Klikk på en bok for å legge inn et sitat.
Gid dit liv må føje sig som et digt
om den store forsoning mellem lykke og pligt.
Saalangt min Digtning tænder Sind i Brand
Saalangt gaar Grændsen for mit Fædreland.
De siger, jeg er bleven 'konservativ'.
Jeg er, hvad jeg var mit hele liv.
Jeg går ikke med på at flytte brikker.
Slå spillet overende; da har De mig sikker.
[...]
I sørger for vandflom til verdensmarken.
Jeg lægger med lyst torpédo under Arken.
At leve er krig med trolde
i hjertets og hjernens hvælv.
At digte - det er at holde
dommedag over sig selv.
Da traf et ord hist nedefra mit øre;
det traf mig der jeg lænet sad mod masten.
En sagde højt og, som det syntes, midt
imellem usund søvn og mareridt:
Jeg tror vi sejler med et lig i lasten!
Kræv ikke, ven, at jeg skal gåden klare;
jeg spørger helst; mit kald er ej at svare.
Liglagt ror de ham tilstande
Uden Sang og uden Kjerte; -
Hugget i Knut Alfsøns Pande
Var et Hugg i Norges Hjerte.
Da Yachten drejed for Hesnæs Sund,
Den hejste det norske Flag.
Lidt længere Vest er en skumklædt Grund, -
Der gav den det glatte lag.
Da tindred en Taare i Terjes Blik;
han stirred fra Hejen ud:
"Stort har jeg mistet, men stort jeg fik.
Bedst var det kanhænde, det gik som det gik, -
Og saa faar Du ha'e tak da, Gud!"
Nu er jeg staalsat, jeg følger det Bud,
Der byder i Høiden at vandre!
Mit Lavlandsliv har jeg levet ud;
Heroppe paa Vidden er Frihed og Gud,
Dernede famler de Andre,
Lad det bære, lad det briste;
Bare kjæmpe til det Sidste!