Bokelskere.no

Velsignet være livet og jorden og himmelen, velsignet være mine fiender, jeg vil i denne stund være min verste uvenn nådig og knytte hans skorem....

[...] og hun vil give mig et Vink med Øjnene at forstaa efter. Og naar hun kommer, forstaar mit Hjærte alt, og det slaar ikke længer, det klemter.

Hun elsket en herre. Hvorfor? Spør vinden og stjærnerne, spør livets Gud; for ingen anden vet sådant noget.

Jeg trækkes efter håret! Og hvis det spørres: Men skal jeg ikke hjælpe dig, befri dig? Så svarer man: Nei. Og hvis det spørres: Men holder du det ut? så svarer man: Ja jeg holder det ut, for jeg elsker den hånd som trækker meg...

Jeg tror jeg kan lese litt inn i de menneskers som omgir meg; kanskje er det ikke så. Å når jeg har mine gode dager da forekommer det meg at jeg skimter langt inn i andres sjele, skjønt jeg ikke er noe videre godt hode.

Og løvet gulner end mere, det lier mot høsten, det er kommet nogen flere stjærner på himlen og månen ser fra nu av ut som en skygge av sølv som er dyppet i guld.

Til andre tider kan selv usædvanlige oplevelser ikke formå å rykke en ut av en jævn og fattig stemning; midt i en ballsal kan man sitte sikker, likegyldig og upåvirket. For det er en ens eget indre som er sorgens eller glædens kilde.

Husk på, noen gir lite, og det er meget for dem, andre gir alt, og det koster ingen overvinnelse; hvem har så gitt mest?

Og dagen går, men tiden står stille.

Jeg er fuld av sælsom taknemmlighet, alt indlater sig med mig, blander sig med mig, jeg elsker alt. Jeg tar opp en tørkvist og holder den i hånden og ser på den mens jeg sitter der og tænker på mine ting, kvisten er næsten rotten, dens fattige bark gjør indtryk på mig, en medynk vandrer gjennem mit hjærte. Og når jeg reiser mig og går, kaster jeg ikke kvisten langt bort, men lægger den ned og står og synes om den, tilslut ser jeg på den en siste gang med våte øine før jeg efterlater den der.