(Feb. 1945:)
Den tog kørte og vi vidste ikke hvorhen. Og så STOPPEDE det. I dage og nætter. Ingenting. Ikke mad, ikke vand, kun den skrig. Folk døde og besvimede, forstår du ... "Av av! Mine ben! Jeg blir stukket!" "Åh!" Der var ikke plads til at falde... faldt han, stod de på ham. Han jog en kniv i deres ben, men alligevel døde han. (Side 86.)
Så begyndte den tog at køre igen, den kørte og kørte ... Der var flere døde og nogle gale. "Vi må ud!! Slip os ud! Ud! Ud!" Så stoppede den IGEN. De åbnede den dør og vi skulle smide de døde ud ... "Alle ud! Ned med jer!" Vi kunne ikke tro den syn vi så ... Der var den Røde Kors! ... Ja! Og pigerne gav alle den kaffe og en lille bid brød ... Vi kunne knap huske, hvordan den brød så ud. Vi var glade. Så jagede de os tilbage til den tog for at dø, og den rejse fortsatte ... Imens vi ble klar over, at vi skulle til den DACHAU. (Side 88.)
