Bokelskere.no

Oprindelig havde hele menneskeheden ét tungemål og samme
sprog. Det, som bandt dem sammen, var engang stærkere end
det som adskilte. Sådan havde det været Guds mening med Verden
da han skabte den. Det er, som om harmonien i den oprindelige
skabning for et par sekunder hilste over til vor sønderrevne
verden og ville sige til den, hvordan det var, da mennesker og
dyr, skyer og stjerner endnu havde et midtpunkt som forbandt
dem, og som endnu i fælles pris, i sfærernes lovsang vendte sig
mod den som havde kaldt dem ind i tilværelsen.

Men nu toner der pludselig en ny og fremmed klang frem: Nu
ønsker mennesket at være sin egen herre. Havde Gud måske ikke
selv kaldt dem til herredømmet? Menneskenes reaktion lyder:
"Så vil vi også være herrer!"

Ikke som om mennesket ganske simpelt ville opsige Guds over-
herredømme. Som vi husker, ønsker Eva helt igennem stadig at
være en from dame, hun fører endda en religiøs diskussion med
Slangen om Gud. Selv Slangen opfører sig jo ved første øjekast
helt manerligt og vogter seg vel for at optræde som representant
for ateismen. Frafaldet foregår foreløbig helt hemmeligt,
millimeter for millimeter. Eva og Slangen udveksler blot
bemærkninger om det spørgsmål, om Gud virkelig har sagt dette
eller hint, om det så at sige er papirfæstet.
Det er et helt igennem seriøst emne, som holder sig til sagen.
Det bliver endda bragt på bane ved præstekonventer og på
kirkelige møder.
Sådan går det egentlig altid for sig, hvor en gudløshets-
bevægelse sætter ind.

Den fortabte søn lader det heller ikke på nogen måde komme til
skandale eller til et heftigt brud med hjemmet. ..
Men for hver eneste daler, som den fortabte søn tager op av
pungen, skrider han umærkeligt endnu en millimeter bort fra
sin faders vilje. Han havde noget helt andet for med sin søn.

Da Gud sagde til mennesket: Gør dig til herre over Jorden! så
havde han også tænkt sig noget andet med det. Gud havde
dermed villet sige til ham: I mit navn og som min stedfortræder
skal du forme skabningen. Du skal frembringe kultur med skrive-
kunst og læsning, videnskab og kunst; du skal regne det for en
gudstjeneste og samtidigt blive ved med at være sund og i orden
og holde dig nær den oprindelige kilde.

Det hele falder anderledes ud: "Det er mig, der er herre,"
tænker mennesket, "altså vil jeg ikke mere snuble over et
påstået højere væsens forbudsskilte. Jeg er fri - følgelig
kan jeg gøre, hvad jeg vil, prøve på hvor langt jeg kan gå.
Jeg råder over fornuft og intellekt, og jeg agter ikke længere
at lade mig føre i snor av normer og bestemmelser, som jeg ikke
selv kontrollerer. Med min åndelige rang kan man simpelthen ikke
vente av mig, at jeg skal tro på noget usikkert og binde mig til
bud, der hævdes at komme fra en Gud. Er jeg ikke autonom - -
er jeg måske ikke Homo sapiens?"

..hvad var det nu, han hed? Adam, Kain eller ... har han måske
mit eller dit navn? .. han prøver, hvor langt han kan anvende sin
Faders fuldmagter efter egen smag og tykke. Han føler sig
anerkendt i sine drømme om frihed, hvis Gud ikke med det samme
ligefrem slår ham over fingrene.

Til slut er han blevet så besat af sin kunnen og sin tekniske
almægtighed, at han regner alt for at være gørligt. Han laver
hunde med to hoveder, han piller ved de arvelige anlæg og gad
nok konstruere mennesket om til sine egne formål, sådan som man
bygger en maskine om. Intet under, at han hvert år står noget
ubehjælpsomt overfor høstgudstjenesten. Prises her virkelig
skabelsen og den hånd som råder bagved den? Lovpriser man ikke
den menneskelige produktion og markedet, hvor man kan manipulere
og gøre ved med tilbud og efterspørgsel, som vi har at takke for
vor velstand? Har vi ikke os selv at takke, traktorfabrikerne og
dem, der fremstiller kunstgødning? (..)

Hvad har vi taget os til med kønsprægets gave, med viljekraftens
foræring eller med vor intellektuelle og kunstneriske begavelse?
Har vi villet tjene, med det hele?
Har vi hele tiden bare forsynet vor egen lomme, har vi med
gaverne tjent vor egen forfængelighed, vort storhetsvanvid og
gjort denne gave til et røvet bytte? Er det nu min og din indre
historie?

Når vi altså ikke længere er tjenende mennesker, som priser Gud
med alt det de gør - da sker der hele tiden det samme: så gør vi
os selv til guder. I Nietzsches "Fröhliche Wissenschaft" er der
et afsnit, der hedder 'Det gale menneske'. Dette uhyre -
i ordets fulde betydning - tænder en lygte og leder efter Gud.
Til slut fastslår han forfærdet, at Gud er død.
"Vi har dræbt ham," råber han. "Det helligste og mægtigste,
som Verden har ejet, har forblødt under vore knive -- hvem kan
tørre dette blod af os? Er der noget vand, som formår at rense
os? - Er denne dåds størrelse os ikke for vældig? Er vi ikke
nødt til selv at blive guder for blot tilsyneladende at være
den verdig?"

Det er sagen: Den grænse opad er forsvundet, menneskene har
evakueret Himlen. Nu vil de selv udfylde det opståede tomrum
og avancere til overmennesker,
og de fastslår med triumfhyl, at de er vokset den gamle, brave
Gud over hovedet, ja at de vil bringe selve Himlen -- sæt i
stedet: teknisk og social fuldkommenhed -- ned på denne Jord
i stedet for at vente sig den av et uvirkelig hinsides.
Har Sputnik ikke overtrumfet 'Vorherre'? Har mennesket ikke
tilrevet sig Guds privilegium, at trone i Himlen ?

Jeg overvejer af og til, hvordan det egentlig går til, at vi
ikke kan være udelt glade over rumfarten -- at et vist dunkelt
ubehag pusler i baggrunden af vor sjæl og tynger os.

Kommer ubehaget .. fra, at der ved siden av Sputniks bip-bip
tillige kommer et visst hyl frem, der giver gjenlyd fra verdens-
rummet? Ligesom et hånligt latterutbrud, som vil sige: Se her,
hvor grænseløse vi er, vi kan lave alt muligt, uden at der er
nogen som sætter en stopper for vor udflugt in i de himmelske
egne! Bekræfter vi ikke mere og mere, at vi er sande guder?
og truer jeres fromme fantasis gamle Herre med at blive ked
af det?

Men fordi mennesket i grunden alligevel ikke rigtig tiltror sig
selv overmenneskets rolle - -
i bange, ensomme timer går dette ord til marv og ben:
"Når et vejr farer hen over dig, er du ej mere, dit sted får dig
aldrig at se igen" (Psal 103:16) --

FORTS.:

(1) Triumfferd til Universet ref. av C.F.Engelstad -> (se sitater)

(2) videre i denne tekst av Helmut Thielicke ->