Omtale fra forlaget
Gjentagelsen utkom 16. oktober 1843, tre kvart år etter den stor boken Enten-Eller og samme dag som skriftet Frygt og Bæven, Kierkegaards studie av Abrahams vilje til å ofre Isak. Gjentagelsen er skrevet etter at forlovelsen med Regine Olsen ble brutt, og ble stort sett forfattet under et Berlin-opphold, men gjen-nom-gikk ganske vesentlige endringer etter at Kierkegaard fikk høre at Regine hadde forlovet seg igjen, med en annen. Det er altså Kierkegaards egne livsvalg og deres moralske og filosofiske implikasjoner som er utgangspunktet for filosoferingen i boken.
Vi møter tre personer: den fiktive forfatteren, figuren Constantin Constantius, en «estetiker» etter skjemaet i Enten -Eller; en ung mann, bare kalt «Det unge mennesket», som sender en rekke høyst personlige brev om sin ulyk-kelige kjærlighet og sine religiøse svermerier til Constantius, samt Job fra Det gamle testamente, som på et tidspunkt blir en besettelse for den unge mannen. Først da den unge mannen får vite at den han elsker, har giftet seg, får han fred – fred til å bli seg selv, bli dikter.
Temaet er det filosofiske begrep gjentagelsen, som utforskes fra meget forskjellige kanter og ikke minst dikterisk i boken – dette er, ved siden av Forførerens Dagbog, det mest romanaktige av Kierkegaards bøker.
Forlag Vidarforlaget
Utgivelsesår 2024
Format Innbundet
ISBN13 9788256030484
EAN 9788256030484
Omtalt person Søren Kierkegaard
Språk Bokmål
Sider 171
Utgave 2
Finner du ikke ditt favorittbibliotek på lista? Send oss e-post til admin@bokelskere.no med navn på biblioteket og fylket det ligger i. Kanskje vi kan legge det til!
Som den glade søker gleden, deltar i den, slik søker den sørgende sorgen.
[...], min Smerte og min Lidelse er navnløs.
Man har røget sin Cigar; man trækker sig tilbage i det indre Værelse, man begynder at arbeide. Midnat er forbi. Man slukker Lysene, man tænder en lille Natstage. Maanebelysningen seirer ublandet. En enkelt Skygge viser sig end mørkere, et enkelt Fodtrin behøver lang Tid for at forsvinde. Himlens skyfri Hvælving seer saa vemodig og tankedrømmende ud, som var Verdens Undergang forbi, og Himlen uforstyrret beskæftiget med sig selv. Man gaaer atter ud i Forværelset, i Entreen, ind i hiint lille Cabinet, man sover – hvis man hører til de Lykkelige, der kunne sove.
Det er omtrent 1 Aar siden, at jeg ret for Alvor blev opmærksom paa et ungt Menneske, hvem jeg tilforn allerede ofte havde berørt, fordi hans skjønne Udvortes, det sjælfulde Udtryk i hans Øie næsten fristede mig, et vist Kast med Hovedet, en Kaadhed i Yttringer forvissede mig, at han var en dybere Natur, der havde mere end eet Udtræk, medens en vis Usikkerhed i Modulationen antydede, at han var i den forføreriske Alder, hvor Aandens Modenhed forkynder sig, ligesom Legemets i en langt tidligere Tid, derved, at Stemmen ofte slaaer over. Ved Hjelp af disse skjødesløse, tilnærmende Conditor-Inclinationer havde jeg allerede draget ham til mig, og lært ham i mig at see en Fortrolig, hvis Tale paa mange Maader fristede det Melancholske i ham frem under Brydningens Form, idet jeg ligesom en Farinelli lokkede den sindssvage Konge ud af hans mørke Gjemme, Noget der, da min Ven endnu var ung og smidig, lod sig gjøre uden at bruge Tangen.
Skjønt jeg har læst Bogen atter og atter, bliver ethvert Ord mig nyt. Hver Gang jeg kommer til det, fødes det oprindelig eller bliver oprindelig i min Sjæl. Al Lidenskabens Beruselse suger jeg som en Dranker lidt efter lidt ind, indtil jeg ved denne langsomme Nippen bliver næsten bevidstløs drukken. Paa den anden Side haster jeg det imøde med ubeskrivelig Utaalmodighed. Et halvt Ord, da iler min Sjæl ind i hans Tanke, i hans Udbrud; hurtigere end det udkastede Lod søger Havsens Bund, hurtigere end Lynet søger Lederen, smutter min Sjæl ind deri og forbliver der.
31 bokelskere følger dette verket.
Se alle bokelskere som følger dette verket