Klikk på en bok for å legge inn et sitat.
[...] ingen ting var penere end asper når de stod og sprat om våren, Hele sommeren var de også uforanderlig pene med en sølvlét over sig og en silkelyd i løvet. Det var ikke noget andet træ i nordlandene som hadde denne silkelyd, det kom av at selv det mindste luftdrag kunde få de store aspeblad til å dingle mot hverandre fordi hvert blad hang som på et knapnålshode. Det var et under som de kunde dingle uten å falde av.
Intet under at mennesket nødig vil dø, for maken til denne verdens herlighet kan ikke optænkes en gang til på et andet sted, for eksempel i himlen.
Søndag gjorde August alvor av det og gik ut til Sørgrænden. Naturligvis blev det utvei til tid. Men har nogen hørt om en mand som står op klokken tre om natten og barberer sig for å være i Sørgrænden klokken ti?
Han er langtfra i al den prakt som han kunde bære, men han er i ny rødrutet skjorte, og han har knappet bare de to nederste kanappene i vesten for å få åpent bryst og skinne.
Hvad skulde han i det nye stuehuset til Tobias, er han kommet på et presserende erend? Skjeller ingen. Han er August. han er en gammel løskar og strandet sjømand, hans fag er alt mulig, hans plass er alle steder, hans liv har mening for dagen. Spør ham ikke om hans erend. Det er han som kan gjøre spørsmål. han var indrettet som andre, hadde bare bedre evner og flere utveier, hadde sans for storhet og eventyr, eventyrsans, hadde planer og hadde vilje til å utføre dem, hadde utrustning til det - og allikevel -
Det er han som kan spørre: Hvor i alverden blir det av alt det jeg har tilgode av livet? En skarv og en løgnhals, forbryter, spiller, storskryter, nar, men blottet for ondskap, skyldfri, med venlighetens gave, med en god glæde når det gik godt - han står her i sin alders dag og skylder mindre enn han har tilgode.
Tapt har han på alle leier, i kjærlighet, i lykke, ja i sin soleklareste ret. Skjæbnen har avpruttet ham et ordentlig fradrag på hver vinding. Misbrukt er han, ingen velsignelse fulgte ham, det lå ruiner efter ham på hvert sted, skjønt han gjorde sit bedste. Ja hvor han strævet! Hvem så ham umakræd? For ham blev livet ikke til å nyte men til å bære, alle år og dager å bære. Nu er hans tid forbi og han vet det, han vil ikke komme til å opleve nogen forandring, sit tilgodehavende vil han ikke få, han venter ingen ret, ikke engang en nåde. Og allikevel -
Allikevel går han til Sørgrænden til Tobias' hus og lyver sig til det presserende erend å se på en hest - som han alt har set. Skjeller ingen.
Knofferne var opprinnelig utlendinger og nu i flere ledd handelsfolk i Nordland, Theodor derimot var norsk, stammet fra Per på Bua og var så å si fra ifjor . . .
Et hav av sau blev sjømandens grav.