Norah som svar til [ Slettet]:
16:17, 4. januar 2016 Diskusjon: Norah om Islam den 11. landeplage av Hege Storhaug av Hege Storhaug
Men du vil fremdeles ikke lese boka?
Hvorfor skal jeg da ta meg bryderiet med å skrive ned alt fra boka som kan vise deg hva det handler om?
Du får hermed samme svar som til en annen "kritiker" på denne diskusjonen, som heller ikke gidder å lese boka selv:
Jeg gjentar, nok en gang, at om du leser boka, får du flere beskrivelser av besøk i shariaområder, både i Sverige, Frankrike og i England.
Det er disse beskrivelsene jeg har gått ut ifra. Men skal jeg gjengi alt sammen her, så blir det altfor mye å skrive.
Da er det bedre man leser selv og får sin egen oppfatning av hva det handler om.
Jeg har også vært på foredrag, der jeg har sett bilder fra området i Marseilles og i Tower Hamlets i London, som også støttet opp om beskrivelsene i boka.
Tower Hamlets blir også beskrevet i Islamisten av Ed Husain. Han vokste opp i dette området, og skriver om hvordan han ble med i en radikal islamistorganisasjon i denne bydelen.
Anbefaler at de som er interessert i å få vite mer om temaet islam, også leser denne boka.
Norah som svar til Monica Carlsen :
16:11, 4. januar 2016* Diskusjon: Norah om Islam den 11. landeplage av Hege Storhaug av Hege Storhaug
Og jeg gjentar, nok en gang, at om du leser boka, får du flere beskrivelser av besøk i shariaområder, både i Sverige, Frankrike og i England.
Det er disse beskrivelsene jeg har gått ut ifra. Men skal jeg gjengi alt sammen her, så blir det altfor mye å skrive.
Da er det bedre man leser selv og får sin egen oppfatning av hva det handler om.
Jeg har også vært på foredrag, der jeg har sett bilder fra området i Marseilles og i Tower Hamlets i London, som også støttet opp om beskrivelsene i boka.
Tower Hamlets blir også beskrevet i Islamisten av Ed Husain. Han vokste opp i dette området, og skriver om hvordan han ble med i en radikal islamistorganisasjon i denne bydelen.
Anbefaler at de som er interessert i å få vite mer om temaet islam, også leser denne boka.
Norah som svar til Monica Carlsen :
11:38, 4. januar 2016 Diskusjon: Norah om Islam den 11. landeplage av Hege Storhaug av Hege Storhaug
For meg handler det om innholdet i ei omdiskutert bok, som blir angrepet av forhåndsdømmende negative kommentarer av noen som nekter å lese nettopp denne boka.
Et ganske merkelig utgangspunkt for en diskusjon på et nettsted, som nettopp handler om bøker, etter min mening.
Bøker bør leses FØR innholdet i dem diskuteres.
Jeg gjentar:
Vær så snill å lese boka, så kanskje du får et litt annet inntrykk av hva det hele dreier seg om.
Norah som svar til Monica Carlsen :
11:26, 4. januar 2016 Diskusjon: Norah om Islam den 11. landeplage av Hege Storhaug av Hege Storhaug
I og med at dette er en diskusjon om en meget omdiskutert bok,
så hadde det faktisk vært en fordel om de som er med på diskusjonen,
tar seg bryet med å lese boka.
Først da blir det en rettferdig måte å diskutere boka på.
Men siden du har hengt deg så veldig opp i akkurat de nevnte shariaområdene,
så er det forfatterens egne reiser til slike områder som blir beskrevet i boka, og dette er beskrivelser som ikke akkurat er spesielt idylliske.
Hvis man ikke vil tro på selvopplevde opplevelser som blir fortalt,
så anbefaler jeg at man selv drar på studietur til slike områder, for å sjekke hvordan det er der selv.
Norah som svar til Knut Simonsen :
11:14, 4. januar 2016* Diskusjon: Hilda om Islam den 11. landeplage av Hege Storhaug av Hege Storhaug
Det hadde vært interessant å få flere tilbakemeldinger fra flere andre som bor på Nørrebro.
Hva mener du om artikkelen, og de som har fortalt om sine opplevelser derfra?
Du nevner dessuten at det finnes problemer der. Kan du nevne noe om hva slags problemer?
Norah siterer Hvorfor jeg ikke er muslim av Ibn Warraq (side 289)
10:31, 4. januar 2016 Ingen har det som favoritt.
Det er paradoksalt at muslimer ofte ønsker å peke på den innflytelsen islam har hatt for å forme det moderne Europa, på det muslimske bidraget til nettopp den sivilisasjonen de hevder de forakter. Vi får høre at amerikanerne ikke ville ha spasert på månen hvis det ikke hadde vært for "det arabiske bidraget til vitenskapen". Samtidig fordømmes Vesten som overfaldisk, materialistisk, dekadent, irreligiøst og vitenskapelig. Denne vitenskapelige materialismen settes opp imot muslimenes egen angivelig overlegne åndelighet og dybde. (Hvordan blind lydighet mot en bok skal forestille åndelighet, er ikke klart.) Bare det å snakke om islams innflytelse på Vesten er å røpe et underlegenhetskompleks, som om bare de aspektene av islam som bidro til å skape Vesten, skulle være bryet verdt å merke seg. Og det avslører naturligvis muslimenes følelse av å være mislykket og utilstrekkelige i den moderne verden.
Moskeen under den gullforgylte kuppelen i Åkebergveien 40, mottar offentlig tilskudd som ethvert annet godkjent tros- og livssynssamfunn. I 2014 fikk moskeen 2,7 millioner statlige kroner inn på kontoen via Fylkesmannen, mens Oslo kommune overførte 2,4 millioner kroner i medlemsstøtte, til sammen 5,1 millioner kroner. At dine og mine skattepenger går til aktiviteter i en moskè som dette, er det absolutt legitimt å stille spørsmål ved.
Norah som svar til Hilda :
09:41, 4. januar 2016* Diskusjon: Hilda om Islam den 11. landeplage av Hege Storhaug av Hege Storhaug
Et lite ferskt eksempel fra Danmark som har med islam og integrering å gjøre Hege Storhaug nevner blant annet Danmark i boka si, - om hvordan det kan være i et område man vel kan kalle et slags shariaområde, eller muligens er det i hvert fall på vei til å bli det:
Før var hun politisk korrekt. Så flyttede hun til Nørrebro – nu er hun kommet på andre tanker
Anne Sofia Hermansen flyttede på et tidspunkt til Nørrebro i København sammen med sin søn. På Nørrebro bor der mange med indvandrerbaggrund. Men hvis der var problemer, så var de nemt klaret, mente Anne Sofia Hermansen.
Det ændrede sig. På Nørrebro fik en en række oplevelser, som betød, at hun ændrede syn og i sommers flyttede væk fra bydelen. Det har hun skrevet en kommentar om i Berlingske (3.1)
“Før jeg flyttede til Nørrebro, troede jeg på, at dårlig integration kunne fikses med social inklusion og en pænere tone i debatten. Det gør jeg ikke længere”, skriver Anne Sofia Hermansen.
Andre kan have andre oplevelser. Og mine vurderinger er ikke baseret på statistik, men på de erfaringer jeg har gjort mig, skriver hun.
Den første oplevelse fik hun, da det blev sommer. Hun tog sin søn og to bonusdøtre med ned på den lokale legeplads.
“Det var varmt, og de hentede vand fra hanen for at anlægge en sø, som de stak deres bare fødder ned i. Snart begyndte to drenge på ca. otte og ti år at obstruere legen, og jeg greb selvfølgelig ind. Hvor er jeres forældre, spurgte jeg. De grinede. Kort efter var drengene på legestativet, hvor de morede sig med at skubbe de andre børn ned. Jeg gik hen til dem og sagde, at de skulle opføre sig ordentligt, og at jeg holdt øje med dem. Det havde en effekt, desværre kun kortvarig, for snart stod de og spyttede på rutschebanen, så børnene kunne flyve lige ned i deres spyt og snot. Lækkert. Flere af de andre forældre tog deres børn og forlod legepladsen, og jeg overvejede et øjeblik det samme. Men jeg gad ærligt talt ikke blive bøllet ud af to mindreårige.”
“Det endte dog med, at vi gik. Ikke fordi mine børn var trætte af at lege, men fordi en af drengene fiskede sin iPhone op af lommen, talte ind i den på arabisk og signalerede til mig, at min hals ville blive skåret over. Forestillingen om, at en ældre bror skulle komme sine uopdragne brødre til undsætning var ikke noget, jeg havde lyst til at løbe an på. Så vi gik. Legepladsen var næsten tom, kun de to drenge var tilbage.”
Og så gik det tilsyneladende slag i slag:
Hendes søn blev stoppet på gaden af en flok drenge, der ville have hans mobiltelefon. Den fik de. Men da det var en gammel model, smed de den på jorden og sagde “noget uforståeligt”, inden de gik videre til næste offer.
“Vores bil fik dækkene skåret op. Cykler blev stjålet. Vi havde indbrud en aften, hvor vi sov med åben altandør – tyvene klatrede op til første sal og stjal mobiler, computere, iPads, mens vi lå og sov. Heldigt, at ingen vågnede, særligt børnene.”
Det ville Anne Sofia Hermansen ikke leve med. Hun flyttede fra Nørrebro:
“Farvel bydel med mere kriminalitet end i resten af København. Farvel skoledistrikt, hvor absurd mange drenge går ud af skolen som funktionelle analfabeter og videre ud til – hvad? Hvor der ikke kun er bander, men også børnebander.”
I dag tror Anne Sofia Hermansen ikke længere, at integration kan løses med social inklusion og en pæn tone i debatten.
Nu går hun ind for en tvangfordeling af tosprogede elever og økonomiske sanktioner overfor de forældre som lader deres børn skulke og drive rundt i gaderne.
annesophia.blogs.berlingske.dk/2016/01/03/farvel-norrebro
Det er gået andre på samme måde
Der er flere andre, der har oplevet samme forløb.
Fuld af velvilje og de rigtige meninger er de flyttet til et indvandrertæt område. Men virkeligheden har ofte været for stærk. De har ændret holdning og er flyttet igen.
Det er ikke kun i Danmark. Et eksempel er Michael Hartmann. Han berettede for nogle år siden, hvordan han glædede sig til at flytte ind i indvandrerghettoen Grønland i Oslo i Norge. Men han blev hurtigt desillusioneret. Han blev forfulgt fordi han var bøsse, og han fik konstant at vide at han skulle forsvinde. (Aftenposten 2.3.2010)
Igennem årene har der været flere beretninger fra Nørrebro.
Allerede i 2009 beskrev den studerende Marie Hvidt sine oplevelser ligeledes i Berlingske Tidende (29.11) Hun var træt af at blive kaldt “din fucking luder” og “din danske møgso”. Hun var rasende over hele tiden at blive forulempet, og at det blev gjort til et tema, at hun var kvinde og dansk.
Mjølnerparken på Nørrebro forsøgte for nogle år siden at få flere danskere til at flytte ind. De fik en lav husleje, men de fleste flyttede igen. Nogle af dem fortalte hvorfor til TV2 Lorry. To unge studerende oplevede at blive udsat for chikane og kriminalitet.
JoJo Joy er selv fra Libanon. Men hun er også blevet groft chikaneret på Nørrebro fordi hun var kvinde og kristen. Hun gav også op.
nogle-muslimer-kalder-mig-fucking-luder-fordi-jeg-er;kristen-og-klaedt-som-andre-unge-danske-kvinder
Der er også lignende beretninger fra andre områder med mange indvandrere. Dan Ritto flyttede for nogle år siden ind i den store indvandrertætte bebyggelse Gjellerup i Aarhus. Men han flyttede igen.
Han var radikal politikere, da han flyttede ind. Det er han ikke længere. Han fortalte hvorfor til Den Korte Avis:
han-var-radikal-politiker-og-flyttede-til-en-ghetto-nu-er-han-ikke-radikal-laengere
Det handler ikke kun om en effektiv integration. Det handler om, at det er områder hvor andelen af indvandrere er alt for høj.
Læren er at tilstrømningen på landsplan skal bremses. ellers vil det gå mange flere som det gik anne Sofia Hermansen.
Norah som svar til Monica Carlsen :
09:35, 4. januar 2016* Diskusjon: Norah om Islam den 11. landeplage av Hege Storhaug av Hege Storhaug
Et lite eksempel fra Danmark Hege Storhaug nevner Danmark i boka si, - om hvordan det kan være i et område man vel kan kalle et slags shariaområde, eller muligens er det i hvert fall på vei til å bli det:
Anne Sofia Hermansen flyttede på et tidspunkt til Nørrebro i København sammen med sin søn. På Nørrebro bor der mange med indvandrerbaggrund. Men hvis der var problemer, så var de nemt klaret, mente Anne Sofia Hermansen.
Det ændrede sig. På Nørrebro fik en en række oplevelser, som betød, at hun ændrede syn og i sommers flyttede væk fra bydelen. Det har hun skrevet en kommentar om i Berlingske (3.1)
“Før jeg flyttede til Nørrebro, troede jeg på, at dårlig integration kunne fikses med social inklusion og en pænere tone i debatten. Det gør jeg ikke længere”, skriver Anne Sofia Hermansen.
Andre kan have andre oplevelser. Og mine vurderinger er ikke baseret på statistik, men på de erfaringer jeg har gjort mig, skriver hun.
Den første oplevelse fik hun, da det blev sommer. Hun tog sin søn og to bonusdøtre med ned på den lokale legeplads.
“Det var varmt, og de hentede vand fra hanen for at anlægge en sø, som de stak deres bare fødder ned i. Snart begyndte to drenge på ca. otte og ti år at obstruere legen, og jeg greb selvfølgelig ind. Hvor er jeres forældre, spurgte jeg. De grinede. Kort efter var drengene på legestativet, hvor de morede sig med at skubbe de andre børn ned. Jeg gik hen til dem og sagde, at de skulle opføre sig ordentligt, og at jeg holdt øje med dem. Det havde en effekt, desværre kun kortvarig, for snart stod de og spyttede på rutschebanen, så børnene kunne flyve lige ned i deres spyt og snot. Lækkert. Flere af de andre forældre tog deres børn og forlod legepladsen, og jeg overvejede et øjeblik det samme. Men jeg gad ærligt talt ikke blive bøllet ud af to mindreårige.”
“Det endte dog med, at vi gik. Ikke fordi mine børn var trætte af at lege, men fordi en af drengene fiskede sin iPhone op af lommen, talte ind i den på arabisk og signalerede til mig, at min hals ville blive skåret over. Forestillingen om, at en ældre bror skulle komme sine uopdragne brødre til undsætning var ikke noget, jeg havde lyst til at løbe an på. Så vi gik. Legepladsen var næsten tom, kun de to drenge var tilbage.”
Og så gik det tilsyneladende slag i slag:
Hendes søn blev stoppet på gaden af en flok drenge, der ville have hans mobiltelefon. Den fik de. Men da det var en gammel model, smed de den på jorden og sagde “noget uforståeligt”, inden de gik videre til næste offer.
“Vores bil fik dækkene skåret op. Cykler blev stjålet. Vi havde indbrud en aften, hvor vi sov med åben altandør – tyvene klatrede op til første sal og stjal mobiler, computere, iPads, mens vi lå og sov. Heldigt, at ingen vågnede, særligt børnene.”
Det ville Anne Sofia Hermansen ikke leve med. Hun flyttede fra Nørrebro:
“Farvel bydel med mere kriminalitet end i resten af København. Farvel skoledistrikt, hvor absurd mange drenge går ud af skolen som funktionelle analfabeter og videre ud til – hvad? Hvor der ikke kun er bander, men også børnebander.”
I dag tror Anne Sofia Hermansen ikke længere, at integration kan løses med social inklusion og en pæn tone i debatten.
Nu går hun ind for en tvangfordeling af tosprogede elever og økonomiske sanktioner overfor de forældre som lader deres børn skulke og drive rundt i gaderne.
annesophia.blogs.berlingske.dk/2016/01/03/farvel-norrebro
Det er gået andre på samme måde
Der er flere andre, der har oplevet samme forløb.
Fuld af velvilje og de rigtige meninger er de flyttet til et indvandrertæt område. Men virkeligheden har ofte været for stærk. De har ændret holdning og er flyttet igen.
Det er ikke kun i Danmark. Et eksempel er Michael Hartmann. Han berettede for nogle år siden, hvordan han glædede sig til at flytte ind i indvandrerghettoen Grønland i Oslo i Norge. Men han blev hurtigt desillusioneret. Han blev forfulgt fordi han var bøsse, og han fik konstant at vide at han skulle forsvinde. (Aftenposten 2.3.2010)
Igennem årene har der været flere beretninger fra Nørrebro.
Allerede i 2009 beskrev den studerende Marie Hvidt sine oplevelser ligeledes i Berlingske Tidende (29.11) Hun var træt af at blive kaldt “din fucking luder” og “din danske møgso”. Hun var rasende over hele tiden at blive forulempet, og at det blev gjort til et tema, at hun var kvinde og dansk.
Mjølnerparken på Nørrebro forsøgte for nogle år siden at få flere danskere til at flytte ind. De fik en lav husleje, men de fleste flyttede igen. Nogle af dem fortalte hvorfor til TV2 Lorry. To unge studerende oplevede at blive udsat for chikane og kriminalitet.
JoJo Joy er selv fra Libanon. Men hun er også blevet groft chikaneret på Nørrebro fordi hun var kvinde og kristen. Hun gav også op.
nogle-muslimer-kalder-mig-fucking-luder-fordi-jeg-er;kristen-og-klaedt-som-andre-unge-danske-kvinder
Der er også lignende beretninger fra andre områder med mange indvandrere. Dan Ritto flyttede for nogle år siden ind i den store indvandrertætte bebyggelse Gjellerup i Aarhus. Men han flyttede igen.
Han var radikal politikere, da han flyttede ind. Det er han ikke længere. Han fortalte hvorfor til Den Korte Avis:
han-var-radikal-politiker-og-flyttede-til-en-ghetto-nu-er-han-ikke-radikal-laengere
Det handler ikke kun om en effektiv integration. Det handler om, at det er områder hvor andelen af indvandrere er alt for høj.
Læren er at tilstrømningen på landsplan skal bremses. ellers vil det gå mange flere som det gik anne Sofia Hermansen.
Norah som svar til [ Slettet]:
09:14, 4. januar 2016* Diskusjon: Norah om Islam den 11. landeplage av Hege Storhaug av Hege Storhaug
Du har "ingen behov for å diskutere boken" i en diskusjon som nettopp handler om en bestemt bok?
Du har bare behov for å kritisere "hvordan Storhaug og tilhengerne hennes fullstendig mangler evnen til å bygge opp en logisk, dokumenterbar argumentasjon"?
Interessant ...
Slikt pleier man å kalle "hersketeknikk" i min verden.
Norah siterer Livsfarlig tro av Tom Doyle (side 136)
08:37, 4. januar 2016 Ingen har det som favoritt.
Che Guevara ble, i en merkelig sammensmelting av kulturer, forbildet som de protesterende samlet samlet seg rundt. Den historiske, kubanske revolusjonsskikkelsen fra 1950-tallet dukket opp på tusenvis av t-skjorter på Tahrirplassen. Han ble symbolet på egyptisk motstand mot Mubarak-regimet, men det virket som om folkehopen hadde glemt hva som ble resultatet av Cubas "frigjøring" under Castro. Slik det altfor ofte går i revolusjoner, dannet kombinasjonen av idealisme og ungdom det perfekte maktvakuumet - og dermed åpnes døren for diktatorspirer. Selv nå var det flere aspirerende tyranner som bare ventet på at ting skulle skje i Egypt, og de hadde alle èn ting til felles: De tilhørte Det muslimske brorskapet.
Norah siterer Livsfarlig tro av Tom Doyle (side 81)
21:47, 3. januar 2016 Ingen har det som favoritt.
Jeg så på religion som en slags gift. Bare se på Midtøsten, tross alt. Den går opp i limingen enda en gang, fordi religionen alltid ser ut til å havne til sengs med politikken. Resultatet har en tendens til bare å bekrefte det ordtaket vi har i disse traktene: "Når du blander religion og politikk, får du politikk." Dårlig politikk, vil jeg føye til.
Norah siterer Livsfarlig tro av Tom Doyle (side 115)
08:59, 3. januar 2016 Ingen har det som favoritt.
Den unge storbyen Dubai vokser i vill fart, og minner mest om en tenåring som jobber hardt for å kvitte seg med fortiden og få anerkjennelse fra sine likemenn. "Fortiden" begynte i år 630 e.Kr. da islamske erobrere la de arabiske emiratene under seg. Krigerne var sendt av selveste Muhammed, og sjeikene som satt med makten, hadde ikke noe å stille opp med mot styrken og aggresjonen deres. Derfor omvendte innbyggerne seg til den nye religionen for å overleve.
Norah siterer Livsfarlig tro av Tom Doyle (side 10)
07:52, 3. januar 2016 Ingen har det som favoritt.
I Mosul i Irak ga ISIS de kristne fire valg: konverter til islam, betal en umulig stor jizya (skatt), reis din vei eller dø.
Norah siterer Livsfarlig tro av Tom Doyle (side 77)
07:49, 3. januar 2016 Ingen har det som favoritt.
Takket være Guds folk ødela tre religiøse kulturer alle forsøk på å oppnå enhet. Sunnier, shiitter og kurdere. Muslimer som drepte muslimer i tusentall, hadde forpestet det en gang så storslagne babylonske folk. Og for å bevise hva da? Hvem av dem som fulgte Koranen mest til punkt og prikke? Eller hvem som elsket profeten Muhammed mest?
Norah siterer Livsfarlig tro av Tom Doyle (side 30)
07:44, 3. januar 2016 Ingen har det som favoritt.
Hvis det var mulig å finne et lysglimt i all galskapen, måtte det være at de sunnimuslimske opprørerne på ingen måte hadde en samlet front. Når gjengene av terrorister ikke spredte om seg med vold i nærheten av regjeringsbygninger, var de travelt opptatt med å drepe hverandre mens de kjempet om å ha full kontroll over den arabiske verden.
Norah siterer Livsfarlig tro av Tom Doyle (side 51)
07:29, 3. januar 2016 Ingen har det som favoritt.
Det ville være langt bedre for den syriske økonomien om president Bashar al-Assad og alawittene klarte å holde på makten. Assad-familien visste hvordan de skulle tøyle fanatiske muslimer.
Hafez al-Assad, Bashars far, hadde styrt Syria med et intrikat system av hemmelig politi som infiltrerte alle samfunnslag. En gang hadde han jevnet byen Hama med jorden og drept tusenvis av sunnier som gjorde opprør mot ham. Alt for å holde på makten. Massakren hadde tatt noen få dager, og den hadde den effekt han ønsket: Syria ble en arabisk versjon av en jernteppenasjon. Ingen våget å kaste stein på den nådeløse lederen.
Norah siterer Livsfarlig tro av Tom Doyle (side 76)
07:21, 3. januar 2016 Ingen har det som favoritt.
Vi likte ikke å være under Saddam Hussein. Vi hatet ham, så klart. Men det skal han ha: Det var orden, det var regler og det var konsekvenser - skikkelige konsekvenser! - for dem som brøt lovene og reglene hans.
Norah siterer Respekt av Hanne Nabintu Herland (side 128)
22:41, 2. januar 2016 Ingen har det som favoritt.
Problemet med et folkestyre er at befolkningen så lett lar seg lede, at det politiske gruppepresset så raskt definerer dem, og at man så ukritisk svelger argumentasjonen i den offentlige debatt, uten å forstå at disse ofte er langt mer politisk farget enn man kan få inntrykk av.
Norah siterer Respekt av Hanne Nabintu Herland (side 120)
22:37, 2. januar 2016 Ingen har det som favoritt.
Mange av de virkelig betydningsfulle intellektuelle i et samfunn er ofte helt ukjente mennesker som har utført konkrete handlinger som har hatt stor betydning for jevn fordeling og rettferdighet. Slik sett er det kanskje ikke tilfeldig at nettopp samfunnsforskningen ofte virker så sensurert. Sosialismens kritikere har nærmest vært forbudt lesning.
Sist sett
