Klikk på en bok for å legge inn et sitat.
Foråt trøste mig selv og holde mig skadesløs beg)'ndte jeg at finde op alle mulige Fejl ved disse glade Mennesker, som gled mig forbi; jeg tråk vredt paa Skuldrene og saa ringe-agtendepaadem, efterhvert som de passered, Par for Par. Disse nøjsomme, sukkertøjspisende Studenter, som mente at skeje europæisk ud, naar de fik klappe en Sypige paa Maven!
Parringstiden, naar den hemmelige Færdsel foregaar og de glade Æventyr begynder. Raslende Pigeskørter, en og anden kort, sand-selig Latter, bølgende Bryster, heftige, pæsende Aandedrag; langt nede ved Grand en Stemme, som raaber: »Emma!« Hele Gaden var en Sump, hvorfra hede Dunster steg op.
Her gik jeg med et Hoved, som der ikke fandtes Mage til i Landet, med et Par Næver, som Gud forsyne mig kunde male Bybud til Sigte-mel, og sulted mig vanskabt midt i Kristiania By! Var der nogen Orden og Maade i det? Jeg havde ligget i Sælen og slidt Nætter og Dage, som en Mær, der slæber en Præst; jeg havde læst mig Øjnene ud af Skolten og sultet mig Forstanden ud af Hjærnen — hvad Fan havde jeg igen for det?
Jeg skal sige dig et, min kære Herre Gud: du er en Noksagt! Og jeg nikker rasende, med sammenbidte Tænder op mod Skyerne: Du er Fan ta mig en Noksagt!
Alle ting indvirket på mig og distraherte mig, alt jeg saa gav mig nye indtryk. Fluer og smaa myg satte sig fast paa papiret og forstyrret mig; jeg pustet paa dem for at faa dem væk, blaaste haardere og haardere, men uten nytte. De smaa bæster lægger sig bakut, gjør sig tunge og stritter imot saa deres tynde ben bugner. De er slet ikke til at flytte av flækken. De finder sig noget at hake sig fast, spænder hælene mot et komma eller en ujevnhet i papiret og staar uryggelig stille saalænge til de selv finder for godt at gaa sin Vei.
Pludselig knipser jeg i fingrene flere ganger og ler. Det var da som bare fan! Ha! – Jeg indbilte mig å ha fundet et nyt ord. Jeg reiser mig op i sengen og sier: Det findes ikke i sproget, jeg har opfundet det, kuboå. Det har bokstaver som et ord, ved den søteste Gud, mand, du har opfundet et ord . . . kuboå . . . av stor grammatikalsk betydning.
Mørket var blit litt tykkere, en liten bris furet i sjøens perlemor. Skibene hvis master jeg så mot himlen så ut med sine sorte skrog som lydløse uhyrer som reiste bust og lå og ventet på mig.
[...] hendes blik var endnu fuldt av pølse da hun vendte det mot mig.
Jeg visste ikke længer av mig selv, jeg sa noget nonsens som hun lo av, hvisket kjælenavne mot hendes mund, klappet hende på kindet, kysset hende mange ganger. Jeg åpnet en knap eller to i hendes liv og jeg skimtet hendes bryster indenfor, hvite, runde bryster som tittet frem som to søte vidundere bak linnedet.
Hvad kom luften mine lunger ved? Jeg var stærk som en rise og kunde stanse en vogn med min aksel. En fin, sælsom stemning, følelsen av den lyse likegladhet, hadde bemægtiget sig mig. Jeg gav mig til å iagtta de mennesker jeg møtte og gik forbi, læste plakaterne på væggene, mottok indtryk fra et blik slængt til mig fra en forbifarende sporvogn, lot hver bagatel trænge ind på mig, alle små tilfældigheter som krysset min vei og forsvandt.