'Det var Joyce: Ulysses.' [...] Der skal muskler til at læse den bog.'

"Så går jeg efter portvinen," gjentog Jastrau, nu sig selv i blød hat. Han var lykkelig over, at han havde fundet det lægemiddel. Blot døve! Blot døve! En tenkende hjerne var en smertende sygdom.

Da ringede den fordømte entrédør igen. Var hans liv en farce? Skulle han splittes af de to evigt kimende klokker? Telefonen og entrédøren? En fredløs i sin egen lejlighed. Hvad var et hjem? En ventesal. En telefoncentral. En forgård til helvede.

Tåbelig stirrede han ned i vinglassene. Grønt glas! Grønt glas! I grønne glas ser portvin ud som medicin.

Og så var han blevet fordrukken. Jo, han var en dranker. Hvorfor ikke sige det rent ud. I sin forvirring var han blevet det. Når han var fuld, følte han sig jo ikke gold, rusen var en damp af digte, som skulle være skrevet, og så undveg han straffen, men straffen, straffen for hvad?