Men hvor Skorterne videde sig du og blev til passelig dybe Gjel, der var der altid en og anden gammel Gubbe af en Furu, som havde bidt sig fast og stod der, eitrende sint, med Ryggen skudt i Pukkel mod Stormen, fræsende med alle sine stutte Naale. Han satte Tænderne i Graasteinen, Gamlingen, han klorte sig fast med Knorter og Klør, der var ikke andet igjen af ham end Sinne og Skind og Ben.
Det kunde aldrig nytte ham at prøve at lægge til sig Stads som Krone herude i Havkjæften; det var nok bedst at lægge sig flyndreflad henad Berget og dytte Knorterne og Kvistene til saa godt han kunde med tæt Naaleragg; det kunde saavist ikke blaase af, ialfald.

Og da Skummringen faldt, begyndte en af de høie Herrer at sjunge. Det maatte visst være en morsom Vise, thi de lo hele Tiden. Hans majestæt lo høiere end alle de andre, ja han knæggede ofte som en Hest, knappede etpar Knapper op i Frak og Vest. Og da Sangen var slut, reiste de sig alle op og skreg i Munnen paa hverandre; saa løftede de Pokalerne høit over sine Hoveder, tømte dem og slyngede dem udover Bryggekanten, saa de klaskede i Sjøen en efter en.