Gennem de tynde øjenlåg ser vi hendes øjne.
Fuglenes uro.
Is, der skruer sig i stykker i bugten, den rytme naturen har, set fra et andet sted foregår alting i et mønster,
der er en rytme neden under alt det små,
alt det horrible, de små hår under brynet som man piller ud, over et helt liv,
for øjnene er afstanden ikke afgørende, som for det forstyrrede menneske, for mig, der altid er
forstyrret af detaljerne og årstiderne. Kompositionen og rytmen i alting er den samme i det mindste og det største, afstand gør mønsteret tydeligere;
afstanden til dig, i dag, hvor jeg går gennem den by, hvor vi mødte hinanden,
besøger den samme café og i det hele taget;
prøver at være tættere på dig.