Bokelskere.no

Ja, mine ​Herrer! Jeg har jo ikke mange Ord at sige til al denne Hyldest, baade fordi min Røst ikke strækker til, og af mange andre Grunde.

Men jeg maa spørge om en Ting: Var nogen af mine Herrer ​i Teatret igaar og saa et Stykke, som handlede om en Mand, som var saa forskrækkelig bange for Ungdommen? Det var en Mand, som var noget i Slægt med mig, men jeg er forresten ikke bange for Ungdommen. Jeg har aldrig været ræd for Ungdommen. Jeg vidste, at den vilde komme og banke paa Døren, og den kom, og jeg hilser den med Glæde.

Nu vil jeg kun udtale det Ønske, at de mange unge begavede Mennesker i denne Forsamling maa faa ​sit Jubilæum. Jeg skulde med Glæde være tilstede ved deres Jubilæum. Jeg skulde ikke lukke min Dør, jeg skulde tage hjertelig Del deri. Jeg kan ikke sige mere. Hjertelig Tak, tusen Gange Tak, atter hjertelig Tak.

Kun ved at oppfatte og tilegne sig min samtlige produktion som en sammenhængende, kontinuérlig hélhed, vil man modtage det tilsigtede, træffende indtryk af de enkelte dele.

Min venlige henstillen til læserne er derfor, kort og godt, den at man ikke vil lægge noget stykke foreløbig til side, ikke foreløbog springe noget over, men at man vil tilegne sig værkerne - gennemlæse og gennomleve dem - i den samme rækkefølge som den, hvori jeg har digtet dem.

Jeg vilde ikke bry mig om at existere, naar jeg ingen Modstandere havde; da var der ikke mere at gjøre for mig. At sætte ​Aanderne i Bevægelse er for mig Hovedsagen; jeg søger ikke Succes, jeg vil Opposition, da er det dog noget at bane Vej for.

Det er bleven sagt at også jeg, og det på en framskudt plads, har været med at skabe en ny tid i landene.

Jeg tror derimod, at den tid, vi nu står i, kunde med lige så god føje betegnes som en afslutning, og at deraf är noget nyt nu i begreb med at fødes.

Jeg tror nemlig, at naturvidenskabens lære om evolutionen også har gyldighed med hensyn til de åndelige livsfaktorer.

Jeg tror at der nu ret snart forestår en tid, da det politiske begrep og det sociale begrep vil ophøre at existere i de nuværende former og at der ud af dem begge vil vokse sammen en enhed, som foreløbig bærer betingelserna for menneskehedens lykke i sig.

Jeg tror at poesi, filosofi og religion vil smelte sammen till en ny kategori og till en ny livsmagt, som vi nu levende for øvrigt ikke kan have nogen klarere forestillning om.

Man har ved forskellige anledninger sagt om mig at jeg er pessimist.

Og det er jeg også, for så vidt som jeg ikke tror på de menneskelige idealers evighed.

Men jeg er også optimist, for så vidt som jeg fuldt og trygt tror på idealernes forplantningsevne og på deres udviklingsdygtighed.

Navnlig og nærmere bestemt tror jeg at vor tids idealer, i det de går til grunde, tenderer imod ​det, jeg i mit drama «Kejser og Galilæer» har antydet ved betegnelsen «det tredje riget».

Tillad mig derfor at tømme mit glas for det vordende – for det kommende.

Their claim that they don't start trouble is probably true more often than not, but their idea of provocation is dangerously broad, and one of their main difficulties is that almost nobody else seems to understand it.

Det er efter 11 Aars Fraværelse, at jeg for en 8 Dages Tid siden kom hjem igjen til Norge.
I disse 8 Dage i Hjemmet har jeg følt mer Livsglæde end i alle de 11 Aar udenlands.

Jeg har forefundet umaadelige Fremskrift paa de fleste Omraader, og jeg har set, at det Folk, jeg nærmest tilhører, nu er rykket det øvrige Europa betydelig nærmere end før.

Men Besøget i Hjemmet har ogsaa beredt mig Skuffelser. Jeg ha erfaret, at de uundværligste individuelle Rettigheder endnu ikke er saaledes betryggede, som jeg trodde, jeg turde haabe og vente det under den nye Statsskik.

Et Flertal af de styrende indrømmer ikke den enkelte verken Troesfrihed eller Ytringsfrihed udenfor en vilkaarlig fastsat Grænse.

Her er altsaa endnu meget at gjøre, før vi kan siges at have naaet frem til virkelig Frihed. Men vort nuværende Demokrati vil neppe magte at løse de Opgaver. Der maa komme et adeligt Element ind i vort Statsliv, i vor Styrelse, i vor Repræsentation og i vor Presse.

Jeg tænker naturligvis ikke paa Fødelsens Adel og heller ikke paa Pengenes, ikke paa Kundskabens Adel og ikke engang paa Evnernes eller paa Begavelsens. Men jeg tænker paa Karakterens, paa Sindets og paa Viljens Adel.

Den alene er det, som kan frigjøre os.

Dette Adelskab, som jeg haaber at vort Folk skal forlenes med, det vil komme til os fra to Kanter. Det vil komme til os fra to Grupper, som endnu ikke har taget nogen ubodelig Skade under Partitrykket. Det vil komme til os med vore Kvinder og med vore Arbeidere.

Den Omformning af Samfundsforholdene, som nu forberedes ude i Europa, den beskjæfttiger sig væsentlig med Arbeiderens og Kvindens fremtidige Stilling.

Den er det, jeg haaber paa og venter paa og vil virke for, alt, hvad jeg kan.

Men disse spredte Antydninger tillader jeg mig at frembære min hjerteligste Tak for den Ære og Glæde, som Trondhjems Arbeiderforenign iaften har beredt mig. Og idet jeg frembærer min tak, udbringer jeg et Leve for Arbeiderstanden og for dens Fremtid!

Den anden side af forslaget er den at stemmeretten skal udvides også til foreningens kvindelige medlemmer. Dette forslag, som jeg havde tænkt at alle vilde samle sig om, er bleven mødt på en måde, som både har overrasket mig, og, jeg vil tilføje det, oprørt mig. Nå, det er ikke første gang, at damernes stilling i foreningen har vakt røre i den skandinaviske lejr. Da ​foreningens love blev vedtagne i 1860, så indtog man vistnok en bestemmelse om at damer havde adgang; men det var en stiltiende forudsætning både hos de skandinaviske herrer og hos de skandinaviske damer i Rom at denne bestemmelse kun var at betragte som ​et tomt bogstav; i lange tider voved ingen dame at sætte sin fod i foreningens lokale; og ingen af herrene drømte om at nogen dame nogensinde skulde vove det. Da gik en dag, formodentlig da ingen var tilstede, ​to modige damer herop, planted en fane i salen og afgav en erklæring om at de betragted sig som medlemmer af foreningen. Dengang opstod der mellem herrerne et røre omtrent som nu. Men de to damer holdt ord; de kom her; de lod sig ikke fordrive; tvertimod, de drog andre damer efter sig, og inden nogen tid havde man vænnet sig til dem. Er der nu nogen, som vilde ønske damerne borte fra foreningen?

At sekretærposten ikke skulde kunne magtes af en dame, kan kun påståes af sådanne, som ikke ved hvad standpunkt af intelligens og indsigt mange af vore yngre damer står på. Damernes orden og nøjagtighed i forretningssager er bekendt; også foreningens økonomiske status turde være vel tjent med en dame; en kompetent mand har engang ytret for mig at hvis staten ansatte damer til ​oppebørselsbetjente, så vilde man undgå kassemangel og underballance. Det vilde desuden være behageligt for nyankomne damer at have en erfaren dame hersteds at kunne henvende sig til; og hvad der for mig er af meget stor betydning: en kvindelig bibliothekar kunde vi påregne at få beholde for en længere tid; ​på damerne venter der ikke nogen embedsansættelse hjemme, og det ligger ikke i deres natur at opgive en engang erhvervet plads for at prøve på noget nyt og usikkert.

I denne forstand tør jeg sige om mig selv, at jeg under min udlændighed har bestræbt mig for at være en god student. En digter hører af naturen til de langsynte. Aldrig har jeg set jemmet og hjemmets levende liv så fyldigt, så klart og så nær ind på, som netop fra det fjerne og under fraværelsen.

Og hvad er det så, jeg har gennemlevet og digtet på? Området har været stort. Dels har jeg digtet på det, der kun glimtvis og i mine bedste timer har rørt sig levende, som stort og skønt i mig. Jeg har digtet på det, der så at sige har stået højere end mit daglige jeg, og jeg har digtet på dette for at fæstne det ligeoverfor og i mig selv.

Men jeg har også digtet på det modsatte, på det, der for den indadvendte betragtning kommer
tilsyne som slagger og bundfald af ens eget væsen. I dette tilfælde har det at digte været mig som et bad, hvoraf jeg har følt mig at udgå renere, sundere og friere. Ja, mine herrer, ingen kan digterisk fremstille det, hvortil han ikke til en viss grad og ialfald til enkelte tider har modellen i sig selv. Og hvo er den mand iblandt os, der ikke nu og da har følt og erkendt i sig en modsigelse imellem ord og handling, imellem vilje og opgave, imellem liv og lære
overhovedet? Eller hvo er den iblandt os, der ikke, ialfald i enkelte tilfælde, egoistisk har været sig selv nok, og halvt anende, halvt i god tro, har besmykket dette forhold både for andre og for sig selv?