Es ist immer angenehm, aus fremdem Munde das Lob der Heimat zu hören.
Bæker av Thomas Hardy
I gazed upon the schoolroom into which he took me, as the most forlorn and desolate place I had ever seen. I see it now. A long room with three long rows of desks, and six of forms, and bristling all round with pegs for hats and slates. Scraps of old copy-books and exercises litter the dirty floor. Some silkworms' houses, made of the same materials, are scattered over the desks. Two miserable little white mice, left behind by their owner, are running up and down in a fusty castle made of pasteboard and wire, looking in all the corners with their red eyes for anything to eat. A bird, in a cage very little bigger than himself, makes a mournful rattle now and then in hopping on his perch, two inches high, or dropping from it; but neither sings nor chirps. There is a strange unwholesome smell upon the room, like mildewed corduroys, sweet apples wanting air, and rotten books. There could not well be more ink splashed about it, if it had been roofless from its first construction, and the skies had rained, snowed, hailed, and blown ink through the varying seasons of the year.
Mr. Mell having left me while he took his irreparable boots upstairs, I went softly to the upper end of the room, observing all this as I crept along. Suddenly I came upon a pasteboard placard, beautifully written, which was lying on the desk, and bore these words: 'TAKE CARE OF HIM. HE BITES.'
I got upon the desk immediately, apprehensive of at least a great dog underneath. But, though I looked all round with anxious eyes, I could see nothing of him. I was still engaged in peering about, when Mr. Mell came back, and asked me what I did up there?
'I beg your pardon, sir,' says I, 'if you please, I'm looking for the dog.'
'Dog?' he says. 'What dog?'
'Isn't it a dog, sir?'
'Isn't what a dog?'
'That's to be taken care of, sir; that bites.'
'No, Copperfield,' says he, gravely, 'that's not a dog. That's a boy. My instructions are, Copperfield, to put this placard on your back. I am sorry to make such a beginning with you, but I must do it.' With that he took me down, and tied the placard, which was neatly constructed for the purpose, on my shoulders like a knapsack; and wherever I went, afterwards, I had the consolation of carrying it.
Man muβ seine Zeit ganz in ihrer Komplexheit und Widersprüchlickeit in sich haben, denn Vielfaches, nicht Eines nur, bildet die Zukunft vor. -
Sagt, was ihr wollt: das Christentum, diese Blüte des Judentums, bleibt einer der beiden Grundpfeiler, auf denen die abenländische Gesittung ruht und von denen der andere die mediterrane Antike ist.
The man with the wooden leg eyed me all over - it didn't take long, for there was not much of me - [...].
Sometimes she tried to think if there were any kind of knowledge that would bespeak his interests more readily than another. Always: at her books, her music, and her work: in her morning walks, and in her nightly prayers: she had her engrossing aim in view. Strange study for a child, to learn the road to a hard parent's heart!
ASTA
Men glæden, - den må deles med nogen, mener De?
BORGHEJM
Ja, hvad lykke var der ellers i det at være glad?
ASTA
Å nej, - der kan være noget i det.
BORGHEIM
Nå, naturligvis kan en jo gå sådan til en tid og være glad indeni sig selv. Men det forslår ikke i længden. Nej, glæden, den må man være to om.
ASTA
Altid bare to? Aldrig flere? Aldrig mange?
As they looked at her, I looked at her also. Although it was a warm day, she seemed to think of nothing but the fire. I fancied she was jealous even of the saucepan on it; [...].
[...] und gerade in ihrer psychologischen Vereinigung, ihrem humoristischen Ineinanderflieβen zeigt sich, wie sehr 'Don Quijote' ein produkt christlicher Kultur, christlicher Seelenkunde und Menschlichkeit ist und was das Christentum für die Welt der Seele, der Dichtung, für das Humane selbst un seine kühne Erweiterung und Befreiung denn doch ewig bedeutet.
Eg har vore på Peer Gynt-stemnet i år (2012) òg, og sett Ibsens Peer Gynt som dans og teater. Dansen skjer i Fryajuvet; dei høge fjellskrentane ned mot kulpen i elva Frya eignar seg ypparleg til kulissar for enden på det bukkerittet som Peer lyg på seg. Plask! (det er ei dokke, altså, som fell ned) – og sån er dei i gang. Dansen dekkjer den fyrste tredelen av det dramatiske diktet, handlinga er lett å følgje, i ei veksling av poesi og akrobatikk og moderne teknologi som ordnar kunstige ras nedetter fjellveggen. Så vakkert å sjå Peer Gynt som dans, men så gir da teksten grobotn for oppfølgingar i alle sjangrar …
Som i Fryajuvet er naturen kulissar på friluftsscena ved Gålåvatnet. Vi et marrokansk middag i Amiyras telt før vi ser Denis Storhøi utfalde seg. For ein prestasjon! Han er den unge og den gamle Peer, med den same (manglande) kjernen, men òg i utvikling fram til Solveigs fang. Jo, det fungerer med blanding av Gudbrandsdal – Peers heimtrakter; her er det også ekte dølemål i fyrste akt – for eit par hundre år sidan og dagens turbokapitalisme med fly og bil. For Peer er både døl og «Verdensborger af Gemyt», han er i fortid og han er i notid – han «både rommer og rammer oss,» som eg har hørt Inge Eidsvåg seie. Visst kan midtdelen vere moderne – men ein del replikkar med referansar til Ibsens samtid er kutta ut, m.a. dei som tydeleg viser at Peer er krigsprofitør. For det er nettopp her, i krigen, at aktualiteten fyrst og fremst ligg: dette landet, som Ibsen sa var vanskeleg å ha til fedreland, er jo i krig, det, i Afghanistan. Så blir dette ein ibsensk-ironisk kommentar til at regjeringssjefen blir årets Peer Gynt – eg har aldri skjønt at det er noko å trakte etter å bli Peer Gynt! (men misforstå ikkje: statsministeren fortener så absolutt ein pris for måten han handterte situasjonen på etter terrorangrepa). Jo, Peer Gynt er stadig med oss og i oss …
Eg merker meg forresten eit uttrykk som eg ikkje har tenkt over før. Peer seier, i siste handlinga:
Hm, jeg sidder heller ikke fast i Sadlen;
jeg er udstødt, kan man sige, af Selvejer-Adlen
«Selvejer-Adlen»! For eit ord – med dobbel botn!
Og forresten: Aldri har eg eg sett så vilt eit troll som Charlotte Frogner i rolla som den grønnkledde!
'Det er ikke visst, Cecilia, at han ville trives her - gamle folk har vondt for å venne seg til nye skikker.'
ASTA ryster på hodet
Alt ændrer det, Alfred. Vort forhold er ikke brors og søsters.
ALLMERS
Nej-nej. Men lige helligt for det. Vil altid bli' lige helligt.
ASTA
Glem ikke, - at det er under forvandlingens lov, - som du sa' nu nylig.
ALLMERS
Jo, vi kan. For en brors og søsters kærlighed -
ASTA spændt
Hvad den?
ALLMERS
Det forhold er det eneste, som ikke står under forvandlingens lov.
ASTA sagte, bævende
Men hvis nu det forhold ikke -
ALLMERS
Ikke -?
ASTA
- ikke er vort forhold?
RITA Å ja, - lidt efter lidt. Og så trængte du til noget nyt, som kunde fylde dig. - Jeg var dig vel sagtens ikke nok længer.
ALLMERS
Det er forvandlingens lov, Rita.
Bøker av William Shakespeare - både dei eg har og dei som eg ønskjer meg for å få samlinga komplett
Eg erklærer med dette alle tidlegare meldingar om kva for bøker eg ville ha hatt med til ei aude øy (med strøm og cd-spelar): Det klarer seg med denne eine: David Copperfield som lydbok, lese - om ein kan bruke eit slikt ord, nei spelt - av Martin Jarvis. Han speler kvar einaste romanfigur og får fram karaktertrekka deira gjennom stemma. Størst er han kanskje når han går frå Uriah Heep til mora til Uriah Heep: Han skifter kjønn og legg på 25 år, og vips! - så har vi mor og son, "'umble as can be". Og ei rekkje bifigurar får liv og nesten bilete når han karakteriserer dei. Nei, eg treng ikkje fleire bøker på den øya!