Vi vandre med frejdigt Mod,
vort Sind er let og rap vor Fod,
i Højden, opad paa Fjeldet,
i Dybet, til Fossevældet.
Lad Vejen gaa hvorhen den vil,
::/:: vi vandre frem med Sang og Spil. :/:

Her er vi i Guds Natur!
Som Bækken vild i Fjeldets Ur,
saa stevne vi frem paa Færden;
ti aaben os ligger Verden.
Og derfor vi som Fuglen glad
:/: vil juble højt i Sky vort Kvad. :/:

Vi er jo en lystig Flok,
af Mod og Sange har vi nok.
Lad storme kun ud paa Fjorden,
lad true med Lyn og Torden.
Vi fugte Struben paa vor Gang
:/:: og hilse Fjeld og Fjord med Sang. :/:

Lad det bære, lad det briste;
Bare kjæmpe til det Sidste!

At leve er krig med trolde
i hjertets og hjernens hvælv.
At digte - det er at holde
dommedag over sig selv.

Gid dit liv må føje sig som et digt
om den store forsoning mellem lykke og pligt.

Skil aldrig Livets Vaarnatur
Fra Skolestuens Tanke, -
Og see i Skolehusets Mur
Et Værn, men ei en Skranke!

Nu er jeg staalsat, jeg følger det Bud,
Der byder i Høiden at vandre!
Mit Lavlandsliv har jeg levet ud;
Heroppe paa Vidden er Frihed og Gud,
Dernede famler de Andre,

Hvad er da Frihed? Er det kun den Ret
Hvert tredie Aar at skikke Mænd til Thinge,
Og sidde sløv, med stækket Tankevinge,
Som daadløs Fange bag et Fordomsnæt,
Og saa, hver syttende Mai paa samme Sæt
At lade sin Begeistringsfylde klinge?
Nei, har i Formen kun vi Frihed stillet,
Vi har kun slet forstaaet, hvad Gud har villet!

Kræv ikke, ven, at jeg skal gåden klare;
jeg spørger helst; mit kald er ej at svare.

Da traf et ord hist nedefra mit øre;
det traf mig der jeg lænet sad mod masten.
En sagde højt og, som det syntes, midt
imellem usund søvn og mareridt:
Jeg tror vi sejler med et lig i lasten!

De siger, jeg er bleven 'konservativ'.
Jeg er, hvad jeg var mit hele liv.

Jeg går ikke med på at flytte brikker.
Slå spillet overende; da har De mig sikker.

[...]

I sørger for vandflom til verdensmarken.
Jeg lægger med lyst torpédo under Arken.