Jeg trykker på en knap
og den hvide lampe blir gul og moden
Jeg åbner skuffen hvori jeg opbevarer
min bevidsthed
i små bundter med elastik om.
Jeg er herre i dette værelse.
Egen fod under eget bord.
Jeg kan lægge tegnstifter på en stol
og trygt sætte mig i en anden.
I vindueskarmen
tager plantere hverandre i hænderne
og danner kæde
så jeg ikke kan falde ud af vinduet.
Men når jeg lukker øjnene
ser jeg ansigter
ansigter
ansigter.
Benny Andersen, Man burde burde, 1969