Men det forekommer mig meget tvivlsomt, hvorvidt det vil kunne lykkes at få vor gode norske befolkning rusket op og reformeret stykkevis; det forekommer mig tvivlsomt om det hos os er gørligt at skaffe bedre kunsttilstande tilveje, så længe ikke den åndelige jordbund i alle retninger grundig opryddes og renskes og skaffes afløb for alt det sumpede. Så længe en befolkning holder det for vigtigere at bygge bedehuse end theatre, så længe den er beredvilligeretil at understøtte Zulumissionen end kunstmuseet, så længe kan kunsten heller ikke påregne nogensund trivsel, ja ikke engang anses for nogen øjeblikkelig nødvendighed. Jeg tror ikke det hjælper langt at tale kunstens sag med argumenter, hentedeud af dens egen natur, der hos os endnu så lidet forståes eller vel endog grundig misforståes. Hvad der
hos os først og fremst må til, det er at slå ned for fode og grundigt udrydde al den mørke middelalderlige munkedom, som indsnevrer betragtningen og fordummer sindene. Min mening er: foreløbig nytter det ikke at bruge sine våben for kunsten, men imod det kunstfiendtlige. Få først dette ryddet afvejen, så kan vi bygge.

Skulde det ikke være gørligt at få en tidsmæssig lovgivning i literære sager hjemme? Loven beskytter laxen i vore elve og vildtet på fjeldeme; forfatterne derimot synes man at sætte i klasse med rovdyrene; man gør sit bedste for at udryde dem.

Kræv ikke, ven, at jeg skal gåde klare;
jeg spørger helst; mit kald er ej at svare.

Kære ven, liberalisterne er frihedens værste fiender. Under absolutismen trives åndsfriheden og tankefriheden bedst; det viste sig i Frankrig, senere i Tyskland og nu i Rusland.

Er nød påfærde, - nogen forulykket?
Nej, ingenlunde. Alting går sin gang, -
men uden håb og mod, og uden sang.
Og hvorfor? Jo, fordi en lønlig tvivl,
et rygte sniger sig foruden hvil
fra forlugaren og til agtermasten:
De tror de sejler med et lig i lasten.

Nu har vi hos os et eneste spørgsmål, som burde være brændende; men som desværre ikke synes at være det. Vi har hos os ikke mere end en eneste sag, som jeg synes det er værd at kæmpe for, og det er indførelsen af en tidsmæssig folkeundervisning. Denne sag indeslutter alle andre sager i sig; gennemføres ikke den, så kan vi gerne lade alle de andre ligge. Det er ganske uvæsentligt om vore politikere skaffer samfundet nogle flere friheder, sålænge de ikke skaffer individerne friheden. Det heder jo at Norge er et frit og selvstændigt rige; men jeg sætter ikke stor pris på denne frihed og selvstændighed, sålænge jeg ved at individerne hverken er fri eller selvstændige. Og det er de ikke hos os. Der findes ikke i hele Norges land 25 fri og selvstændige personligheder. Der kan ikke findes slige. Jeg har forsøgt at sætte mig ind i vort undervisningsvæsen, i skoleplaner, i timetabeller, i undervisningsstof o. s. v. Det er oprørende at se, hvorledes undervisningstiden, navnlig i de lavere folkeskoler, optages af den gamle jødiske mythologi og sagnhistorie og af middelalderlige forvrøvlinger af en morallære, som i sin oprindelige skikkelse utvivlsomt har været den reneste, som nogensinde er bleven forkyndt. Her er det felt, hvor vi alle som en skulde kræve at der blev tonet «rent flag». Lad unionsmærket blive stående; men tag munkedomsmærket ud af sindene; tag væk fordommenes og trangsynthedens og vrangsynthedens og uselvstændighedens og den grundløse autoritetstros mærke, så at de enkelte kan få sejle under eget flag. Det, de nu sejler under, er hverken rent eller deres eget.

[...], og tillad mig dernæst at samtidigt hermed at sende Dem [dvs. Elise Aubert] et exemplar af min nye bog [dvs. Samfundets støtter], som jeg gærne vilde at netop De skulde have adgang til at læse forinden den falder i mængdens klør. Jeg har søgt at holde den tilbage så længe som muligt; thi hvergang jeg skal give et ny arbejde i boghandelen har jeg en fornemmelse, lig den jeg kan tænke mig må ytre sig hos forældre, der skal gifte en datter bort; der er som en art skinsyge deri; man synes ikke at man fuldt ud ejer, hvad man ikke længer ejer ganske alene.

Under mot sidste besøg i Norge følte jeg en stærk lyst til at besøge Skien og da navnlig min slægt; men jeg følte også en stærk utilbøjelighed til at komme i nærmere berørelse med visse dersteds herskende åndsretninger, som jeg sletikke føler mig beslægted med, og med hvilke et sammenstød let kunde have fremkaldt ubehageligheder eller ialfald en misstemning, som jeg helst vilde undgå. [...] De forholde, jeg her [dvs. München] lever under er langt gunstigere; det er den store verdens forholde med åndsfrihed og med et vidt syn på tingene.