Bokelskere.no

Nu veed jeg klart, at Tanken «Ensomhed»
der syntes mig kun som en dunkel Hule,
er hele denne Jord, naar du var borte.
O, skjøndt saa vid -- se, større jo end Solen!
se hele denne Dal, der toer i Søen
sit Skjønhedsbilled, Sletten indtil Skoven,
og Skoven, Skyens Vugge, reist mod Bjerget,
der blaaner fjernt som Luftens fulde Kilde! --
jeg synes jeg i Dig besidder Alt!

Bedst troer jeg Vanvid vilde digte.
Det Luefarver har, Indbildningskraft.
Og ene Vanvid og Alviisdom
tør Tvivlens Tænder ikke gnage.
Hvis da jeg kunde, hvis det ei en Grif
i Støvet lænket var, jeg Vanvid løsslap.
Thi snart det rev mig hen paa vinget Smiil
til hvert et Maal, jeg tænkte mig, det rakte
mig med Triumfens Latter sønderplukket
hver Gaade, som jeg pegte paa; og naar,
med kroget Gisning paa, det medede
i Verdensdybet, flux det ud blev kastet
det fisked op den Perle, som jeg ønsked.

Klag ikke under Stjernene over Mangel paa lyse Punkter i dit Liv!
Ha, de blinke jo somom de vilde tale til dig!