Byen

Jeg bor i fjeldet. I uger har jeg ikke set et menneske, ikke hørt min
egen røst. Jeg hører mig selv tænke, mens tjernet skvulper.
Røde skyer drager forbi. Det mørknes, fjeldvandet blir sort,
lommen skriger.
Det farer en angst igjennem mig. Hvor er de nu alle? Hvad
gjør de? Lever de endnu? Lever mine brødre, menneskene?
Og fjeldet blir pludselig så isnende koldt. Det har intet hjerte.
Jeg må ned, bag den borteste blåne, sønenfor de brede sletter,
der hvor hjerter slår, der hvor tusender hjerter slår i kor.
Jeg iler til dalen, jeg gjemmer mig i kupeen. Hele natten
pruster hjernvognen, lyner afsted i mulm og mørke, gjennem lange,
dybe dale, over brede sletter.
Næste aften står jeg på den stenlagte gade. Der er ingen skog
længer, men huse og vinduer, ingen sus gjennem blade, men
surren av vogne, larm af utallige fødder.
Langt borte hørte jeg et forfærdelig skrig. Hvem lider?
Jeg løber efter skriget. Og jeg hører ud fra åbne vinduer en
brølende røst:
«Forfærdes, I mænd og kvinder, I rådne kar, Eders skiddenhed
er værre end øglers, Eders synder er utallige som havets sand.» --
Angst løber jeg videre. Jeg kommer forbi et hus, hvor der er
mange mennesker. Jeg ser dem sidde langs væggene, de snakker
ikke til hinanden, de smiler ikke til hinanden.
Og jeg blir mer og mer angst. Jeg kommer forbi dansebuler
med mænd og kvinder, der sparker hinanden tilblods.
Er dette mine brødre menneskene?
Jeg løber videre og videre. Jeg blir mere og mere angst. Ingen
taler til hinanden, ingen smiler til hinanden. de farer afsted, som
var de piskede, og ud fra de små huse hører jeg gråt og hulken, bag
mig gråter det, gråter, gråter...
Og omsider går det op for mig, omsider ser jeg det: De er
vanvittige, de piskes af sin egen skygge. Og jeg ser mig om, jeg ser
på deres øine, deres miner, deres ilen og løben:
Ja, de er vanvittige, de er vanvittige.

~ Sigbjørn Obstfelder

I utkanten går dagane sakte inn og ut av nattas skal.

I bibliotekets kjeller ligger tre skjeletter i en glassmonter. En mann, en kvinne og et lite barn, som ble begravd oppå morens kropp, men som nå er sunket inn mellom knoklene hennes, som har det vokst bakover i tid; gjennom linklede, hud og kjøtt, tilbake til den prenatale tryggheten, med sand og jord som fostervann [...]