HELMER [...] Alle din faders letsindige grundsætninger har du taget i arv. Ingen religion, ingen moral, ingen pligtfølelse -.
HELMER
[...] Forstår du, hvad du har gjort? Svar mig! Forstår du det?
NORA ser ufravendt på ham og siger med et stivnende udtryk
Ja, nu begynder jeg at forstå det tilbunds.
Han svara: 'Det er ikkje rett å ta brødet frå borna og kasta det til hundane.' 'Det er sant, Herre,' sa kvinna, 'men hundane et då av dei bitane som fell frå bordet åt herrane deira.'
(Matt 15,27)
Takk! Synd at det aldri følgjer ekstra tid med slike tips!
Vi kom inn i det landet du sende oss til. Det fløymer med mjølk og honning, [...].
(4 Mos 13,27]
For meg er det ein kombinasjon av
Det er nettopp denne kombinasjonen her som eg har vondt for å finne andre stader.
«Stille flyter Don» er tittelen på den norske utgåva (omsett til bokmål av Ivar Digernes) av Mikhail Sjolokhovs Тихий Дон, «Den stille Don». Fire bind om dei omfattande endringane i det som var Russland til det som vart Sovjetunionen: Den fyrste verdskrigen, slutten på tsardømmet, Oktoberrevolusjonen og borgarkrigen. Det store ved Sjolokhov (mange meinte lenge at han hadde stole romanen frå ein annan forfattar, Fjodor Krjukov, men den norske professoren Geir Kjetsaa leverte det endelege beviset for at verket fullt og heilt var Sjolokhovs eige) er at desse verdshistoriske hendingane blir bakgrunn for og del av livet til kosakken Grigorij Melekhov. Her får vi familiekonfliktar og strid mellom den gamle og den nye tida, alt vove saman til eit samspel mellom menneske og historie. Skildringa av dei turbulente kjærleiksforholda er meisterlege. Heile romanserien er komponert med eit sikkert grep som framstiller menneskets situasjon og val i ei omskifteleg tid. Og språket, då: Ingen kan som Sjolokhov bruke asjektiv og adverb for å krydre og levandegjere skildringane! Ikkje rart han fekk nobelprisen. Filmatiseringa har eg dessverre ikkje sett, men optimist som eg er, håper eg å få det til ...
Then the next question is, what the devil do you want with me, as the man said wen he see the ghost?
Fielding tells us that man is fire, and woman tow, and the Prince of Darkness sets a light to 'em. Mr Jingle knew that young men, to spinster aunts, are as lighted gas to gunpowder, and he determined to essay the effect of an explosion without loss of time.
Ja, lesinga svarar til forventningane. Eg blir så glad i dette omstendelege språket, underdrivingane, substantivsjuken, ironien - alt dette som karakteriserer miljøet i England i fyrste halvdelen av 1800-talet. Ja, og så fin humor det blir av det!
Og det verste av alt: historien er faktisk sann!
Til denne - i dobbel meining - mest dramatiske replikken i norsk litteratur kan Ibsen ha soge næring frå Charles Dickens. I kommentarbindet i "Henrik Ibsens skrifter" les vi: "I Dickens David Copperfield har den ulykkelige Martha gått ned til elven for å drukne seg. 'Oh, the dreadful river!' utbryder hun. [...]. I oversettelse: 'O den skrækkelige Flod!'
NORA med forvildede øjne, famler omkring, griber Helmers domino, slår den omkring sig og hvisker hurtigt, hæst og afbrudt
Aldrig se ham mere. Aldrig. Aldrig. Aldrig. (kaster sit schavl over hovedet) Aldrig se børnene mere heller. Ikke dem heller. Aldrig; aldrig. - Å, det iskolde sorte vand. Å, det bundløse -; dette -. Å, når det bare var over. - Nu har han det; nu læser han det. Å nej, nej; ikke endnu. Torvald, farvel du og børnene -
Kommentarbindet i "Henrik Ibsens skrifter" viser her til David Copperfield: "jf. Davids inntrykk av Mrs. Heep i David Copperfield, som "worked away with those Chinese chopsticks of knitting-needles."
HELMER
Mens derimot at strikke - det kan aldrig bli'e andet end uskønt; se her; de sammenklemte arme, - strikkepinderne, som går op og ned; - det har noget kinesisk ved sig. - [...]
RANK
[...] Helmer, giv mig en cigar, en af de mørke Havanna.
[...]
NORA stryger en voksstikke af
Lad mig gi'e Dem ild.