PROLOG

Jeg, Ali ibn Ahmad al-Bagdadi, som fordum kaldtes Gilbert af Saxford
og rosenridderens søn, skriver dette i året 1189 om bord på en
genuensisk galej under sejl fra Det Hellige Land mod Messina.
Bag mig synker brændingen omkring Tripolis' hvide mure, forude
hænger de flygtige silhuetter af springende delfiner i skyer af
glitrende skumperler. Det er endnu kun marts, men hvor jeg sidder
under solsejlet, er der hedt, og ude på dækket flimrer luften, som
om der var ild i skibet. Højt under himlen er alting blåt og køligt
og stille, dér kan jeg ikke nå op, men det gør ikke noget; jeg er
blevet nøjsom, ja, jeg er blevet nøjsom! Jeg ser mod himlen og takker
Gud, at jeg kan skrive igen.

Tale til folkene her om bord kan jeg ikke. De viser mig venlighed,
de plejer mig med omhu og hylder mig for det jeg har gjort, for de
forstår ingenting og tror, at min sorg alene er sorgen over min far.
De er kristne og beundrer mig, fordi jeg har forrådt muslimerne --
de ved ikke, at det bliver deres tur næste gang. De ved ikke, at jeg
aldrig forlader et sted uden at have svigtet og bedraget og forrådt
alt og alle.

Eller hvad tror de, når alt kommer til alt? Giver de sig i det hele
taget af med at tro noget? Tænker de på andet end den kinesiske
silke, de indiske krydderier og de slebne klinger av Damaskus-stål
der fylder galejens bug og lægger den så tungt på vandet, at den
vralter af sted som en grib, der har forædt sig og ikke kan få luft
under vingerne, på glæderne og rigdommen, der venter dem i Italien,
på de villaer, de vil købe sig oppe i bjergene, den vin, de vil drikke
i svalegangenes skygger, de kvinder, de vil favne, når nætterne blåner?
Silke, krydderier og damaskenerklinger - det er varer, der ikke ofte
når igennem til de kristne Østerlands-havne i dag, endsige da til
Europa. Der bliver noget at skryde af mellem Genuabugtens hvide
søjler og mørkegrønne løv, under de månelyse balkoners roser, bag
alkovernes duftende broderier. Skulle de vel tænke på andet?

De ville intet forstå, end ikke Harun, min ven, min broder, min Jonathan,
min fars drabsmand, alfonsen fra Bassora, sammen med hvem
jeg engang har myrdet et uskyldigt menneske. Han ligger her hos mig
under solsejlet og sover; . . . .

( les videre i norsk oversettelse - hos nb.no,   her > )

Forord til 2.udgave:

En menneskealder er forløbet siden den første utsendelse af Korsfareren.
Meget forandres i et sådant tidsrum.

Det lå mig dengang på sinde at imødegå det fjendskab og hovmod baseret
på uvidenhed, der oftest har præget kristnes holdninger til islam
og den islamiske verden, ligesom det har præget muslimers holdninger
til kristendommen og den kristne verden.

Men med den udvikling, der i mellemtiden har fundet sted, må det frygtes
at bøgerne vil blive læst med andre øjne end ved deres første fremkomst.

Så foruroligende er efterhånden presserapporterne om den militante og
tit nog morderiske fanatismes fremmarch i muslimske lande,

at det kan synes betænkeligt overhovedet at udgive bøger der vil anspore
til positiv interesse for denne tro.

IKke desto mindre har der fra første færd og gennem alle tider været en
anden og modsat strømning i islam:
en erkendelse af samhørighed og følelse av fællesskab med jøder og kristne,
som er dybere funderet i Koranen og den første muslimske menighed
end fjendskabet.
Måske er det betegnende, at denne strømnings største representant i nyeste
tid: den egyptiske præsident Anwar El-Sadat, netop blev myrdet
af fanatikere ;
men det er min tro og mit håb at strømningen aldrig helt vil kunne standses.

Må genudsendelsen bidrage en smule til, her på vor egen mark - hvor mødet
med islam nu er blevet hverdag på en måde, som ingen drømte om
for tredive år siden -
at styrke det sandhedens fundament,
hvor kærligheden kan træde i stedet for krigen

og hvor selve kristendommen derfor vil sejre.

Birkerød, februar 1993

Poul Hoffmann