Bokelskere.no

Den eneste, der i Norge er trådt frit, djervt og modigt frem til fordel for mig, det er Bjørnson. Det ligner ham. Han har i sandhed et stort kongeligt sind og jeg skal aldrig glemme ham det.

Jeg hører at 'Gengangere' har vakt en voldsom allarm hjemme. Dette var jeg forberedt på og tager det ganske koldblodigt.

Man søger at gøre mig ansvarlig for de meninger, som enkelte af dramaets [dvs. Gengangeres] personer udtaler. Og dog findes der i hele bogen ikke en eneste mening, ikke en eneste ytring, som står der for forfatterens regning. Det vogtede jeg mig vel for. Den methode, den art af teknik, som ligger til grund for bogens form, forbød ganske af sig selv at forfatteren kom tilsyne i replikkerne. Min hensigt var at fremkalde hos læseren det indtryk, at han under læsningen oplevede et stykke virkelighed. Men intet vilde i højere grad modarbejde denne hensigt end at indlægge forfattermeninger i dialogen. Og tror man da ikke hjemme, at jeg besidder så megen dramaturgisk kritik, at jeg skulde indsé dette? Jo, jeg har indsét det, og jeg har handlet derefter. I intet af mine skuespil er forfatteren så udenforstående, så absolut fraværende, som i dette sidste.
Så har man sagt, at bogen forkynder nihilisme. Ingenlunde. Den befatter sig ikke med at forkynde nogetsomhelst. Den peger kun hen på at der gærer nihilisme under overfladen, hjemme som andetsteds. Og således må det nødvendigvis være. En pastor Manders vil altid ægge en eller anden fru Alving frem. Og just fordi hun er kvinde vil hun, når hun engang er begyndt, gå til de yderste yderligheder.

Sindets fornemhed synes at være i aftagende hjemme.

Hjemme behøver man egentlig ingen digterværker; man hjælper sig så godt med ​«Storthingstidenden» og ​«Luthersk ugeskrift»

Jeg mener, retten har den, som er nærmest i pakt med fremtiden.

Deroppe [dvs. Norge] besørges nemlig kritiken delvis af nogle mere eller formummede teologer; og disse herrer er i regelen aldeles ude af stand til at skrive fornuftigt om digterarbejder. Den afsvækkelse af dømmekraften, som, ifald for gennemsnitsnaturers vedkommende, er en nødvendig følge af længere tids syslen med theologiske studier, yttrer sig nemlig især når talen er om at bedømme menneskekarakterer, menneskers handlinger og menneskelig bevæggrunde. Det praktiske forretningsskøn lider derimod ikke så meget ved studiet. Derfor er de gejstlige herrer meget ofte ypperlige komunalmænd; men de er ubetinget vore sletteste kritikere.

'Gengangere' vil rimeligvis i nogle kredse vække allarm; men det må så være. Gjorde den ikke det, så havde det ikke været nødvendigt at skrive den.

Den sorte theologiske bande, som for tiden råder i det norske kirkedepartement, skal jeg ved lejlighed sætte et passende literært mindesmærke.

Alt, hvad jeg har digtet, hænger på det nøjeste sammen med hvad jeg har gennemlevet – om end ikke oplevet; hver ny digtning har for mig selv havt det øjemed at tjene som en åndelig frigørelses- og renselses-proses; thi man står aldrig ganske uden medansvarlighed og medskyldighed i det samfund man tilhører. Derfor skrev jeg engang som tilegnelsesdigt foran i et exemplar af en af mine bøger følgende linjer:

«At leve er krig med trolde
i hjertets og hjernens hvælv;
At digte – det er at holde
dommedag over sig selv.»