Bokelskere.no

Vi ble alltid oppmuntret til å gjøre vårt beste. Når pappa plukket fra hverandre en klokke og satte den sammen igjen, var det noe han gjorde uten tanke på den sosiale status eller rang hos den som eide uret.

Han lærte oss at det som var viktig var ikke hva du tenkte, heller ikke hva andre mente, men hva Gud tenker om det arbeid du utfører.

Min tro på pappa og de ord han leste fra Bibelen var absolutt. Når det sto der at vi ikke skulle frykte, ja, så ville jo Gud ta seg av det jeg fryktet for. Dermed følte jeg meg trygg igjen.

Dere må aldri tvile på at Gud hører når dere ber, selvom bønnene er aldri så underlige.

"Jesus sa at Han står ved døren og banker, og hvis du åpner for Ham, vil Han komme inn i ditt hjerte," fortsatte mor. "Vil du åpne hjertet ditt for Jesus?"

I det øyeblikket var min mor den vakreste person i hele verden, syntes jeg. "Ja, mamma," svarte jeg, "jeg vil at Jesus skal komme inn i hjertet mitt!"

Så tok hun den vesle hånden min i sin, og så ba vi sammen. Det var så enkelt, og likevel sier Jesus Kristus at vi må alle bli som barn, uansett hvilken alder, sosial status eller intellektuell bakgrunn vi har.

De hadde knapt med penger, men lykke i overflod!

Om natten når vi gik til appelpladsen, plejede Betsie og jeg at bede sammen. Det var som at gå sammen med Gud (...)

Vi bad, og så lyttede vi. Hvor måtte der være vidunderligt i himmelen, hvor vi ville være i stand til at høre ganske tydeligt, når Gud talte.

Jeg har aldrig forstået livets alvor, før jeg kom hertil, sagde en anden. Når jeg bliver fri, skal mit liv blive anderledes end før. Jeg takker Gud, fordi han sendte mig til Ravensbrück.

"Det har ikke været en fejltagelse af Gud, at min livsvej kom til at gå over Ravensbrück. Her har jeg for første gang lært at bede riktigt. Elendigheten har lært mig, at livet aldrig bliver helt i orden, før man har overgivet det hele til Jesus.

Jeg har altid været temmelig from, men der har været forhold i mit liv, som Jesus var lukket ude fra. Nu er han Kongen i hver eneste lille del af min tilværelse."

"Åh, Corrie, dette er helvede." "Gud har selv sagt: Jeg vil aldrig slippe dig eller forlade dig," svarede jeg hviskende.

Plutselig blev himmelen rød. Solen var endnu ikke stået op, men de skyer, som vinden drev frem foran sig, fangede dens stråler nede bag horisonten og kastede et rødt genskær hen over jorden. Selv mørke skyer, der bestråles af solen, spreder lys og farve over alt.

"Sådan vil lyset fra vor Frelser skinne på os her i Ravensbrück, og vi skal give dets skær videre," sagde jeg.

Jeg forstod ikke hvorledes. Men at tro er ikke at forstå.

"Herre, velsign vort måltid i Jesu navn. Amen."

Hvor ofte havde jeg ikke bedt de ord uden at tænke over dem. Nu blev de særdeles virkelige. Hvis Guds velsignelse var over denne mad, ville der være tilstrækkeligt, og den ville også afholde mig fra at blive begærlig.

Hvor er bønnens magt stor. Når vi venter meget af Herren, giver han os meget.

Ugen før havde jeg talt med hende om Frelserens kjærlighet. "Du må give ham dit hjerte, for han bar også dine synder på korset."

"Ja," svarede hun, "men jeg har så lidt tro." "Så bed ligesom den dæmonbesatte drengs far: Herre, jeg tror, hjælp min vantro. Vi behøver ikke en stor tro, men tro på en stor Frelser."

Så smilede hun, og vi takkede Herren, fordi hans styrke blev fuldkommen i skrøbelighed.

Jeg lærte også at bede. Bøn er at bringe alt det til Gud, som volder os besvær og bedrøver os. Det betyder at efterlade sine bekymringers byrde hos ham og gå videre uden dem,

Denne verdens forhold var med i Guds planer. Alt det som skete var ikke en fejltagelse. Gud tager ikke fejl.

Han ser på vanskelighederne og sorgerne og vil, at vi skal komme til ham med dem og overlade dem til ham, Det var den lektie, som jeg skulle lære her.

Gud gør ikke noget forkert. Det kan altsammen ligne et forvirret broderi, meningsløst og grimt. Men det er undersiden, man ser. En dag vil vi få retsiden at se, og vi skal blive forbavsede og taknemmelige.

"Du som har båret alle vore sorger, Herre, vil du ikke også bære denne?"
"Jo, mitt barn, du behøver ikke, du kan ikke og du skal ikke selv bære verdens sorg."

"Men, Herre, jeg har set og hørt dette og det var så rædselsfuldt. Herre, hvorfor, hvorfor?"
"Jeg ser ned på menneskets vanskeligheter og sorger for at det hele skal overgives til mig. Kast alle jeres byrder på mig."

"Herre, giv mig så din Helligånd, at jeg kan bringe denne store sorg til dig og lade den blive hos dig." Så ble jeg rolig.

Sånn oppdaget jeg at legemidlet for verden ligger ikke i vår tilgivelse eller i vår godhet, men i Guds. Når han sier at vi skal elske våre fiender, gir han oss ikke kun befalingen, men også kjærligheten.

Sånn begynte de beste uker av tiden i Ravensbrück. Betsie og jeg satt ved siden av hverandre i helligdommen med Guds lopper og forkynte Guds ord til alle i rommet.

Vi satt ved dødsleier, som ble inngangen til himmelen. Vi så hvordan kvinner som hadde mistet alt, ble rike i håpet

Jeg hatet dette triste stedet, fullt av syke og lidende kvinner, men vi måtte gå tilbake igjen og igjen, for Betsie ble stadig dårligere.

Hun syntes ikke dette stedet var frastøtende, sånn som jeg gjorde. For henne var det et sted hvor hun kunne fortelle om Jesus - og det var alle andre steder også.

Hvor hun enn var, på arbeidet, i matkø, i sovesalen, så talte Betsie til dem som var rundt om henne, om hans nærhet, og om hvordan han legtet etter å komme inn i deres liv.

Når livet ble svakere, så det ut til at troen ble stadig mer frimodig.

Betsie la merke til hvor jeg så, og la en løvtynn hånd over merkene fra pisken. "Se ikke på det, Corrie. Se kun på Jesus." Hun tok hånden bort, den var våt av blod.