Bokelskere.no

FYRST JULIAN slår ut med hånden Jeg ved alt, hvad der står skrevet. Dette med det skrevne, det er ikke sandhed i kødet. Føler du ikke ækkelhed og kvalme, ligesom ombord på et skib i vindstille, omtumlet mellem liv, skrift, hedensk visdom og skønhed? Det må komme en ny åbenbaring. Eller en åbenbaring af noget nyt. Der å, siger jeg; - tiden er inde. - Ja, en åbenbaring! O, Basilios, kunde du bede den ned over mig! Bloddøden, om så skal være -! Bloddøden -; ah, jeg svimler i dens sødme; tornekronen om min tinding -! (han griber sig med begge hænder om hovedet, fatter rosenkransen, som han river af, besinder sig længe og sager sagte) Denne. Det havde jeg glemt. (kaster kransen bort) Et eneste har jeg lært i Athen.

BASILIOS FRA VÆSAREA Hvilket, Julian?

FYRST JULIAN Den gamle skønhed er ikke længer skøn, og den nye sandhed er ikke længer sand.