Bokelskere.no

Jeg er ikke Medlem af Kvindesagsforeningen. Alt, hvad jeg har digtet, har ikke været ud af nogen bevidst Tendens. Jeg har været mere Digter, mindre Social-Filosof, end man i Almindelighed synes tilbøielig til at tro. Jeg takker for Skaalen, men maa fralægge mig den Ære bevidst at skulle have virket for Kvindesagen. Jeg er ikke engang paa det Rene med, hvad Kvindesag egentlig er. For mig har det staaet som en Menneskesag. Og læser man mine Bøger opmærksomt, vil man forstaa det. Det er nok ønskeligt at løse Kvindespørgsmaalet, saadan ved Siden af; men det har ikke været hele Hensigten. Min Opgave har været Menneskeskildring. Men vistnok er det saa, at naar den er nogenlunde rammende, saa lægger Læseren sine egne Følelser og Stemninger ind. Man tilskriver Digteren det; men nei, det er ikke saa; man digter det smukt og fint om, hver efter sin Personlighed. Ikke alene de, som skriver, ogsaa de, som læser, digter; de er meddigtende; de er mangen Gang mere poesifulde end Digteren selv.

Jeg vil tillade mig med Modification at takke for den Skaal, som er rettet til mig. Thi det ser jeg jo, at Kvinderne har en stor Opgave paa de særlige Omraader, som denne Forening virker for. Jeg vil udbringe en Takkeskaal til Kvindesagsforeningen og ønske den Held og Fremgang.

For mig har det altid staaet som en Opgave at løfte Landet og give Folket et høiere Stade. Under dette gjør sig to Faktorer gjældende: det staar til Mødrene ved anstrengt og langsomt Arbeide at vække en bevidst Følelse af Kultur og Disciplin. Dette maa skabes i Menneskene, før man kan hæve Folket videre. Det er Kvinderne, som skal løse Menneskespørgsmaalet. Som Mødre skal de det. Og kun da kan de det. Heri ligger en stor Opgave for Kvinderne. Tak og Skaal for Kvindesagsforeningen!

Det er jo saa, at dramatiske Digte desværre maa oversættes, men de nordiske Folk ­ jeg kan nu engang ikke opgive min gamle Tanke om et enigt Norden som Kulturenhed ­ skulde de ikke kunne blive enige om saa meget som muligt at undgaa at læse hinanden i Oversættelse. Det man læser i Oversættelse staar jo altid i Fare for at blive mere eller mindre misforstaaet; thi Oversætterne er desværre altfor ofte noget uforstaaende. Jeg tror, at om vi læste hinanden i Originalsproget, vilde vi naa til en langt inderligere og dybere Forstaaelse af Indholdet. At virke til en Forbedring heri er en af denne Forenings smukkeste Opgaver.

Og ferier har jeg egentlig aldrig havt siden jeg for 34 år siden forlod Norge. Jeg synes, jeg kan trænge til det nu.
[...]
Men denne indre, virkelige lykke, – den er ikke noget fund; ikke nogen gave. Den må erhverves for en pris, som ofte kan føles trykkende nok. For det er sagen: at den,som har vundet sig et hjem ude i de mange lande, – han føler sig sine inderste dybder ingen steds helt hjemme, – neppe nok i selve fødelandet.

Ja, mine ​Herrer! Jeg har jo ikke mange Ord at sige til al denne Hyldest, baade fordi min Røst ikke strækker til, og af mange andre Grunde.

Men jeg maa spørge om en Ting: Var nogen af mine Herrer ​i Teatret igaar og saa et Stykke, som handlede om en Mand, som var saa forskrækkelig bange for Ungdommen? Det var en Mand, som var noget i Slægt med mig, men jeg er forresten ikke bange for Ungdommen. Jeg har aldrig været ræd for Ungdommen. Jeg vidste, at den vilde komme og banke paa Døren, og den kom, og jeg hilser den med Glæde.

Nu vil jeg kun udtale det Ønske, at de mange unge begavede Mennesker i denne Forsamling maa faa ​sit Jubilæum. Jeg skulde med Glæde være tilstede ved deres Jubilæum. Jeg skulde ikke lukke min Dør, jeg skulde tage hjertelig Del deri. Jeg kan ikke sige mere. Hjertelig Tak, tusen Gange Tak, atter hjertelig Tak.

Kun ved at oppfatte og tilegne sig min samtlige produktion som en sammenhængende, kontinuérlig hélhed, vil man modtage det tilsigtede, træffende indtryk af de enkelte dele.

Min venlige henstillen til læserne er derfor, kort og godt, den at man ikke vil lægge noget stykke foreløbig til side, ikke foreløbog springe noget over, men at man vil tilegne sig værkerne - gennemlæse og gennomleve dem - i den samme rækkefølge som den, hvori jeg har digtet dem.

Jeg vilde ikke bry mig om at existere, naar jeg ingen Modstandere havde; da var der ikke mere at gjøre for mig. At sætte ​Aanderne i Bevægelse er for mig Hovedsagen; jeg søger ikke Succes, jeg vil Opposition, da er det dog noget at bane Vej for.

Det er bleven sagt at også jeg, og det på en framskudt plads, har været med at skabe en ny tid i landene.

Jeg tror derimod, at den tid, vi nu står i, kunde med lige så god føje betegnes som en afslutning, og at deraf är noget nyt nu i begreb med at fødes.

Jeg tror nemlig, at naturvidenskabens lære om evolutionen også har gyldighed med hensyn til de åndelige livsfaktorer.

Jeg tror at der nu ret snart forestår en tid, da det politiske begrep og det sociale begrep vil ophøre at existere i de nuværende former og at der ud af dem begge vil vokse sammen en enhed, som foreløbig bærer betingelserna for menneskehedens lykke i sig.

Jeg tror at poesi, filosofi og religion vil smelte sammen till en ny kategori og till en ny livsmagt, som vi nu levende for øvrigt ikke kan have nogen klarere forestillning om.

Man har ved forskellige anledninger sagt om mig at jeg er pessimist.

Og det er jeg også, for så vidt som jeg ikke tror på de menneskelige idealers evighed.

Men jeg er også optimist, for så vidt som jeg fuldt og trygt tror på idealernes forplantningsevne og på deres udviklingsdygtighed.

Navnlig og nærmere bestemt tror jeg at vor tids idealer, i det de går til grunde, tenderer imod ​det, jeg i mit drama «Kejser og Galilæer» har antydet ved betegnelsen «det tredje riget».

Tillad mig derfor at tømme mit glas for det vordende – for det kommende.

Det er efter 11 Aars Fraværelse, at jeg for en 8 Dages Tid siden kom hjem igjen til Norge.
I disse 8 Dage i Hjemmet har jeg følt mer Livsglæde end i alle de 11 Aar udenlands.

Jeg har forefundet umaadelige Fremskrift paa de fleste Omraader, og jeg har set, at det Folk, jeg nærmest tilhører, nu er rykket det øvrige Europa betydelig nærmere end før.

Men Besøget i Hjemmet har ogsaa beredt mig Skuffelser. Jeg ha erfaret, at de uundværligste individuelle Rettigheder endnu ikke er saaledes betryggede, som jeg trodde, jeg turde haabe og vente det under den nye Statsskik.

Et Flertal af de styrende indrømmer ikke den enkelte verken Troesfrihed eller Ytringsfrihed udenfor en vilkaarlig fastsat Grænse.

Her er altsaa endnu meget at gjøre, før vi kan siges at have naaet frem til virkelig Frihed. Men vort nuværende Demokrati vil neppe magte at løse de Opgaver. Der maa komme et adeligt Element ind i vort Statsliv, i vor Styrelse, i vor Repræsentation og i vor Presse.

Jeg tænker naturligvis ikke paa Fødelsens Adel og heller ikke paa Pengenes, ikke paa Kundskabens Adel og ikke engang paa Evnernes eller paa Begavelsens. Men jeg tænker paa Karakterens, paa Sindets og paa Viljens Adel.

Den alene er det, som kan frigjøre os.

Dette Adelskab, som jeg haaber at vort Folk skal forlenes med, det vil komme til os fra to Kanter. Det vil komme til os fra to Grupper, som endnu ikke har taget nogen ubodelig Skade under Partitrykket. Det vil komme til os med vore Kvinder og med vore Arbeidere.

Den Omformning af Samfundsforholdene, som nu forberedes ude i Europa, den beskjæfttiger sig væsentlig med Arbeiderens og Kvindens fremtidige Stilling.

Den er det, jeg haaber paa og venter paa og vil virke for, alt, hvad jeg kan.

Men disse spredte Antydninger tillader jeg mig at frembære min hjerteligste Tak for den Ære og Glæde, som Trondhjems Arbeiderforenign iaften har beredt mig. Og idet jeg frembærer min tak, udbringer jeg et Leve for Arbeiderstanden og for dens Fremtid!

Den anden side af forslaget er den at stemmeretten skal udvides også til foreningens kvindelige medlemmer. Dette forslag, som jeg havde tænkt at alle vilde samle sig om, er bleven mødt på en måde, som både har overrasket mig, og, jeg vil tilføje det, oprørt mig. Nå, det er ikke første gang, at damernes stilling i foreningen har vakt røre i den skandinaviske lejr. Da ​foreningens love blev vedtagne i 1860, så indtog man vistnok en bestemmelse om at damer havde adgang; men det var en stiltiende forudsætning både hos de skandinaviske herrer og hos de skandinaviske damer i Rom at denne bestemmelse kun var at betragte som ​et tomt bogstav; i lange tider voved ingen dame at sætte sin fod i foreningens lokale; og ingen af herrene drømte om at nogen dame nogensinde skulde vove det. Da gik en dag, formodentlig da ingen var tilstede, ​to modige damer herop, planted en fane i salen og afgav en erklæring om at de betragted sig som medlemmer af foreningen. Dengang opstod der mellem herrerne et røre omtrent som nu. Men de to damer holdt ord; de kom her; de lod sig ikke fordrive; tvertimod, de drog andre damer efter sig, og inden nogen tid havde man vænnet sig til dem. Er der nu nogen, som vilde ønske damerne borte fra foreningen?

At sekretærposten ikke skulde kunne magtes af en dame, kan kun påståes af sådanne, som ikke ved hvad standpunkt af intelligens og indsigt mange af vore yngre damer står på. Damernes orden og nøjagtighed i forretningssager er bekendt; også foreningens økonomiske status turde være vel tjent med en dame; en kompetent mand har engang ytret for mig at hvis staten ansatte damer til ​oppebørselsbetjente, så vilde man undgå kassemangel og underballance. Det vilde desuden være behageligt for nyankomne damer at have en erfaren dame hersteds at kunne henvende sig til; og hvad der for mig er af meget stor betydning: en kvindelig bibliothekar kunde vi påregne at få beholde for en længere tid; ​på damerne venter der ikke nogen embedsansættelse hjemme, og det ligger ikke i deres natur at opgive en engang erhvervet plads for at prøve på noget nyt og usikkert.