Bokelskere.no

Tapet av en slik lengsel ville ramme hardere enn oppfyllelsen ville glede.

Hvis internett var et land, så ville nasjonalsangen vært "There is a light that never goes out".

På dager med stress eller forvirring, vil du lettere få orden på tankene ved å krabbe litt.

og dine små hender og mine
skal stela stjernene

og bakom silken
jenta av jern

jeg var ei sånn jente
som var seint ute om kveldene
og aldri kom hjem igjen
jeg sykla utfor bakker
med lukkede øyne
og slåss med jenter
som tilhørte en annen gjeng
døden var bare ei blåklokke i hjertet
og det som betydde noe i livet
var det som kom
og det som virkelig betydde noe
var det som aldri kom
lurte på å dra
men visste ikke hvor
lurte på hva som venta meg
lurte på hvorfor jeg var aleine
om jeg gjorde noe feil

Hun hadde kjent frykten hver kveld, i lang tid, over å legge seg alene, bli liggende i mørket og plutselig skulle kjenne at det var noe galt. Hun var redd for å plutselig ikke kunne røre seg, for å miste hukommelsen, få blodpropp, ha kreft uten å vite om det, få hjerteinfarkt. Hun var redd for klumper som kunne vokse inni henne og forderve henne og at hun ikke skulle skjønne det før det var for seint. Hun var redd for å dø i senga og våknet hver morgen, like overrasket, jeg lever! Så ble hun redd for å bli gal, for at all redselen og frykten for å bli syk skulle tippe over og forvrenge hjernen hennes.

Men vanene hadde innhentet henne. Hun ble vant til å legge seg alene, vant til å høre sin egen pust, kjenne på hjerteslagene. Når pulsen banket i øret, la hun seg bare på ryggen. Når hjertet dunket ekstra fort, skrudde hun på radioen. Og så gikk det over. Hun levde videre, hun ble ikke syk.

Om potatisen fick groddar visde det att den levde, men när groddarna växte fram dog potatisen. Det var konstigt: trodde man att potatisen var död och inte grodde så var den levande, men växte den blev den död. Ingen kunde förklara nånting om detta med liv och död för honom, men det var alltid tal om det. Kolmörkt skulle det vara för annars dog det. Tenk om det var så. Tänk om det var så.

Tingene begynte å kle av seg, de la sine formers plagg over de siste trappetrinnene som ennå kunne sees utenfor skyggene og pakket sine konturløse masser inn i gyllent gjennomskinnelige stoffer. Og uten noen som helst aktelse for min angst, blottla de seg, og lot meg skue fritt inn bak deres høyst tomme og tause masker, men ikke lenger enn til deres innerste ugjennomskinnelighet, som de forsvarte til det siste.

Til slutt tok eg på meg bobledress og gjekk bortom fjøsen. Der la eg meg rett ned. Tankane mine flagra rundt, slik som snøfnugga, og det var ikkje greie på nokon ting. I går hadde tante-farmor levd like mykje som meg, og i dag var ho heilt død. Tenk om eg også døydde. Det kan skje med barn. Tremenningen til Lena døydde i ein trafikkulukke. Han var berre ti år. Døden er nesten slik som snøen, ein veit ikkje kva tid han kjem, sjølv om han oftast kjem om vinteren.

Følg Agamemnons eksempel og finn deg en annen å elske, slik at din kjærlighet går under i ren distraksjon.

• Hvornår rejser du? spørger jeg.
• Hva mener du - rejser?
• Ja, fordi dine forældre skal et andet sted hen.
• Det ved jeg ikke. Nej, men det varer nok ikke så længe.
• Men vi skal da skrive til hinanden, siger hun. Naiv. Gennemstrømningen er enorm på skolen. Jeg bliver venner med nogen, og så rejser de. Og jeg holder forbindelsen ved lige et stykke tid, men så glider det ud i sandet. Og jeg tror... det tænker jeg hele tiden, at det er lissom når folk dør - det er det samme. En måde at klare det på. De er døde. Jeg har ikke tillid til, at jeg vil se dem igen.
• Skal vi ikke det, Samantha - holde forbindelsen ved lige? spørger Gretchen.
• Jo, siger jeg. Når hun er rejst, er hun død.
• Skal du ikke snart have en kæreste, Gretchen? spørger jeg. - Jeg kan finde en til dig.
• Nej tak, siger hun
• Hvorfor ikke?
• Drenge er nogle svin, siger hun
• Jeg troede ikke du bandede
• Jeg bander ikke
• Hvad gør du så?
• Jeg siger det bare som det er.
• Hmmm, siger jeg
• Jeg vil hellere læse, siger Gretchen og begynder at flette.

«Är du aldrig rädd för att flyga?» frågar hon. «Nä, men jag är rädd för en massa annat!» svarar jag. Jag vill inte få henne att känna sig mer dum än vad hon redan gör. Dessutom är det helt sant. Jag är jätterädd för allt möjligt, att gå hem ensam från tunnelbanan på kvällen, att åka bil, at cykla, att inte vara älskad.

I remembered the old doctor,--'It would be interesting for science to watch the mental changes of individuals, on the spot.' I felt I was becoming scientifically interesting.

... og så gikk de hver til sitt og tenkte på skinnende gylne ting.

När jag tänkte på Johannes och Eeva-Lisa och mig var det länge som en skarp, brinnande smärtpunkt, sandkornet i ett öga, och det tog nästan ett helt liv innan jag förstod att det var den lilla smärtan som talade om att jag levde. Och att jag väl ändå var ett slags människa. Kastar man bort smärtan var den ju förgäves. Då gjorde den ju bara ont.