Bokelskere.no

En sverm av løse tanker flagrer om mitt hode, stemningen i den hellende dag gjorde meg mismodig og sentimental. Høsten er kommet og har allerede begynt å legge allting i dvale, fluer og smådyr har fått den første knekken, oppe i trærne og nede på marken høres lyden av det stridende liv, puslende, susende rolig, arbeidende for å ikke forgå. Alle krypverdenens tilværelser rører meg ennå en gang, stikker sine gule hoder opp av mosen, løfter sine ben, føler seg frem med lange tråder og synker så plutselig sammen, velter om og vender buken i været. Hver vekst har fått sitt særpreg, et fint henåndende pust av den første kulde; stråene stritter bleke opp mot solen og det avfaldne løv visler henover jorden med en lyd som av vandrende silkeormer. Det er høstens tid, et hektisk vidunderlig skjær over den blodrøde farge.

Jeg fant meg en benk for meg selv og begynte å gnage grådig av min niste. Det gjorde meg godt; det var lenge siden jeg hadde fått et så rundelig måltid og jeg følte litt etter litt den samme mette ro i meg som en føler etter en lang grått.

Så: du er i en såre anfægtet Tilstand, kæmper med Mørkets Magter og store,
lydløse Uhyrer om Nætterne, så det er en Gru, hungrer og tørster efter Vin og Mælk og får det ikke. Så langt er det kommet med dig. Nu står du her og har ikke så godt som Spyt i Lampen. Men du tror på Nåden, Gudskelov, du har ikke tabt Troen endda! Og da skal du slå Hænderne sammen og se ud som en ren Satan til at tro på Nåden.

Du gode Gud, hvor det var daarlig fat med mig nu!
Jeg var saa inderlig kjed og trær av hele mit elendige liv at jeg fandt det ikke møien værd at kjæmpe længer for at beholde det.

Min galskap var et delirium av svaghet og utmattelse, men jeg var ikke sanseløs.

Jeg hadde saa tydelig mærket at naar jeg sultet litt længe av gangen var det liksom min hjærne randt mig stille ut av hodet og gjorde mig tom

Disse nøjsomme, sukkertøjspisende Studenter, som mente at skeje europæisk ud, naar de fik klappe en Sypige paa Maven!

Jeg satt fortapt og så på henne. Mitt hjerte slo høyt, blodet spente meg varmt gjennom årene. For en vidunderlig nytelse å sitte i en menneskebolig igjen og høre en klokke tikke og snakke med en ung,levende pike istedenfor med meg selv.

Efterhvert som jeg fjernet meg ble jeg gladere og gladere over at jeg hadde seiret i denne svære fristelse. Bevisstheten om at jeg var ærlig steg meg til hodet, fylte meg med en herlig følelse av å være en karakter, et hvitt fyrtårn midt i et grumset menneskehav hvor vrak fløt om. Pantsette en annen manns eiendom for et måltid mat, ete og drikke seg selv til doms, kalle seg kjeltring opp i sitt eget ansikt og slå øynene ned for seg selv - aldri! Aldri!

Jeg hadde så tydelig merket at når jeg sultet litt lenge av gangen var det likesom min hjerne rant meg stille ut av hodet og gjorde meg tom.