PROFESSOR RUBEK atter alvorlig
Det var det, at hele dette med kunstnerkald og med kunstnergerning - og sligt noget, - det begyndte at forekomme mig som noget så tomt og hult og intetsigende igrunden.

FRU MAJA
Hvad vilde du da sætte i stedet?

PROFESSOR RUBEK
Livet, Maja.

Fru Maja.
Hør bare, hvor lydløst her er.

Professor Rubek
(smiler overbærende).
Og det kan du høre?

Fru Maja.
Hvilket?

Professor Rubek.
Det lydløse?

Fru Maja.
Ja, det kan jeg da rigtignok.

Professor Rubek.
Nå, du har kanske ret, mein Kind. Man kan
virkelig høre lydløsheden.

Fru Maja.
Ja, det skal gud vide en kan. Når den er så
rent overvældende som her, så –

Så interessant - i norrønt tyder ljóð nettopp det som vi "høyrer" når alt er stille, altså fråveret av det som vi i dag kallar "lyd" ...

ELLA RENTHEIM
[...] Den store nådeløse synd, - det er at myrde kærlighedslivet i et menneske.

BORKMAN
En bergmands søn. Og min far tok mig med sig ned i gruberne iblandt. - Dernede synger malmen.

FRIDA
Ja så, - synger den?

BORKMAN nikker
Når den blir løsnet. Hammerslagene, som køsner den, - det er midnatsklokken, som slår, og gør den fri. Derfor synger malmen - af glæde - på sin vis.

FRIDA
Hvorfor gør den det, herr Borkman?

BORKMAN
Den vil op i dagens lys og tjene menneskene.

FOLDAL
Men det infameste da, John Gabriel?

BORKMAN med eftertryk
Det infameste er vens misbrug af vens tillid.

ERHART bukker let
Og hvad vil - hvad vil så far gøre?

BORKMAN
Oprejse mig selv, Begynde nedenfra igen. Det er bare gennem sin nutid og fremtid, at et menneske kan sone fortiden. Gennem arbejde, - gennem ustanselig arbejde for alt det, som i ungdommen stod for mig som selve livet. [...].

PROFESSOR RUBEK trodsende
Jeg er kunstner, irene. Og jeg skammer mig ikke over den skrøbelighed, som kansk\e klæber ved mig. For jeg er født til kunstner, sér du. - Og blir så aldrig andet end kunstner alligevel.

PROFESSOR RUBEK gentager drømmede
Sommernat på vidden. Med dig. Med dig. (Hans øjne møder hendes) Å Irene, - det kunde ha' været livet. - Og det har vi forspildt, - vi to.

IRENE
Det uoprettelige sér vi først, når - (bryder kort af)

PROFESSOR RUBEK sér spørgende på hende
Når -?

IRENE
Når vi døde vågner.

PROFESSOR RUBEK ryster tungsindig på hodet
Ja, hvad sér vi så egentlig?

IRENEVi sér, at vi aldrig har levet.

PROFESSOR RUBEK
Ja hvad så! Så er vi jo fri. Og det er endnu tid for os at leve livet, Irene.

IRENE ser tungt på ham
Livsbegæret døde i mig, Arnold. Nu er jeg opstanden. Og spejder efter dig. Og finder dig. – Og så ser jeg, at du og livet ligger lig – ligesom jeg har ligget.

PROFESSOR RUBEK
Å hvor du er vildfarende! Livet i os og omkring os gærer og bruser som før!

IRENE smiler og ryster på hodet
Din unge opstandne kvinde kan se hele livet ligge på ligstrå.

PROFESOR RUBEK slår armene voldsomt om hende
Så lad os to døde leve livet en eneste gang til bunds – før vi går ned i vore grave igen!

ELLA RENTHEIM
Årene har taget hårdt og høstligt på mig, Borkman.