Få styrke til at acceptere de ting, du ikke kan ændre. Få styrke til at ændre det, du kan. Få visdom til at se forskellen - det er en af de sentenser, der står mejslet i min bevidsthed fra dengang. Dengang, hvor jeg skulle til at finde mig selv igen.

Efter at have levet sammen med en mand, som var følelsesmæssigt skadet fra barndommen, og som jeg på mange punkter stadig har ondt af og medlidenhed med, kan jeg kun på det kraftigste opfordre forældre til at investere tid og kærlighed i deres børn, så de kan få et harmonisk og rigt følelsesliv som voksne. Har man ikke overskud til det, så må man hellere lade være med at få børn.

I bund og grund var det jo meningen, at hun skulle klare sig selv, det havde været målet for alle mine bestræbelser, det var det, jeg altid havde følt var mit livs vigtigste opgave. At gøre min datter til et selvstændig tænkende menneske.

I fængslet var der masser af regler, jeg skulle overholde; et job jeg skulle passe; jeg måtte kun få besøg i en time om ugen - det var tid, som selvfølgelig gik til June; og alle breve jeg skrev og modtog skulle gå gennom brevkontrollen, hvilket betød, at de skulle læses af politiet. Men den tid, jeg havde fri, var helt min egen. Fuldstændig til min disposition - inden for de afstukne rammer.

I Want To Break Free, lod jeg Queen's gamle sang runge ud i min celle, nøjagtigt som jeg havde gjort hjemme i lejligheden, når jeg af og til havde været der alene. I tankerne gled jeg tilbage og huskede, hvor mange gange jeg til tonerne af den sang havde drømt håbløse dagdrømme om at bryde ud. Hvor mange gange jeg havde ønsket at stikke af. Langt væk fra Bent. At spille det nummer her i Vestre, gav en helt ny mening. Men faktisk drømte jeg ikke om at slippe ud. Jeg havde det godt, omstændighederne taget i betragtning. For jeg følte mig i sikkerhed. Og hvor underligt det end lyder, så følte jeg, at jeg havde en stor frihed. Jeg kunne gøre, hvad jeg ville. Efter 15 år, hvor Bent havde styret mitt liv, var det en helt fantastisk følelse. Fængslet gav mig de trygge rammer, som jeg havde savnet så længe.

En helt anden årsag til, at jeg har villet fortælle min historie, er også, at jeg vil minde forældre om, hvor usigelig vigtigt det er, at deres børn føler sig elsket. Min mand savnede kærlighed og opmærksomhed fra sin mor, da han var barn, og den følelse fulgte ham hele livet. Den var med til at forkrøble hans følelsesliv som voksen, og den skabte en mand, som hverken kunne elske mig, sin egen datter eller nogen som helst andre. Tværtimod. Han foragtede de fleste af sine medmennesker.