Bokelskere.no

Edvarda så på mig og jeg så på hende. Jeg følte i dette øieblik noget røre ved mit hjærte som en liten flygtig venlighilsen. Det kom av våren og den lyse dag, jeg har tænkt over det siden. Jeg beundret dessuten hendes buede øienbryn.

Det lå et skjær langt ute, det lå alene; når sjøen ravet opover dette skjær steilet den som en vanvittig skrue, nei som en havgud som reiste seg våt i veiret og så utover verden, fnysende så hår og skjæg stod som et hjul omkring hans hode. Så dukket han ned i brændingen igjen.

I know well the places I pass, trees and stones stand there as before in their solitude, the leaves rustle under my feet. The monotonous sighing of the wind and the familiar trees and stones means so much to me; I feel a strange sense of gratitude, everything reaches out towards me, bleds with me. I love all things.

det er ens eget indre som er sorgens eller glædens kilde.

Skogens stemning gik frem og tilbake gjennem mine sanser, jeg gråt av kjærlighet og var aldeles glad derved, jeg var opløst av taksigelse. Du gode skog, mit hjem, Guds fred, skal jeg si dig fra mit hjærte.

Men nu i nattens timer har pludselig store, hvite blomster utfoldet sig i skogen, deres ar står åpne, de ånder. Og lodne tusmørkesværmere sænker sig ned i deres blade og bringer hele planten til å skjælve. Jeg går fra den ene til den andre blomst, de er berusede, det er kjønslig berusede blomster og jeg ser hvorledes de beruses.

Jeg elsker tre ting, sier jeg så. Jeg elsker en kjærlighetsdrøm jeg hadde en gang, jeg elsker dig, og jeg elsker denne plet jord. Og hvad elsker du mest? - Drømmen

Det kan regne og storme, det er ikke derpaa det kommer an, ofte kan en liden Glæde bemægtige sig én paa en Regnvejrsdag og faa én til at gaa afsides med sin Lykke. Man stiller sig da op og giver sig til at se ret frem, nu og da ler man tyst og ser sig omkring. Hvad tænker man paa? En klar Rude i et Vindu, en Soolstraale i Ruden, en Udsigt til en liden Bæk og kanske til en blaa Rift paa Himlen. Det behøver ikke at være mere.

Til andre Tider kan selv usædvanlige Oplevelser ikke formaa at rykke én ud af en jævn og fattig Stemning; midt i en Balsal kan man sidde sikker, ligegyldig og upaavirket. Ti det er éns eget Indre som er Sorgens eller Glædens Kilde.

Hører du Edvarda, hvor det er urolig i skogen inat? Det pusler ustanselig i tuverne og de store løvblade skjælver. Noget er kanske igjære; men det var ikke det jeg vilde si. Jeg hører en syngenede fugl oppe i åsen, det er bare en meise; men den har sittet på samme sted i to nætter og lokket. Hører du en ensartet lyd, ensartet lyd?

Våren var vel også kommet til mig og mitt blod banket til sine tider likesom av fottrinn.