Bokelskere.no

"gul kjole satte seg overfor meg..."

Du plejer at afslå opfordringer til at skrive dine erindringer med
den begrundelse, at du ikke husker tildragelserne godt nok og
navnlig ikke deres rækkefølge.
Men hvis jeg nu begynder med at spørge, hvad der er det største,
der er sket dig i livet – det må du vel kunne huske?

Unægtelig. Det var den 23. juli 1950 i en togkupé i Fredericia.
Jeg havde et par år tilbage af jurastudiet og var på vej til en
sommerferie-rundsejlads i Middelhavet arrangeret af DIS
(Danmarks Internationale Studenterkomité),
medbringende en bog, der hed The Science of Religion,
skrevet af en indisk guru, som vist hed Vivekananda.
Jeg fik aldrig lukket den op og ved ikke, hvor den blev af.

Ind i kupéen kom en ung pige med pandehår og gul kjole
og satte sig over for mig. Hun hed Kirsten, hun var nylig
færdiguddannet som lærerinde og på vej til samme
rundsejlads som jeg.
Hvad vi talte om, husker jeg ikke, men da vi om
aftenen stod ved et vindue i togvognens gang og så tusmørket
sænke sig over bjergene i Schweiz, listede jeg armen om
hende; hun protesterede ikke.
Et par dage senere gik vi på sightseeing i Torino
med hinanden i hånden.

. Da vi efter endnu et par dage sejlede ud fra Genua
på MS Terpsichore med kurs mod Malta
og i mørkningen stod ved rælingen og så byens lys
synke bag kølvandet,
spurgte jeg, om hun ville gifte sig med mig.
Hun svarede ja.

Mange har undret sig over, at vi kun havde kendt hinanden
en uge, men det var, som om det hele havde været
en selvfølge fra begyndelsen.

Det blev så en svært romantisk Middelhavstur?

Romantisk er for svagt et ord. Men der findes ikke rigtig ord,
der er stærke nok. Sådan er det jo med kærligheden –
ordene slipper op.

Vel, der er nogle ledsagefænomener, som det kan lykkes
at sætte ord på.
For nogle år siden var der en tv-serie, der hed »Family Ties«
(‘Blomsterbørns børn’ kom den til at hedde i dansk fjernsyn).
Hver episode indledtes med en lille tema-sang –
mand og kone sang sammen:
Det er, som om jeg begyndte at ånde
den aften, vi kyssede hinanden,
og jeg kan ikke huske,
hvad jeg nogensinde foretog mig før.

Den sang var troligt skrevet af nogen, der havde oplevet det
samme som vi.

Hvad så med Middelhavets seværdigheder - blegnede de lidt i
lyset af kærlighedslykken?

Ja, men mest nej.
Jeg tror, vi oplevede det hele med en mangedoblet intensitet.
Middelhavets verden gik os i blodet,
så den ligesom har været en del af selve vores identitet i de
mere end tres år, der siden er gået.
Det har selvfølgelig indgået en lykkelig forening med,
at kristendommen blev vores liv og vores arbejde.

Ja, mor var jo en god kristen, da I mødtes,
men du var vist en arg hedning på det tidspunkt, var du ikke?

Ak jo. I gymnasiet var jeg nærmest aggressiv antikristen og
førte an i alt det studentikose idioti, som er standardudstyr
i den holdning.
Jeg har nådigt glemt detaljerne, men kan stadig skamme mig
over det og føle et stik i samvittigheden,
når jeg tænker på en lille gruppe kristne i klasserne –
vi var pionérklasser i det nystartede Næstved Gymnasium –
der sagtmodigt lagde ryg til mit skvalder.

De stod så alene, der var ikke noget, der hed KFS dengang.

Og ja, der advares jo af kristne i almindelighed voldsomt
imod, at kristne gifter sig med ikkekristne. Det ender næsten
uvægerligt med, at den kristne mister troen, hedder det,
fordi den ikkekristne har den åndelige tyngdekraft i denne
verden med sig. Det går galt i 100 tilfælde ud af 100, siges der.

Vi kan kun sige, at så er vi altså tilfælde nr. 101, og vi har
også i årenes løb fået lov at se nr. 102 og 103 og flere endnu.
For tyngdekraft eller ikke tyngdekraft, sandheden er og bliver
stærkere end løgnen.
Og kærligheden er altid på sandhedens side.

I fik noget for pengene på det krydstogt.

Mildest talt. Nu er »krydstogt« en lidt misvisende glose.
Det var ikke noget, der kunne sammenlignes med nutidens
society-halløj i luksuslinere med swimmingpool og aften-
underholdning og alverdens luksus. Når vi besøger Alex og
Gloria i Bergen og ser de flydende byer, der lægger til kaj også
der, er det en helt anden verden. Vores skib var en gammel
trampdamper – blandet fragt- og passagerbåd – der havde
været bombet under Anden Verdenskrig og ligget delvist
sunket i Marsah Matrouh i Egypten, men var blevet hævet
og sat i fart igen under Panamaflag, med permanent slagside.

Den hed »Terpsichore«, opkaldt efter dansens muse; det gav
anledning til ikke så få vittigheder. Jeg sov i begyndelsen på
et shelterdæk, hvor en afløbsrende fra kabyssen passerede
lige under min køje. ...
Nede i pigernes kahytter sloges mor med lopperne. Så
fandt vi ud af at flytte op på dækket under redningsbådene.

Der var ganske vist ingen afskærmning ud mod vandet.
Var vi rullet et par meter i søvne, havde vi været nede hos hajerne.

Jeg går ud fra, at I drog fordel af skibets permanente slagside,
og at mor lå inderst?

Mor lå inderst, ja, men vi havde også et solidt greb i hinanden.

Romantiske måneskinsnætter?

Ja, månen og stjernerne lyste for os om natten, men også
vulkanen Stromboli, da vi sejlede gennem Messinastrædet.
(...)

(fra Helge Hoffmanns samtaler med sin far Poul)