Bokelskere.no

Og den fjerde, Københavns største antikvarboghandler, kæmpen Mogensen med måneansigtet, kaldet Bogensen, fordi han handlede med bøger og var fra Fyn, grinede, så at kinderne hoppede.

'Det var Joyce: Ulysses.' [...] Der skal muskler til at læse den bog.'

Og selvfølgelig drejede han til højre og gik ind på Bar des Artistes.

Der var dunkelt og øde derinde. Ikke et menneske. Klokken var heller ikke mere end tre.

Den røde portiere gled sammen bag ham og lukkede med et dæmpet sus solen ude. Med ét rykkede dagen mange timer frem mod aften, og det blev skumring. Langt inde blinkede den store opstilling af flasker og glas og baren med messinger som et hemmelighedsfuldt og alkymistisk laboratorium.

Henne i det lille spejl over servanten fik han undersøgt sit ansigt. Der var store, skrå furer under øjnene, kinderne var oppustede. Åh, altid dette. Ecce homo.

Og så var han blevet fordrukken. Jo, han var en dranker. Hvorfor ikke sige det rent ud. I sin forvirring var han blevet det. Når han var fuld, følte han sig jo ikke gold, rusen var en damp af digte, som skulle være skrevet, og så undveg han straffen, men straffen, straffen for hvad?

Og uden et ord vendte Jastrau ryggen til og gik ud ad den natlige Vesterbrogade. Buelampernes skær, den brede, skinnende kørebane, de mørke skikkelser ved gadehjørnene, de hvide, blinkende ben, kvinder, og oppe over tagene den blåsorte nattehimmel og nogle stjerner; han følte gaden som en udvidelse af sjælen, som en bekræftelse på, at der var sket noget afgørende, som en mærkelig, ufattelig ro.

Og så - ha ha - et par udklip af 'Dagbladet' med tykke understregninger; en artikel, der begyndte med jeg - understreget med rødt - og vrimlede med jeg'er - et blodbad af røde blyantsmærker; og en stump af en anden artikel med en filosofisk sætningsknude, der ikke var til at løse op; to udslag af medarbejdernes indbyrdes lynchjustis til straf for den groveste af alle forbrydelser: at skrive elendigt dansk.

Tåbelig stirrede han ned i vinglassene. Grønt glas! Grønt glas! I grønne glas ser portvin ud som medicin.

Da ringede den fordømte entrédør igen. Var hans liv en farce? Skulle han splittes af de to evigt kimende klokker? Telefonen og entrédøren? En fredløs i sin egen lejlighed. Hvad var et hjem? En ventesal. En telefoncentral. En forgård til helvede.

"Så går jeg efter portvinen," gjentog Jastrau, nu sig selv i blød hat. Han var lykkelig over, at han havde fundet det lægemiddel. Blot døve! Blot døve! En tenkende hjerne var en smertende sygdom.