Bokelskere.no

Der er intet Nyt under Solen, siger Salomo. Nu vel, det faaer saa være, værre er det, naar der slet Intet skeer. Alene ved den Betragtning forvisser jeg mig om, hvor absurd det var, om jeg søgte nogen Fortrolig. Ja, var min Smerte riig på Optrin, paa Scene- og Decorations-Forandring, saa vilde den have Interesse. Men min Lidelse er kjedsommelig. Det er sandt, jeg er endnu bestandigt i Expositionen af dette Intet, og Scenen er uforandret den samme.

Vil man tænke hendes Idee, da gaaer det En som Den, der stirrer ind i et Hav af Taagebilleder, der bestandigt danne sig, eller som Den, der forvildes ved at skue i Bølgerne, hvis Skumpiger bestandigt gjække, thi hendes Idee er kun et Mulighedens Værksted

Gud hjælpe Poesien, ved Politikens Hjælp sættes den paa Vand og Brød!

Glemme hende? – det er umuligt. Min Bygning er styrtet sammen. Tungsindig var jeg, men i dette Tungsind var jeg en Sværmer, og hiin min Ungdoms trøsteløse Tanke, at jeg duede til Intet, var maaske kun Sværmeriets Form, fordi jeg fordrede en Idealitet, under hvilken jeg segnede. Denne Hemmelighed vilde jeg gjemme i mig selv og i denne Hemmelighed en Gløden, som vel gjorde mig ulykkelig, men da ogsaa ubeskrivelig lykkelig.

Holder jeg hende end ikke længere i min Favn, saa omfavner jeg hende dog, thi Erindringens Gjerning i Morgentimerne og Redningsforsøget i Midnatstimen danne jo som et Favnetag, hvori hun er indesluttet.

dog er Beslutning den sande Begyndelse for Friheden.

Saa dannede Guderne hende fiin og ætherisk som af Sommernattens Taage og dog fyldig som den modne Frugt, let som Fuglen, skjøndt hun bærer en Verdens Attraa i sig, let fordi Kræfternes Spil er enet i et negativt Forholds usynlige Centrum, i hvilket hun forholder sig til sig selv, slank i Skuddet, bestemt tegnet og dog for Øiet svulmende i Skjønhedens Bølgelinier, fuldendt og dog som blev hun bestandig nu først færdig, kølig, liflig, forfriskende som den nyfaldne Snee og dog rødmende i stille Gjennemsigtighed, lykkelig som en Spøg, der lader En glemme Alt, beroligende som det Maal, hvortil Begjeringen er, tilfredsstillende ved selv at være Begjeringens Incitament. Og saaledes havde Guderne beregnet Situationen, at Manden, naar han fik hende at see, skulde forundres som Den, der seer sig selv, og dog igjen som var han fortrolig med dette Syn, forundres som Den, der seer sig selv i Fuldkommenhedens Afglands, forundres som Den, der seer hvad han aldrig havde anet, og dog seer, hvad der, saa synes det, nødvendig maatte være faldet ham ind, seer, hvad der er nødvendigt i Tilværelsen, og dog seer dette som Tilværelsens Gaade.

At løbe Verden rundt, at lure paa Øieblikket er dog at foretage sig Noget, om der end Intet vindes, men det er utaaleligt at sidde og føde Vind, at udfinde den ene Plan sindrigere end den anden, og ikke turde bruge den, fordi det er endnu klogere, at lade være, at man ikke skal blive forraadt; at see disse tantaliske lokkende Frugter, der friste Sympathien ved at love Alt! At have Lidenskap som en Spiller, og ikke turde røre sig af Stedet, og kun være bunden ved sig selv! At have Sjelen fuld af dumdristigt Mod, og Hjernen af Planer, og Ordet nærværende, og da at have en Pen, der ikke kan skrive eller med stor Møie et Bogstav hver anden Time! At have Lidenskab som en Fisker, at vide hvor det vil bide, og ikke turde kaste ud, eller at see Floddet bevæget og ikke turde trøkke til, at ikke denne Bevægelse skal forraade Noget!

Dersom der var et Menneske, jeg kunde henvende mig til, jeg vilde gaae til ham og sige: bitte, bitte, skaf mig lidt Mening i min Forvirring. Den forfærdeligste Mening er mig ikke saa forfærdelig, som Meningsløshed, og denne desto rædsommere, jo mere tankeløst den smiler.

Hvad mig angaaer, da føler jeg en Hjemvee efter mig selv, efter at turde være hos mig selv. Det er sønderslidende at have en Indbildning og en Virkelighed saaledes mod hinanden. [...]. O! at jeg maatte faae Lov at beholde mine Indbildninger, dem er jeg vant at tumles med.