Bokelskere.no

«Det er merkelig, jeg tenker stadig på min stakkars hustru, men jeg klarer ikke å tenke på henne lenge ad gangen.» «Ofte, men lite ad gangen, som gode, gamle Swann» var blitt et av yndlingsuttrykkene til min bestefar som benyttet det ved de mest forskjelligartede anledninger.

Folk sier at musikk virker løftende på sinnet – det er snakk, det er løgn. Den virker forferdelig, gjør den, jeg taler av erfaring, den virker aldeles ikke løftende på sinnet; hverken løftende eller nedslående, men hissende. Hvordan skal jeg få sagt Dem det? Musikken får mig til å glemme mig selv og min egen stilling, den fører mig inn i en annen verden, ikke der jeg hører til. Under musikkens innflydelse synes jeg at jeg føler noget annet enn det jeg virkelig føler, at jeg forstår det jeg ikke forstår, at jeg evner det jeg ikke evner. Jeg forklarer det slik at musikken virker som gjesp og som latter. Om jeg aldeles ikke er søvnig, så gjesper jeg når jeg ser andre gjør det. Om jeg ikke har noget å le av, må jeg le når andre ler.
Musikk setter mig umiddelbart i samme sinnstilstand som den som skrev musikken befant sig i. Jeg smelter sjelelig sammen med ham, og samtidig føres jeg fra den ene stemning til den annen. Men jeg vet ikke hvorfor. Beethoven, som skal ha skrevet Kreutzersonaten, han visste naturligvis hvorfor han befant sig i denne stemning.

Først forsikrer ridderne at de forguder kvinnen – ja de forguder henne, men allikevel ser de på henne som et nydelsesmiddel. Nu forsikrer folk at de akter kvinnen. De gir henne sin plass og tar op lommetørklærne. Andre anerkjenner hennes rett til adgang til alle stillinger, til del i styrelsen o.s.v. Alt dette gjør de, men synet på henne er det samme som før. Hun er et nydelsesmiddel. Hennes kropp er et hjelpemiddel til nydelse. Og hun vet dette. Det er akkurat som med slaveriet. Slaveriet er ikke no annet enn at nogen drar nytte av andres ufrivillige arbeide. Og skulde slaveriet vekk, måtte folk ikke lenger ville dra nytte av andres ufrivillige arbeide og regne dette for synd eller skam. Og samtidig gir de sig til å forandre slaveriets indre form; de ordner det slik at de ikke lenger er lov å kjøpe og selge slaver og innbiller sig og tror selv at der ikke lenger eksisterer slaveri. Og de ser ikke og vil ikke se at slaveriet fremdeles er der, fordi folk liker og regner det for godt og riktig å dra nytte av andres arbeide. Og så snart de regner det for godt, så vil der alltid finnes folk som er sterkere klokere enn de andre og vet å greie det.

Likedan er det med kvinnens frigjørelse. Kvinnens slaveri består altså i at folk vil og regner det for godt å dra nytte av henne som nydelsesmiddel. Altså frigjør de kvinnen og gir henne alle rettigheter på like fot med mannen, men de fortsetter å se på henne som et nydelsesmiddel, opdrar henne slik både som barn og i den offentlige mening. Og så blir hun den samme fornedrede, forkuede kvinne og mannen den samme fordervede slaveeier. Man frigjør kvinnen på skoler og i det offentlige liv, men ser på henne som et nydelsesmiddel. Når vi som det skjer hos oss lærer henne å betrakte sig selv på den måte, så vil hun alltid vedbli å være et underlegent vesen.

Våre barns eksistens forbedret altså ikke vårt samliv, men forgiftet det. Dessuten var barna hos oss en ny kilde til uenighet. Like fra den tid da barna kom og jo større de blev, desto oftere blev nettopp barna middel og gjenstand for splid. De blev ikke bare stridens gjenstand, men barna ble våben i kampen. Vi likesom sloss med hinannen med barna. Hver av oss hadde sitt yndlingsbarn, og det var våben i slagsmål.

Ja slik var vårt samliv. Forholdet blev mere og mere fiendtlig. Til slutt blev det til det at det ikke var meningsforskjell som fremkalte fiendskapet, men fiendskapet som fremkalte meningsforskjellen. Hvad hun så sa, var jeg på forhånd uenig med henne, og likedan var det med henne.
I det fjerde år var det fra begge sider likesom av sig selv avgjort at vi ikke kunde forstå hinannen og ikke komme overens. Vi sluttet allerede da å forsøke å snakke ordentlig ut med hinannen. Om de enkleste ting, i særdeleshet om barna, holdt enhver ufravikelig på sin egen mening. Når jeg nu tenker på dette, så var de meninger jeg holdt så fast på, ikke så viktige for mig at jeg ikke kunde fire litt på dem. Men hun var av den motsatte mening, og å gi efter var å gi efter for henne. Det kunde jeg ikke. Hun på samme måte. Hun trodde sannsynligvis at hun alltid hadde rett likeoverfor mig, og jeg var i mine egne øine alltid en helgen like overfor henne.

Det var i Begyndelsen på Foraaret. Jeg rejste med Jærnbanen og havde allerede været under Vejs et Døgn. De fleste af Passagererne kom og gik paa Mellemstationerne, og foruden mig var der nu kun tre tilbage av dem, der havde gjort Rejsen med lige fra Begyndelsen.

Det er da saa simpelt som noget, sagde Damen; men ligesom hun skulde til at gaa videre i Talen, stoppede hun og gav sig til at tænke efter. — Kjærlighed. Hvad kjærlighed vil sige? Gjentog hun ligesom for sig selv.
— Jo, Kjærlighed vil sige, at foretrække ét menneske fremfor alle andre, sagde hun endelig.
— Foretrække? Men for hvor længe? En maaned? Et Par Dager? Eller en halv Times Tid? sagde den graahaarede, idet han gav sig til at le paa sin nervøse Måde.

(Oversatt av Emanuel Hansen, utgitt 1890)