Bokelskere.no

Et dikt av Piet Hein har noen tanker om "Den store reisen":

VERDENS SENTRUM
Vi går mellom stjerner og kloder
som kværner uroligt og tungt.
Vi søger et centrum i verden,
et fast arkimedisk punkt.

Sådan er verdens centrum,
at det må man selv ha med.
Har man det ikke i sig,
så findes det intet sted.

Tusen takk! Så mye visdom og humor å hente hos Piet Hein.

I samme diktsamling av Piet Hein fant jeg også disse tankene fra en togreise:

TOG I NATTEN
Jeg kører med tog i natten
og har ikke ro til at sove.
Frem gennem ukendte egne
går vi som vindens sus.
Jeg aner bag blanke ruder
bjerge og store skove,
elve og øde veje
og lys fra et enligt hus.

Dær hører mennesker hjemme,
dær har de rod og kending,
kender hver knortet klippe
og hver lille snoet vej,
ved hvad hvert skær i lyset
varsler om vejrets vending,
nævner hinandens navne
og regner sig selv for mig.

Det er en forvorpen handling
at haste igennem steder,
hvor mennesker lever livet,
et eneste livsløb hver,
svides af samme sorger
og løftes af samme glæder
og har deres egen verden
og kalder dens centrum her.

Jeg kan ikke tro for alvor,
at de er så ganske andre,
at vi er os selv alene
og ved så nøjagtigt hvem.
Jeg tror vi er dele af livet,
som hver har sin vej at vandre.
Jeg tror, de i virkeligheden
er mig, og at jeg er dem.

Man flyver til alle sider
som flager af damp fra toget.
Man vil ikke bare leve
det snævreste liv man fik.
Man er ikke kun en trækvist
endelig, stump og kroget.
Man er jo et træ som forgrenes
hvert eneste øjeblik.

Spræng dine knugende grænser.
Se, du er menneskeheden.
Bryd dine egne onde
skillende skranker ned.
Bare dit eget vidsyn
kan skænke dig voxefreden.
Bare en menneskets enhed
kan bære en menneskehed.

Og grunnen til at jeg er så ivrig på bokelskere i dag, er at jeg har begynt å se litt på selvangivelsen. Det er usigelig lite inspirerende, så jeg prokrastrinerer så godt jeg kan med å finne på andre ting :)