Bokelskere.no

Å løfte forhenget og gå inn bak det! – det er alt som skal til. Hva skal det så være godt for å nøle og betenke seg? Kanskje fordi man ikke vet hvordan det ser ut bak forhenget? Og fordi man ikke vender tilbake? Slik er nå engang vår ånd beskaffen at den forestiller seg forvirring og mørke der hvor vi intet sikkert vet.

Min Forstand staaer stille, eller rettere, jeg gaaer fra den? I det ene Øieblik er jeg træt og mat ja som død af Ligegyldighed, i det andet Øieblik raser jeg, og farer fortvivlet fra den ene Ende af Verden til den anden, for at finde Een, paa hvem jeg kunde lade min Vrede gaae ud. Mit Væsens hele Indhold skriger i Modsigelse med sig selv.

Der du von dem Himmel bist,

Alles Leid und Schmerzen stillest,

Den, der doppelt elend ist,

Doppelt mit Erquickung füllest;

Ach, ich bin des Treibens müde!

Was soll all der Schmerz und Lust?



Süßer Friede,

Komm, ach komm in meine Brust!

Dersom der var et Menneske, jeg kunde henvende mig til, jeg vilde gaae til ham og sige: bitte, bitte, skaf mig lidt Mening i min Forvirring. Den forfærdeligste Mening er mig ikke saa forfærdelig, som Meningsløshed, og denne desto rædsommere, jo mere tankeløst den smiler.

Jeg har gjort hvad der stod i min Magt for at bøde paa det Savn, de philosophiske Skrifter efterlode.

Hvad mig angaaer, da føler jeg en Hjemvee efter mig selv, efter at turde være hos mig selv. Det er sønderslidende at have en Indbildning og en Virkelighed saaledes mod hinanden. [...]. O! at jeg maatte faae Lov at beholde mine Indbildninger, dem er jeg vant at tumles med.

So holy and so perfect is my love,
And I in such a poverty of grace,
That I shall think it a most plenteous crop
To glean the broken ears after the man
That the main harvest reaps: loose now and then
A scatter'd smile, and that I'll live upon.

Freeze, freeze, thou bitter sky,

That dost not bite so nigh

As benefits forgot:

Though thou the waters warp,

Thy sting is not so sharp

As friend remember'd not.

Å frie mann, du elskar havet til kvar tid!
Havet er din spegel. Der kan du følgje
sjela di som roleg rullar i kvar bølgje.
Din ande er ein avgrunn, ikkje mindre vid.

Du kastar deg med fryd i bildets opne fang,
du femnar det med auge, sinn og armar,
og gløymer eigen angst når bølgjer larmar
med lydar frå ein meir ubendig klagesang.

Her reiser den tenkende seg og går bort til vinduet, dette høye værelset er ham for nær, han vil gjerne se stjerner, hvis det er mulig. Han tar ikke feil av seg selv. Han vet at denne bevegelse fyller ham fordi der finnes én blant egnens piker, den ene som angår ham. Han har ønsker (ikke for seg selv, nei, men for henne); på hennes vegne forstår han i en flyktig nattetime kjærlighetens betingelser. Han lover seg selv ikke å si noe om det til henne. Han føler det som det ytterste, dette, å være våken og alene og for hennes skyld å tenke hvor meget rett hin elskende hadde: når hun visste at det med forening ikke kan være ment noe annet enn forøkelse av ensomheten; når hun gjennombrøt kjønnets timelige mål med dets uendelige hensikt. Når hun i omfavnelsens mørke ikke grov efter tilfredsstillelse, men efter lengsel. Når hun foraktet dette at det av to er én elskende og én elsket.

Bedst troer jeg Vanvid vilde digte.
Det Luefarver har, Indbildningskraft.
Og ene Vanvid og Alviisdom
tør Tvivlens Tænder ikke gnage.
Hvis da jeg kunde, hvis det ei en Grif
i Støvet lænket var, jeg Vanvid løsslap.
Thi snart det rev mig hen paa vinget Smiil
til hvert et Maal, jeg tænkte mig, det rakte
mig med Triumfens Latter sønderplukket
hver Gaade, som jeg pegte paa; og naar,
med kroget Gisning paa, det medede
i Verdensdybet, flux det ud blev kastet
det fisked op den Perle, som jeg ønsked.

Tages Forholdet til sig selv bort, saa har vi Massens tumultuariske Sig-Forholden til en Idee; men tages ogsaa dette Forhold bort, saa har vi Raahed. Saa trykke og skubbe og gnide Individerne sig op ad hinanden i ørkesløs Udvorteshed; thi der er ingen Inderlighedens Blufærdighed, der sømmeligt fjerner den Ene fra den Anden; saa er der Røre og Røre, der bliver til Ingenting. Ingen har hver for sig Noget og i Forening eie de heller ikke Noget: saa blive de fortredne og skjendes. Da er det end ikke det glade Gjestebuds muntre Sange, der forener Vennerne; da er det ikke Oprørets dithyrambiske Sange, der flokker Masserne; da er det ikke den religieuse Begeistrings høie Rhythme, der under guddommeligt Opsyn til Revue for de himmelske Hærskarer mønstrer Slægtens Utallige. Nei, da bliver Bysnak og Rygte og chimairisk Betydningsfuldhed og apathisk Misundelse et Surrogat baade for det Ene og det Andet. Individerne vende sig ikke ind ad i Inderlighed fra hinanden, ikke ud ad i Samdrægtighed for en Idee, men indbyrdes mod hinanden i sinkende og mistrøstig nærgaaende nivellerende Gjensidighed.