Bokelskere.no

Det var alt blitt kveld nede i dalen, en voksende skumring som tetnet mot natten og svøpte landskapet saktelig inn. Men enda var det dag op på fjellet, enda lå vidden i tindrene sollys så langt han øinet og lengre til. Den lå der vidt utslått under himmelen med sine lange stillferdige linjer som den hadde ligget i tusener år - åpen for solen, åpen for vinden med smale striper av skog inn imellom, med lyngmark og myrer og nakne svaberg som rundet sig drømmende op.....

Iblandt var et par åndssvake med, to tynne, fregnete piker med gamle, armodslige ansikter og stillestående blikk, to søstre øverst fra sognet som var satt ut i våres en gang. De gikk ufravikelig bort til Kristoffer og så på ham mens han klædde på sig, den eldste holdt den yngste i hånden, der sto de hele tiden. Men enda de var så alvorlige - det var noe godslig over dem, de lignet to klippede sauer, to radmagre, utsultede lam. Det var som de stod og ventet på noe, en ting de kunde spise eller en liten vennlighet bare, de gikk der og manglet noe, de kjente de frøs på jorden og stundet efter litt varme og godhet.

Kristofer blev sittende og følge tanken. Hans næste kunde være Gud, Gud kunde være hans næste. Det gik dunkelt op for ham, at den ting at elske sin næste, det var at elske Gud selv.

Trænger barmhjertigheten frist? Maa den overveie, inden den lukker sin favn op? Maa kjærligheten ha tid paa sig, maa den pleie raad med retfærdigheten og laane dens kolde blylodder først?

Godt, se paa øinene hans, se hvor dype og saare de er, det er ikke barneøine, det er en voksens bedrøvede blik. Hvem har skylden for, at disse øine er blit slik?