Ideerne vokser og forplanter sig langsomt oppe hos os; [...].

Vi tænker stærkt på, hvis alt går efter ønske, at tilbringe den kommende sommer oppe ved Skagen. Stedet har jo længe været søgt af malere og det store åbne hav drager os mægtigt. Helt op til Norge går i hvert fald jeg ikke. Forholdene, ånden og tonen deroppe, synes jeg, har lidet tiltrækkende ved sig. Det er højst pinligt at se med hvilken glubsk ivrighed de kaster sig over alskens småting, ret som om det var højvigtige sager.

Sindets fornemhed synes at være i aftagende hjemme.

Desværre ligger det ikke indenfor min evne at kunne på ligefrem måde virke for arbejderstandens vel.
Men jeg beder Dem udtale for [arbejder]samfundets medlemmer at af alle stænder i vort land er det arbejderstanden, som står mit hjerte nærmest, og jeg beder Dem tilføje at i den fremtid, som jeg tror på og håber på, vil der være forbeholdt arbejderen livsvilkår og en samfundstilstand, som jeg med levende glæde ønsker velkommen.

'Gengangere' vil rimeligvis i nogle kredse vække allarm; men det må så være. Gjorde den ikke det, så havde det ikke været nødvendigt at skrive den.

Den eneste, der i Norge er trådt frit, djervt og modigt frem til fordel for mig, det er Bjørnson. Det ligner ham. Han har i sandhed et stort kongeligt sind og jeg skal aldrig glemme ham det.

Deroppe fra vilde jeg aldrig have kunnet erobre mig den stilling i verdenslitteraturen, som jeg nu er indehaver af. Deroppe fra vilde det aldrig være faldet i min lykkelige lod, således som nu, at bære det norske navn videre ud omkring i verden end nogen anden nordmand hidtil har formået på digtningens område, - og vel ikke på noget andet område heller.

Dichten ist schön; aber die Wirklichkeit kann doch dann und wann noch viel schöner sein.

Helst var jeg bleven hjemme; men efter de mange opfordringer, jeg har modtaget, kan jeg ikke godt undslå mig for at møde frem, især da 'Gengangere' er blevet et brændende literært og dramatisk spørsmål i Tyskland.
I Berlin er jeg forberedt på at møde adskillig modstand hos den konservative presse. Men også dette er for mig en medvirkende grund til at være tilstede.

Man søger at gøre mig ansvarlig for de meninger, som enkelte af dramaets [dvs. Gengangeres] personer udtaler. Og dog findes der i hele bogen ikke en eneste mening, ikke en eneste ytring, som står der for forfatterens regning. Det vogtede jeg mig vel for. Den methode, den art af teknik, som ligger til grund for bogens form, forbød ganske af sig selv at forfatteren kom tilsyne i replikkerne. Min hensigt var at fremkalde hos læseren det indtryk, at han under læsningen oplevede et stykke virkelighed. Men intet vilde i højere grad modarbejde denne hensigt end at indlægge forfattermeninger i dialogen. Og tror man da ikke hjemme, at jeg besidder så megen dramaturgisk kritik, at jeg skulde indsé dette? Jo, jeg har indsét det, og jeg har handlet derefter. I intet af mine skuespil er forfatteren så udenforstående, så absolut fraværende, som i dette sidste.
Så har man sagt, at bogen forkynder nihilisme. Ingenlunde. Den befatter sig ikke med at forkynde nogetsomhelst. Den peger kun hen på at der gærer nihilisme under overfladen, hjemme som andetsteds. Og således må det nødvendigvis være. En pastor Manders vil altid ægge en eller anden fru Alving frem. Og just fordi hun er kvinde vil hun, når hun engang er begyndt, gå til de yderste yderligheder.