I Riggen paa de Skibe peb det som af hundrede Klarinetter fra Helvede, og det knirkede og knagede i Fendere og Fortøininger.

Naar de blege og usunde Ynglinge i øverste Klasse kom halende til Skolen med sine døde Læs af græske og latinske Bøger, med sine Tanker langt Pokker ivold i forsvundne Kulturer, Hjernen fyldt med Grammatik - den ene Halvdel med Reglerne, den anden med Undtagelserne - og de saa paa sin Vei mødte en Flok Ganejenter, som gik hjem, efter at have staaet i Silden den halve Nat, saa kunde det vel hænde sig, at de muntre Piger stak Hoderne sammen og lo.

I sine unge Dage havde Jacob Worse været en Galning, og han var endnu en munter halvgammel Fyr henimod de femti Aar.

Hans Krop var kort og tæt, hans Ansigt et ægte Skipperansigt - firkantet, rødladent, trohjertet og lystigt. Hvis hans Hovedhaar vare talte, maatte det være et overmaade høit Tal; for de sad saa tæt som paa et Odderskind, og dertil voxte de paa en eiendommelig Maade.

Det saa ud, somom en Orkan engang havde blæst ham bag i Issen, lagt først en liden spiralformet Hvirvel af Haar deroppe og siden blæst alt det øvrige nedover og til Siderne og fremover. Og der laa nu hans Haar engang for alle tæt og fast uden at lade sig forstyrre af nogen senere Vind; og fremover forbi Ørerne havde Orkanen lagt smaa Rækker af Bølger lig de, den fine Flyvesand danner efter en Storm.

Konsul German smilte og hilste igjen, meden han i al Stilhed trak sine Ringe af den høire Haand; thi han kjendte Jacob Worses Nævetag, naar han kom af Reis.

"Er der noget iveien?"
"Ja - desværre! - der er kommet noget iveien."
"Nogen Ulykke?"
"Nei - snarere en Lykke", smaalo Worse, det var ligesom han fik lidt Mod ved denne Vending: "jeg vil gifte mig."
"Guds død!" raabdte Konsulen og forglemte sig ganske.