Klikk på en bok for å legge inn et sitat.
det er de små tap i livet som skjærer en så inn i hjertet. Å miste det som andre folk regner for nesten ingen ting.
Solness.
For Aline – hun havde sit livskald, hun også. Ligeså godt, som jeg havde mit. (dirrer i stemmen.) Men hendes livskald, det måtte forkludres, det, knuges, knækkes sønder og sammen, – for at mit kunde vinde frem til – til et slags stor sejr. Ja, for De skal vide det, at Aline – hun havde sine anlæg til at bygge, hun også.
Hilde.
Hun! Til at bygge?
Solness
(ryster på hodet).
Ikke huse og tårne og spir – og sligt noget,
som jeg går og driver på med –
Hilde.
Nå, men hvad da?
Solness
(blødt og bevæget).
Til at bygge op små barnesjæle, Hilde. Bygge
barnesjæle op slig at de kunde rejse sig i ligevægt
og i ædle, vakkre former. Så de kunde højne sig
til ranke, voksne menneskesjæle. Dette her var det,
som Aline havde anlæg for. – Og alt det, det ligger
nu der. Ubrugt – og ubrugeligt herefter. Og til
ingen verdens nytte. – Akkurat som grushaugene
efter en brand.