Bokelskere.no

'Det er ikke visst, Cecilia, at han ville trives her - gamle folk har vondt for å venne seg til nye skikker.'

ASTA ryster på hodet
Alt ændrer det, Alfred. Vort forhold er ikke brors og søsters.

ALLMERS
Nej-nej. Men lige helligt for det. Vil altid bli' lige helligt.

ASTA
Glem ikke, - at det er under forvandlingens lov, - som du sa' nu nylig.

ALLMERS
Jo, vi kan. For en brors og søsters kærlighed -

ASTA spændt
Hvad den?

ALLMERS
Det forhold er det eneste, som ikke står under forvandlingens lov.

ASTA sagte, bævende
Men hvis nu det forhold ikke -

ALLMERS
Ikke -?

ASTA
- ikke er vort forhold?

RITA Å ja, - lidt efter lidt. Og så trængte du til noget nyt, som kunde fylde dig. - Jeg var dig vel sagtens ikke nok længer.

ALLMERS
Det er forvandlingens lov, Rita.

Men det sovende barn lyste av sunnhet; hun var hvit i ansiktet, men det var rundt og friskt som perler; litt mutt og egensindig så hun ut, selv nu når hun sov, og de lyslette, lange øyefrynser skygget ned på kinnets runding. Den korte, rette nesen og hakens brede bue talte om stivsinn eller hugfasthet – hun var for ung til at en kunne si om det var det ene eller det annet.

Den ene hånden hennes hang utenfor over sengestokken – det så umakelig ut. Varsomt tok Olav datterens hånd, la den oppunder barmen. Brystene hennes rundet seg fast og fint under kjolens røde ull så splitten gapte og det syntes, hun hadde utsydd bringeduk under snøringens sølvlenke. Også på ermene var denne kledningen blitt for liten til henne nu – et langt stykke av håndleddet stakk frem.

Olav stod og så på sin datter, til han kjente han frøs i morgenkjølen med bare en kappe om seg. Så tok han opp de små, røde skoene; de var mørke av væte, av bunnvannet i båten vel – faren satte dem opp på kanten av den iskalde åre.

Ut av setstuens dør trådte hans far, fulgt av søsteren. Faren var helgekledd, i fotsid grønn kjortel med sølvbelte om midjen, han gikk sønnen imøte rank og verdig. Han var nyrakt og nykjemmet, om det firskårne, stengrå ansikt med de blodsprengte lyseblå øynene bruste hans vakre hår. Det var fullkomment isgrått nu, med drivende gullhvite flaker oppå i lokkenes myke bølgefall. Eirik hadde alltid tenkt seg Gud fader den Allmektige i sin fars lignelse.

[...], having invariably observed that of all human weaknesses, the one to which our common nature is the least disposed to confess (I cannot imagine why) is the weakness of having gone to sleep in a coach.

Das läβt denn Don Quijote sich schlieβlich gefakken und steckt dasselbe Taschentuch, womit er sich den Käseschweiβ abgetrocknet, als Siegeszeichen auf seinen Speer, worauf der davongelaufene Sancho, der es von ferne sieht, sagt: 'Ich will sterben, wenn mein Herr nicht die wilden Bestien überwunden hat, denn er ruft uns dort.' Es ist wonderfull.

If I had any dout of him [i.e. the waiter], I suppose this half awakened it; but I am inclined to believe that with the simple confidence of a child, and the natural reliance of a child upon superior years (qualities I am very sorry any children should prematurely change for wordly wisdom), I had no serious mistrust of him on the whole, even then.

Alles, was Don Quijote sagt, ist gut und vernünftig, aber alles, was er auf Grund davon tut, unsinnig, tollkühn und albern; und fast hat nab den Eindruck, als ob der Dichter das als eine natürliche und unvermeidliche Antinomie des höheren moralischen Lebens hinstellen wollte.

Mr Dombey and the Major found Mrs Skewton arranged, as Cleopatra, among the cushions of a sofa: very airlily dressed: and certainly not resembling Shakespeare's Cleopatra, whom age could not wither.

RITA
Der var rosenrøde skærme over begge lamperne. Og vi var alene, vi to. De eneste vågne i hele huset. Og der var champagne på bordet.

ALLMERS
Den drak jeg ikke noget af.

RITA sér bittert på ham
Nej, det er sandt. (lér skarpt) 'Du havde champagne, men rørte den ej', - som skrevet står.