Bokelskere.no

I denne forstand tør jeg sige om mig selv, at jeg under min udlændighed har bestræbt mig for at være en god student. En digter hører af naturen til de langsynte. Aldrig har jeg set jemmet og hjemmets levende liv så fyldigt, så klart og så nær ind på, som netop fra det fjerne og under fraværelsen.

Og hvad er det så, jeg har gennemlevet og digtet på? Området har været stort. Dels har jeg digtet på det, der kun glimtvis og i mine bedste timer har rørt sig levende, som stort og skønt i mig. Jeg har digtet på det, der så at sige har stået højere end mit daglige jeg, og jeg har digtet på dette for at fæstne det ligeoverfor og i mig selv.

Men jeg har også digtet på det modsatte, på det, der for den indadvendte betragtning kommer
tilsyne som slagger og bundfald af ens eget væsen. I dette tilfælde har det at digte været mig som et bad, hvoraf jeg har følt mig at udgå renere, sundere og friere. Ja, mine herrer, ingen kan digterisk fremstille det, hvortil han ikke til en viss grad og ialfald til enkelte tider har modellen i sig selv. Og hvo er den mand iblandt os, der ikke nu og da har følt og erkendt i sig en modsigelse imellem ord og handling, imellem vilje og opgave, imellem liv og lære
overhovedet? Eller hvo er den iblandt os, der ikke, ialfald i enkelte tilfælde, egoistisk har været sig selv nok, og halvt anende, halvt i god tro, har besmykket dette forhold både for andre og for sig selv?