikke det hjælper langt at tale kunstens sag med argumenter, hentedeud af dens egen natur, der hos os endnu så lidet forståes eller vel endog grundig misforståes. Hvad der
hos os først og fremst må til, det er at slå ned for fode og grundigt udrydde al den mørke middelalderlige munkedom, som indsnevrer betragtningen og fordummer sindene. Min mening er: foreløbig nytter det ikke at bruge sine våben for kunsten, men imod det kunstfiendtlige. Få først dette ryddet afvejen, så kan vi bygge.

Nu har vi hos os et eneste spørgsmål, som burde være brændende; men som desværre ikke synes at være det. Vi har hos os ikke mere end en eneste sag, som jeg synes det er værd at kæmpe for, og det er indførelsen af en tidsmæssig folkeundervisning. Denne sag indeslutter alle andre sager i sig; gennemføres ikke den, så kan vi gerne lade alle de andre ligge. Det er ganske uvæsentligt om vore politikere skaffer samfundet nogle flere friheder, sålænge de ikke skaffer individerne friheden. Det heder jo at Norge er et frit og selvstændigt rige; men jeg sætter ikke stor pris på denne frihed og selvstændighed, sålænge jeg ved at individerne hverken er fri eller selvstændige. Og det er de ikke hos os. Der findes ikke i hele Norges land 25 fri og selvstændige personligheder. Der kan ikke findes slige. Jeg har forsøgt at sætte mig ind i vort undervisningsvæsen, i skoleplaner, i timetabeller, i undervisningsstof o. s. v. Det er oprørende at se, hvorledes undervisningstiden, navnlig i de lavere folkeskoler, optages af den gamle jødiske mythologi og sagnhistorie og af middelalderlige forvrøvlinger af en morallære, som i sin oprindelige skikkelse utvivlsomt har været den reneste, som nogensinde er bleven forkyndt. Her er det felt, hvor vi alle som en skulde kræve at der blev tonet «rent flag». Lad unionsmærket blive stående; men tag munkedomsmærket ud af sindene; tag væk fordommenes og trangsynthedens og vrangsynthedens og uselvstændighedens og den grundløse autoritetstros mærke, så at de enkelte kan få sejle under eget flag. Det, de nu sejler under, er hverken rent eller deres eget.

No one who can read, ever looks at a book, even unopened on a shelf, like one who cannot.