Bokelskere.no

Å løfte forhenget og gå inn bak det! – det er alt som skal til. Hva skal det så være godt for å nøle og betenke seg? Kanskje fordi man ikke vet hvordan det ser ut bak forhenget? Og fordi man ikke vender tilbake? Slik er nå engang vår ånd beskaffen at den forestiller seg forvirring og mørke der hvor vi intet sikkert vet.

• Hvornår rejser du? spørger jeg.
• Hva mener du - rejser?
• Ja, fordi dine forældre skal et andet sted hen.
• Det ved jeg ikke. Nej, men det varer nok ikke så længe.
• Men vi skal da skrive til hinanden, siger hun. Naiv. Gennemstrømningen er enorm på skolen. Jeg bliver venner med nogen, og så rejser de. Og jeg holder forbindelsen ved lige et stykke tid, men så glider det ud i sandet. Og jeg tror... det tænker jeg hele tiden, at det er lissom når folk dør - det er det samme. En måde at klare det på. De er døde. Jeg har ikke tillid til, at jeg vil se dem igen.
• Skal vi ikke det, Samantha - holde forbindelsen ved lige? spørger Gretchen.
• Jo, siger jeg. Når hun er rejst, er hun død.
• Skal du ikke snart have en kæreste, Gretchen? spørger jeg. - Jeg kan finde en til dig.
• Nej tak, siger hun
• Hvorfor ikke?
• Drenge er nogle svin, siger hun
• Jeg troede ikke du bandede
• Jeg bander ikke
• Hvad gør du så?
• Jeg siger det bare som det er.
• Hmmm, siger jeg
• Jeg vil hellere læse, siger Gretchen og begynder at flette.

Min Forstand staaer stille, eller rettere, jeg gaaer fra den? I det ene Øieblik er jeg træt og mat ja som død af Ligegyldighed, i det andet Øieblik raser jeg, og farer fortvivlet fra den ene Ende af Verden til den anden, for at finde Een, paa hvem jeg kunde lade min Vrede gaae ud. Mit Væsens hele Indhold skriger i Modsigelse med sig selv.

Der du von dem Himmel bist,

Alles Leid und Schmerzen stillest,

Den, der doppelt elend ist,

Doppelt mit Erquickung füllest;

Ach, ich bin des Treibens müde!

Was soll all der Schmerz und Lust?



Süßer Friede,

Komm, ach komm in meine Brust!

Dersom der var et Menneske, jeg kunde henvende mig til, jeg vilde gaae til ham og sige: bitte, bitte, skaf mig lidt Mening i min Forvirring. Den forfærdeligste Mening er mig ikke saa forfærdelig, som Meningsløshed, og denne desto rædsommere, jo mere tankeløst den smiler.

Jeg har gjort hvad der stod i min Magt for at bøde paa det Savn, de philosophiske Skrifter efterlode.

Hvad mig angaaer, da føler jeg en Hjemvee efter mig selv, efter at turde være hos mig selv. Det er sønderslidende at have en Indbildning og en Virkelighed saaledes mod hinanden. [...]. O! at jeg maatte faae Lov at beholde mine Indbildninger, dem er jeg vant at tumles med.

[...] Trojtalev [hadde] ofte lekt med tanken på at orlogsskipet hans skulle redde en skipbrudden havfrue med et ringlende halskjede av muslinger som pryd rundt en lys hals, og med en kald sjampanjeflaske glimtende mellom brystene. I dag ville han nøyd seg med en alminnelig fjong havnehore med en flaske vodka.

Det var som om himmelen hadde falt sammen og alt ble stille.

Deretter kom jamringen, eller tonen, eller sangen, eller hva man skulle kalle det. En høy, lys, syngende tone som ikke fantes noe annet sted enn midt inni et brennende hus.

Efter en stund, da synet av den fremmede verden der ute hadde gitt dem deres sikkerhet tilbake, ble de trette og lengtet efter å få sovne inn ved siden av hverandre. De fornemmet ikke noe annet enn hverandre, og allikevel fantes det hos dem en riktignok liten og i mørket forsvinnende følelse av alle de fire himmelretningene.

Som nitti prosent av menneskeheten trodde også han at et godt avgagnsvitnemål fra den siste skolen var høydepunktet i livet. Slik ser de fleste mennesker på det, det er til å bli gal av . De går ut av skolen og stopper opp og anstrenger seg ikke mer. Og faller sammen, kan man si. Og et menneske som ikke anstrenger seg, er utvilsomt motbydelig, vi kan ikke se på et slikt menneske uten å føle den størse avsky. Dette mennesket deprimerer oss, gjør oss med tiden ikke bare ulykkelige, men rasende.