(Utdrag fra "Fra profeten - om glede og sorg", Johann Grip)

Når du er glad til sinns, se da dypt inn i ditt hjerte,
og du vil finne at bare det som ga deg sorg,
kan gi deg glede.
Når du er bedrøvet, skal du atter se inn
i ditt hjerte, og du vil finne at du i sannhet gråter
over det som har vært din glede.

VI BØYER VÅRT HODE I SORG

Vi bøyer vårt hode i sorg,
ditt blikk og din stemme er borte,
vi skal savne ditt nærvær, ditt vesen,
vi skal ikke se deg igjen.

Vi bøyer vårt hode ærbødig
for alt du var, hva du gjorde,
og det som ga mening til livet,
for den som fikk være deg nær.

Vi løfter vårt hode i glede
ved minner om deg og din tid.
Om din tid i blant oss er over,
så er du en del av vårt liv.

Kjell Baalsrud

TRÖST

När sorgen kommer, som när natten skymmer
i vilda skogen, där en man går vill,
vem tror på ljuset, som i fjärran rymmer,
och sken som skymta fram och flämta till?
På skämt de glimta och på skämt de flykta,
vam tar en lyktman för en man med lykta?

Nej, sörja sorgen ut, tills hjärnan domnar
i trötthetsdvala är den tröst vi fått
- det är som vandrarn, som går vill och somnar
på mossans mjuka dun och sover gott.
Och när han vaknar ur den skumma drömmen,
ser morgonsolen in i skogens gömmen.

Gustaf Frödling

Hun var varm. Hun tok på meg slik
ingen har, rørte ved steder jeg ikke visste
fantes. Rørte meg fra det ytterste til innerst og
røvet mine dypeste tanker.

Jeg ble varm. Hendene mine søkte
varmen i hennes hud, søkte
hemmelighetene bevart fra oss
i årstusener, søkte hennes drømmer,
men fant kun mine egne.

Hun var varm. Jeg er varm.

(Utdrag fra 'Hun var varm', Finn Hjalmar Pedersen)

TIL MIT DØDE BARN

Aldrig hørte jeg din spæde stemme,
aldrig smilte dine blege læber til mig,
men de bitte, bitte fødders spark
vil jeg aldrig nogen sinde glemme.

Du var alt mit håb og al min glæde,
helt beskyttet lå du inen i mig, -
al min længsel, livets store drøm.
-Å - og dine fødder var så spæde.

Vi har været sammen mange dage,
al min næring delte jeg jo med dig.
Hvad kan du og jeg vel gøre for,
at vi begge to var alt for svage.

Lille barn, nu skal du aldrig mærke
livets hede puls i godt og ondt. -
Godt det samme, sov kun sødt, min dreng,
vi må bukke under for de stærke.

Se, jeg kysser dine kolde hænder,
glad at jeg endnu en stund kan nå dig,
stille kysser jeg dig, uden tårer. -
Selv om gråden i min strube brænder.

Når de kommer med den hvide kiste,
skal du ikke være bange, mor går med dig,
i din lille silkeskjorte skal jeg klæde
dig for første gang - og allersidste.

Jeg vil lege, du har levet nogle dage,
jeg vil tænke mig, at du har smilet til mig,
og din lille mund har suget af mit bryst,
så der ingen dråbe er tilbage.

Å, så hårdt de mænd med kisten træder,
brystet spænder meningsløst imod dig.
Lille barn, min gyldne, døde drøm. -
Dine fødder kysser jeg - og græder.

Tove Ditlevsen