Bokelskere.no

På vei ut hørte [Nils Collett] Vogt pianomusikk ovenfra, og han spurte Ibsen om den ikke forstyrret arbeidet: 'Skriver jeg, hører jeg ikke annet enn mine personers replikker,' svarte han kort. 'Farvel og lykke til!'

’Det var den sommer i 1806,’ sagde hun, ’at Odysséen var blevet oversat til dansk. Papa læste den højy for os om aftenen. Ah, hvor vi da var helten og hans tapre mandskab. Vi trodsede kykloperne, og vi krydsede mellem læstrygonernes Ø og de phæakiske kyster. I får mig aldrig til at tro andet, end at vi tilbragte den sommer i vore åbne både under frie bruke sejl.’

Kaffe er ifølge de danske kvinders udsagn det samme for legemet som Guds ord for sjælen.

Stykkets titel er: Hedda Gabler. Jeg har derved villet antyde at hun som personlighed mere er at opfatte som sin faders datter end som sin mands hustru.

Det er i dette stykke ikke egentlig såkaldte problemer jeg har villet behandle. Hovedsagen har
for mig været at skildre mennesker, menneskestemninger og menneskeskæbner på grundlag af visse gældende samfundsforholde og anskuelser.

München, den 18. August 1890.
Kære herr Brækstad,
Da ​en mig vedkommende korrespondence fra Berlin, optagen i ​Daily Cronicle for 13. August, på flere punkter forekommer mig egnet til at blive ​mistydet, hvilket også allerede er sket i nordiske blade, ønsker jeg ligeover for Dem og ​andre britiske venner at korrigere enkelte af de mig tillagte udtalelser. Det forekommer mig nemlig at mine ytringer ikke overalt i korrespondencen er gengivne med fuld tydelighed eller udførlighed.

Jeg har således ikke sagt at jeg aldrig har studeret det socialdemokratiske spørsmål. Dette spørsmål har jeg tvert imod, efter evne og lejlighed, og med levende interesse, søgt at sætte mig ind i. Men jeg har sagt at jeg aldrig har fundet tid til at studere den store omfattende literatur, der behandler ​de forskellige socialistiske systemer.

Når ​korrespondenten gengiver min ytring: at jeg ikke hørte til ​det socialdemokratiske parti, skulde jeg have ønsket at han ikke havde udeladt, hvad jeg udtrykkelig tilføjede, nemlig at jeg aldrig havde tilhørt og rimeligvis aldrig vilde komme til at tilhøre nogetsomhelst parti.

Det er nemlig blevet mig til en naturnødvendighed at operere ganske på egen hånd.

Korrespondentens ord om at jeg forundrede mig over at sé mit navn brugt som middel til udbredelse af socialdemokratiske læresætninger ​turde være særlig vildledende.

I virkeligheden udtalte jeg kun min forundring over at jeg, der havde sat mig til hovedsagelig opgave at skildre menneskekarakterer og menneskeskæbner, på visse punkter, – uden bevidst og direkte at have tilsigtet det; – var ​kommen til ​samme resultat som de socialdemokratiske moralfilosofer gennem videnskabelig forskning.

Denne min forundring – og jeg kan her tilføje: tilfredsstillelse – udtalte jeg foranlediget af korrespondentens beretning om et eller flere ​i London holdte foredrag, der efter hans opgivende væsentlig havde handlet om «Et dukkehjem».

Foranstående er i korthed hvad jeg gerne vilde have klargjort for britiske venner og meningsbeslægtede. Jeg beder Dem derfor om godhedsfuldt at ville gøre den ​brug af mit brev, som De måtte finde tjenligst til øjemedets opnåelse.

Deres hengivne og forbundne
Henrik Ibsen.

Den bevægelse, som 'Gengangere' har fremkaldt i Paris, var for mig særdeles tilfredsstillende,

Min tid er kostbar og knap.
München, 31.3.1890.
Henrik Ibsen.

[...] but to most mortals there is a stupidity which is endurable and a stupidity which is altogether acceptable - else, indeed, what would become of social bonds?

Jeg husker, at en gammel dansk biskop i sin tid udlagde for mig, at der er mange veje til sandhedens erkendelse, og Bourgogne er en af dem.

"Do? Why, you must learn to form your letters and keep the line.
What's the use of writing at all if nobody can understand it?" asked
Caleb, energetically, quite preoccupied with the bad quality of the
work.

At that time the opinion existed that it was beneath a gentleman to
write legibly, or with a hand in the least suitable to a clerk. Fred
wrote the lines demanded in a hand as gentlemanly as that of any
viscount or bishop of the day: the vowels were all alike and the
consonants only distinguishable as turning up or down, the strokes had
a blotted solidity and the letters disdained to keep the line - in
short, it was a manuscript of that venerable kind easy to interpret
when you know beforehand what the writer means.